Eddie the Eagle

For mange er skihop en årlig begivenhed, der overværes gennem røde øjne og morbide tømmermænd 1. januar. Her hopper skihopeliten det nye år ind i tyske Garmisch-Partenkirchen.

Den heroiske taber, Michael Eddie Edwards, tager netop til det område for at lære den svære kunst at lande på ski med 110 kilometer i timen.

Her får han skræmmer, der er langt værre end et tungt hoved.

Filmen om Eddie, der til Vinter-OL i Calgary 1988 fik tilnavnet ”The Eagle”, er en renskuret, nostalgisk feelgood-komedie, der flyver af sted i pangfarver til toner fra Frankie Goes to Hollywood, Van Halen og Thin Lizzy.

Denne biopic ved de fleste, hvordan ender. Eddie tog til OL og blev verdensberømt for sine elendige, men behjertede forsøg på skihop.

Det walisiske stjerneskud Tagon Egerton spiller sig helt ud som den kvindeforskrækkede og svagt flyvende ørn, men Eddie the Eagle overbeviser aldrig om, at filmen eller dens hovedperson er andet end en kuriøs pauseklovn med hang til slapstick.

Vi møder første gang Eddie som knægt. Han har skinne på benet og tykke briller. Alligevel er OL hans højeste ønske.

Den jordbundne murer-far kæmper en brav kamp for at få sin sværmeriske dreng på bedre tanker. Forgæves. Eddie smadrer dagligt sine briller i nye sportsgrene.

Filmens handlingsskift opstår som letkøbte tilfældigheder. Eddie ser en dag en pist, og så vil han være alpin skiløber. Det går overraskende godt, indtil han en dag vælter en gruppe briter som dominobrikker ved en stort opsat præsentation. Så må han igen sadle om.

Så ser han et billede af en rampe til skihop, og en ny livsbane tager form i det excentriske hoved.

Egertons portræt af Eddie Edwards forsøger at ramme det besynderlige. Han kan ikke gå over et hegn uden at sidde fast, og brillerne skubbes konstant ind mod næseryggen med pegefingeren.

Gamle interviews med virkelighedens ski-ørn afslører, at der ikke bliver overdrevet. Eddie er virkelig en original, og det får filmen fremstillet med udmærket fornemmelse for det komiske.

Der er også af og til en smerte i Eddie the Eagle. De andre, dygtige skihoppere mobber den sære starut, der med tiden udvikler et trist overskæg.

I filmens klart bedste scene overvejer Eddie selv muligheden for, at han blot er en simpel gøgler, der forpurrer den globale sportsverdens omdømme. Men i denne type komedie er der ikke overladt meget plads til tvivlen, og ingen får for alvor kolde fødder i den olympiske sne. Det optimistiske hop ud over rampen får klart mest opmærksomhed.

Bronson Peary (Hugh Jackman) trasker ind i filmen som drikfældig machomand, der kan lære Eddie et par tricks om kunsten af flyve med ski på. Det er et opkvikkende valg, at komedien fokuserer på forholdet mellem elev og træner frem for en generisk romance med en af de kvinder, Eddie knap ænser.

Peary er en slags skisportens Nicklas Bendtner. Talentet var stort, men det blev aldrig rigtigt til noget. Nu arbejder han som pedel i det sneklædte Garmisch-Partenkirchen, hvor han huserer i opsmøgede ærmer. Og med en Stars & Stripes-lommelærke.

Alkoholpåvirket plæderer han for, at skihop er en kunstform – ikke en sportsgren. Og Eddie vil svæve længere, hvis han tænker på et samleje med skuespilleren Bo Derek under hoppet.

Det er sigende for Eddie the Eagle. Den formelig boltrer sig i 80’erne.

Grundlæggeren af de moderne olympiske lege, Pierre de Coubertin, er berømt for at have sagt, at det ikke gælder om at vinde, men om at være med. Eddie the Eagle er personificeringen af de ord.

Komedien er et nostalgitrip tilbage til en tid, hvor glade amatører kunne spille en rolle ved de største sportsarrangementer. Det var også i 1988, Jamaica stillede op i bobslæde.

Som i Sommeren’92 anvender instruktør Dexter Fletcher arkivbilleder til at give en fornemmelse af fortidens eufori. Men det hjertelige forsvar for den gode taber er ikke nok til at overbevise os kynikere om, at det sjoveste ved sport nu engang er at vinde.