The Eclipse

11. august 1999. Store dele af Jordens befolkning er udenfor og venter spændt på at se et af naturens magiske fænomener: en solformørkelse.

Bare ikke i Serbien. Her har regeringen advaret om farlige bølger fra Månen. Befolkningen lukker skodderne til og kigger væk. Det har de gjort lige siden.

I Nataša Urbans dokumentar The Eclipse – der har vundet hovedprisen på Cph:Dox – forsøger instruktøren gennem interviews med familie og venner at konfrontere de grusomheder, befolkningen i det tidligere Jugoslavien blev udsat for.

Sidste år blev massakren i bosniske Srebrenica dramatiseret meget stærkt i den Oscar-nominerede Quo vadis, Aida? Og hvis man var i tvivl om den samfundsmæssige vigtighed af den film, er det klogt at se The Eclipse.

Massakren bliver direkte adresseret af dokumentaren, da Urban spørger sin far, om han ved, hvor mange muslimske mænd der døde under massakren? Det gør han ikke. Efter at blive presset lidt gætter han på 1.000. Han bliver chokeret, da datteren afslører, at det rigtige tal er 8.000.

”Vi prøver alle sammen at glemme, men nu river du op i minderne,” siger Urbans mor. Det var også smertefuldt for instruktøren at tage fat i fortidens traumer. I et interview fortæller hun, at hun blev ramt af ptsd i forbindelse med at lave filmen.

The Eclipse fokuserer primært på 1990’erne under præsident Slobodan Miloševićs tyranni, men går også længere tilbage.

Nataša Urbans bedstemor mindes, hvordan tyske soldater blev halshugget efter Anden Verdenskrigs afslutning. Bagefter blev deres afhuggede hoveder brugt som fodbolde i gaden.

Selv om The Eclipse består af en samling af interviews, har instruktøren fravalgt talking heads. I stedet hører vi dem fortælle på lydsiden, mens billedsiden er fuld af trivielle hverdagsting.

Bedstemoren luger ukrudt og spiller klaver. Urban bruger også adskillige gamle super8- og 16mm-film, som familien selv har optaget fra deres liv.

Det er et modigt valg, som sætter fokus på den personlige fortælling. Der er ikke optagelser af krigens rædsler, for det optog familien ikke. Fraværet af de hændelser, som filmen prøver at afdække, bliver derfor et symbol på familiens forsøg på at glemme.

Til tider bliver det visuelle også poetisk.

I en af filmens stærkeste scener fortæller en tante, at hun i slutningen af 80’erne arbejdede på en bar. Den fik ofte besøg af Tjetnikkere, som var en nationalistisk, paramilitær bevægelse. Tanten fortæller, at Tjetnikkerne halshuggede deres modstandere i Kroatien, samtidig med at billedsiden viser en gris, som bliver slagtet.

Det er et symbol på et folkemord, men også en reference til den russiske formalist Sergei Eisensteins Strejke. Eisenstein var med til at opfinde den billedsymbolske stil i 1920’erne, og i Strejke klipper han mellem massakren på en strejkende arbejderbevægelse og slagtningen af en tyr.

Faren ved den stilistiske fortællemåde er, at billederne bliver distraherende. Indimellem er man også i The Eclipse i tvivl om, hvad der foregår. Det fjerner fokus fra filmens kerne, som er familiens fortælling.

De poetiske og personlige optagelser er opbrudt med hvid tekst på en sort skærm, hvor Urban har skrevet de hårde fakta om Miloševićs vej til magten og senere undertrykkelse af befolkningen. Tekst på en skærm er sjældent særligt dramatisk, men her fungerer det.

Grebet tvinger seeren til at forholde sig til den hårde virkelighed, som familien kæmper med at huske. Det giver også en kontekst, som er nødvendig for at forstå det nationale traume.

The Eclipse skildrer forhold i Serbien og resten af det tidligere Jugoslavien, som overgår ens vildeste fantasi. Og i glimt rammer dokumentaren en poesi, de færreste film modet til at forsøge sig med.