Easy

Easy er, som titlen antyder, en nem serie at gå til.

Ligesom efterhånden en del andre serier er lavet i et antologi-format, der betyder, at hvert af de otte afsnit følger forskellige mennesker – med enkelte gengangere.

Kendere af seriens skaber – den 35-årige indie-filmmager Joe Swanberg, der har stået bag Drinking Buddies og Hannah Takes the Stairs blandt mange andre – vil genkende hans sædvanlige, rolige stil og karakteristiske miljø. Handlingen udspiller sig i hans hjemby Chicago og følger primært folk fra den øvre eller kreative klasse, som alle lever med first world problems, der inkluderer manglende tid til sex og valg mellem arbejde og hygge.

Det lyder jo til forveksling som en anden ny antologiserie, High Maintenance.

Men selv denne series skævt sløve tempo og tilbagelænede realisme kommer til at virke hyper-stiliseret og dramatisk i sammenligning med Easy. Joe Swanberg er kendt for sine naturalistiske ikke-historier og en dialog, der som oftest er improviseret. Læg dertil, at følelsespirrende underlægningsmusik er en by i Rusland for instruktøren, og så begynder der at tegne sig et billede af en omgang prætentiøs weltsmerz-kunst.

Det er dog for det meste ikke tilfældet.

Håbet er nemlig lysegrønt i Easy, hvor situationer, der i andre serier havde betydet et parforholds endeligt, ved afsnittets slutning faktisk flere gange ender ganske udramatisk, ja, tør man sige lykkeligt?

Det sker eksempelvis i sjette afsnit, hvor et uendeligt attraktivt par, spillet af Malin Akerman og Orlando Bloom, beslutter sig for at tilføre forholdet lidt krydderi ved at invitere en ekstra kvinde i sengen. Da valget falder på en bekendt, antager man straks, at det bliver begyndelsen på enden for de tres venskabelige omgang og måske endda slutningen på parforholdet.

Det er man vant til fra utallige serier, der skal vride så meget drama som muligt ud af hvert afsnit. Men her bliver de bare afbrudt adskillige gange afbrudt af babyalarmen og har ellers haft en fin aften, der ender i orgasme og børnesange.

På den måde er der noget at komme efter i hvert eneste afsnit, som naturligt nok svinger i kvalitet alt efter, hvor vedkommende dets hovedpersoner er.

Første afsnits sexkrise for et midaldrende ægtepar – der byder på replikken: ”Hvem gider bolle en halvblød pik” – bliver afløst af førstegangsforelskelsen for en ung, lesbisk kvinde, som forgæves prøver at være ”autentisk” i et kunstnerisk miljø.

Det er åbenhjertige og hjertevarme historier, mens det bliver anderledes selvsmagende, når Swanberg genbruger fra Drinking Buddies i hele to afsnit om bryggeribrødrene Jeff og Matt.

”Er det prætentiøst eller sejt?” spørger Jeff sin bror om idéen til et hipster-ølmærke, som har et smart logo og naturligvis skal drives ulovligt fra undergrunden. Han giver automatisk selv svaret, og her er pointen måske, at brødrene netop skal fremstå prætentiøse i deres forstillede coolness. Men Swanberg holder faktisk for meget af sine karakterer til at fremstille dem som de klichéer, de er, og derfor mangler serien af og til lidt kant.

Kant kommer der til gengæld i et andet afsnit, hvor komikeren Marc Maron spiller en generationsforvirret forfatter, som lærer om ligheden mellem selvportræt og selfie. Men bedst fungerer det, når man i næstsidste afsnit – også om aldersforskelle – selv må forbinde trådene og finde ud af, hvorfor den kvindelige teaterskuespiller bliver angst af alle livets muligheder.

Det er netop indlevelsen i alle slags mennesker, der er seriens styrke. Med legende lethed præsenterer den en række hverdagsproblemer, men den savner det tematiske fokus, der kunne have løftet begivenhederne.

Det til trods sidder man efter de otte afsnit tilbage med en behageligt afslappet følelse i kroppen. Tilstrækkeligt oplyst og underholdt, men ikke så meget, at hjerne og krop gør ondt. Så hvorfor ikke bare læne sig tilbage og nyde turen?