Dyrene i Hakkebakkeskoven

”I skoven sku’ være gilde,” lyder det i den danske folkevise af samme navn.

Det samme er tilfældet i den norske animationsfilm Dyrene i Hakkebakkeskoven, som er baseret på Thorbjørn Egners børnebogklassiker. Her er gildet dog ikke for den gamle ørn, men derimod bjørnen Bamsefar, der ifølge en anden sang fra Egners Hakkebakkeskov-univers er så sød og rar.

Det er han bestemt også i filmen, hvor den sang også optræder. Faktisk er Bamsefar og resten af skovens dyrebeboere så søde og rare, at man som voksen kommer til at trække nogle gab i den ellers kun 76 minutter lange film.

Filmen har to dramatiske knudepunkter, som føles noget tynde for voksne med bankrenter og skole-hjem-samtaler at bekymre sig om: En sulten Mikkel Ræv (Lars Mikkelsen) stjæler Bagermester Harepus’ peberkager, som bagerlærlingen har puttet alt for meget peber i (selvfølgelig til tonerne af Når en perberkagebager), og mod slutningen er dumme mennesker på spil og kidnapper Bamsefar og Bamsemors uskyldige søn.

Dyrene i Hakkebakkeskoven er konsekvent en børnefilm til de helt små.

Der er ikke nogle af Disney og Pixars forsøg på at få det voksne publikum med gennem ironiske meta-vittigheder, og der er heller ingen eksistentiel dybde a la Miyazaki eller animationsperler som Den røde skildpadde.

Til gengæld foregår Dyrene i Hakkebakkeskoven i et overordentligt charmerende stop motion-univers, som det også er tilfældet med instruktør Rasmus A. Sivertsen og manuskriptforfatter Karsten Fullus to film om Bakkekøbing.

Filmens musikalitet bliver klimpret an med det samme, når den livsglade Klatremus synger sig vej gennem Hakkebakkeskoven.

Ikke så snart bryder han den fjerde væg og henvender sig til publikum, før de hygge-opbyggelige replikker begynder at falde som perler på en snor.

”Du kan jo ikke leve af bare at rende rundt og være glad,” får Klatremus tidligt at vide.

”Man kan heller ikke dø af det,” glider han frejdigt af.

Grunden til, at han faktisk kan overleve trods sin impulsive natur, er, at han stjæler i nøddeforrådet hos et egern, som i øvrigt har bornholmsk dialekt – lidt udkantsdansk er jo altid meget skægt.

Men Klatremus er for sød til at være skurk, og den plads er også optaget til Mikkel Ræv, der dog viser sig mere altruistisk end først antaget.

Lars Mikkelsens hæse røst synes skabt til at gestalte en ræv, der med sine lange, tynde lemmer faktisk ligner den danske skuespiller til forveksling. Med sit lettere flamboyante outfit bestående af farverig sixpence og charmeklud, er ræven et charmerende bekendtskab, der naturligvis fuldbyrder filmens harmoni til sidst med en heroisk handling.

Indtil da er helten den forsagte Morten Skovmus (Pilou Asbæk), som ikke gør meget væsen af sig. Han træder dog i karakter, da hans bedstemor er ved at blive spist af et pindsvin og accepterer ikke hendes forklaring: ”Man spiser hinanden og sådan er det.”

I stedet opponerer han og stiller spørgsmålstegn ved evolutionær biologi, altså hvorfor Mikkel Ræv vil æde de små dyr.

Morten skriver derfor en skovlov, der påbyder, at dyrene ikke må spise hinanden, og dermed opstår filmens eneste småradikale tanke i vores kødkonsumerende samfund: Vegetarianisme er vejen frem!

”Hvis du ikke var så lille, var du blevet til noget stort,” lyder en anden af filmens søde replikker til Morten Skovmus. Man kan snildt forestille sig ordene sætte sig fast i en barnehjerne under udvikling, som Thorbjørn Egners fortællinger har gjort i en menneskealder.

Dyrene i Hakkebakkeskoven er for tandløs til at blive en stor oplevelse for andre end de helt små, der kan have godt af de velmenende paroler. Men det vil nok være en gave for forældrene, hvis filmen faktisk får poderne til at ville spise deres gulerødder.