Dumbo

Hvad skal vi dog med endnu en Dumbo? 

Det er ren ragen-til-sig, når Disney kører endnu en af vores alle sammens barndomsklassikere gennem remake-møllen, men underholdningsgiganten er strøget til tops ved at have håndværket i orden. 

Således kan man både grine og græmmes, når man går i biografen. 

Opdateringen af den kære historie om den flyvedygtige elefantunge løfter klogeligt historien op i menneskehøjde. Vi følger et lille, omrejsende cirkus, der anføres af Danny DeVitos gæve charlatan Max Medici. Og cirkusset tøffer kun knebent videre fra den ene sydstatsby til den næste, efter en influenzaepidemi har tyndet ud i Max’ lille familie af cirkusartister. 

En af dem, der bukkede under, var moren til Milly og Joe. Og da deres far (Colin Farrell) vender hjem fra krigen, er han en arm fattigere. Derfor degraderes han fra trickrytter til elefantpasser – med ansvar for den drægtige hunelefant, som Max har satset forretningen på. 

Da den lille fyr Dumbo dukker op, bliver han hånet for sine kæmpeører, lige indtil han viser, hvad de kan bruges til. Det sker i en berusende flyvetur rundt i cirkusteltet, der for de mindste publikummer sikkert nok kan genskabe den kilden i maven, jeg selv husker fra barndommen. 

Og bedst som det omrejsende cirkus basker sig i sensationen, dukker Michael Keatons sleske tivolimagnat V.A. Vandevere op med store løfter og checkhæftet åbent. Han fører hele truppen med sig til sin topmoderne forlystelsespark i New Orleans, men truppen finder, hvad der næppe kommer bag på nogen, flere ugler end alligatorer i Louisianas moser.

Der er en del mere plotmekanik med i denne genoplivning end i den søde original, men manusforfatter Ehren Kruger foretager en respektfuld renovering, der forstærker fundamentet uden at skrotte noget væsentligt. Hvem savner kragerne, der vistnok var karikaturer på sorte mennesker? 

Men noget af enkeltheden og tidløsheden går uvægerligt tabt, når man strækker en lille fabel til næsten dobbelt længde. Originalen varede kun 64 minutter, men har ikke desto mindre lige den længde, en film skal have. 

Når det er sagt, er man i charmerende godt selskab undervejs. I hvert fald på de voksne rækker, hvor Colin Farrells knægtede cowboy slår gnister med Eva Greens oversete springakrobat og Danny DeVito og Michael Keaton har så store armbevægelser, som sig hør og bør for storskrydende cirkusmænd. 

De to børneroller er til gengæld for anonyme og fade til at være andet end lidt kyniske stedfortræderroller for ungerne i salen. Og der er altså ikke mange progressive point at hente i, at lille Milly kvækker noget halvhjertet om, at hun hellere vil imponere i et laboratorium end i manegen. 

Beslutningen om at lade historien udspille sig i brydningstiden lige efter Første Verdenskrig giver anledning til en altmodisch, men flot fascinerende spejling af tidens trends. Her bliver Vandeveres gigantiske art deco-forlystelsespark sat over for de landlige dyder på cirkuspladsen. 

Det er et visuelt overrumplende univers, som Tim Burton har orkestreret. Hans kendetegn har alle dage været at gøre det aparte spiseligt for et bredt publikum, og når Dumbo sejler rundt i manegen over de forbløffede publikummer, aner man en stolt håndværker bag det sære, opløftende syn. 

Til gengæld klinger det noget hult, når filmens morale lader til at være, at man ikke skal lade sig lokke af bedrageriske pengemænd, når filmen er produceret af mastodontstudiet Disney – og har premiere, mens giganten stadig er ved at fordøje megastudiet Twentieth Century Fox! 

Man kan godt rive sig i håret over, at en original som Tim Burton bruger sit talent på tandløse genindspilninger, men ærligt talt: Han har ikke været sig selv i et årti. Den vildthårede instruktør var trods alt også manden, der i 2010 startede Disney-dillen med Alice i Eventyrland. 

Og sammenlignet med den uinspirerede rodebutik er Dumbo et festfyrværkeri af sprudlende farver og godt humør.