Drømmefilmselskabet

Det er nærmest en kliché at sige, at film er som drømme.

Men hvis nogen kan slippe afsted med det, er det Pixar, der endnu engang formår at løfte det banale til medrivende, intelligent og rørende underholdning for alle.

Serien Drømmefilmselskabet – på engelsk med den mere vellydende titel Dream Productions – tager udgangspunkt i hitfilmene Inderst inde og Inderst inde 2, hvor personificerede følelser inde i pigen Riley skal lære at arbejde sammen.

Handlingen finder sted mellem de to film og altså kort før, at Riley rammer puberteten. De tidligere hovedpersoner med Glæde i front giver stafetten videre til det Hollywood-inspirerede produktionsselskab Drømme.

Hver nat leverer de drømme til søvn i alle genrer fra action til horror. Det fører til en uendelig strøm af filmjokes, og der er rigeligt til, at både børn, voksne og film-connaisseurs kan finde noget at grine ad.

I næsten alle scener finder man skægge påfund i baggrunden. Blandt andet kan man spotte, at filmbranchebladet Variety har en drømmependant ved navn ”Sleepy”.

Centralt står drømmeinstruktøren Paula Persimmon, som Paula Pel spiller med krydret sødme. Instruktørens drømme var en parade af hits, da Riley var spæd og holdt af barnagtige fortællinger, der lærte hende at bearbejde sine dengang simple problemer.

Nu er Riley tolv år og tænker mest på, om hun skal tage til bal med en dreng i hånden, og den type film forstår Paula sig ikke på at lave.

Voksne filmfans kan more sig med at spekulere på, hvilken virkelig instruktør, Paula minder mest om – selv synes jeg, hun er lidt en Chris Columbus-type. Men for børn er hun en herligt menneskelig hovedperson.

Da Paulas trofaste assistent-instruktør selv vil til at instruere (typisk), vurderer den kyniske drømmeproducent Jean, at hun behøver hjælp fra dagdrømmeinstruktøren Xeni.

Det er virkelig godt set, at dagdrømme er som outrerede kunstfilm, skabt af en prætentiøs kunstner med sidecut-frisure. Og har man prøvet at døse halvt hen på en bustur og oplevet, hvad hjernen skruer sammen på et for lavt budget, kan man sagtens genkende Xenis filmkunst.

Richard Ayoade er bedårende umulig som Xeni, der improviserer sig til det ene elendige værk efter det andet og håber på at bryde igennem til de prestigiøse nattedrømme.

Men samarbejdet mellem Paula og Xeni er lige så problematisk, som hvis Ron Howard og Jonathan Glazer skulle dele instruktørstolen.

Igennem seriens fire afsnit forsøger de at nå frem til den hitdrøm, som Riley har brug for her på overgangen til de svære teenageår. Og drømmeskaberne afprøver alle de kneb, som virkelige filmmagere tyr til i jagten på publikums gunst.

Det er helstøbt satire, da instruktørerne tager på en trendy café – underbevidstheden – og støder på en drengekæreste, som Riley på et tidspunkt har fantaseret om. De caster ham til hovedrollen i deres næste drøm og begynder at producere den ene generiske kærestetype efter den anden i et desperat forsøg på at kapitalisere på succesen.

En dårlig drøm kan sagtens føles, som om hjernen har misforstået, hvordan man egentlig har det, og det bliver Riley udsat for på komisk vis.

Stort alle aspekter af drømme bliver berørt undervejs i de fire afsnit: søvngængeri, pludselig opvågnen og endda lucid dreaming, hvor drømmeren selv tager kontrollen over oplevelsen.

Dog slipper vi for fænomenet søvnparalyse, som selv Pixar nok ville have svært ved at skildre i børnehøjde.

Pixar er som altid fantastisk dygtige til at holde balancen mellem det pædagogiske og begavede, og tempoet er konstant højt uden at løbe over i det skabede.

Hvis man skal sætte en finger på noget, er det, at de enkelte afsnit på cirka tyve minutter kan føles som afbrudte brudstykker af en samlet spillefilm frem for afrundede delhistorier i egen ret.

Og som streamingserie vil Drømmefilmselskabet nok ikke gøre helt det samme massive indtryk, som Inderst inde-filmene har gjort. Men det er en absolut værdig spinoff, der taler filmenes sprog og på underholdende vis lykkes med at gøre os klogere på vores eget og andres sind.