Drømmebyggerne

Tænk engang, hvis Christopher Nolans fantasifulde dyk ned i underbevidstheden, Inception, var en dansk animationsfilm for børn i alle aldre. 

Drømmebyggerne bruger det stof, som drømme er gjort af, til at fortælle en følsom historie om barndommens sorg og glæde.

Det starter i en genkendelig, humørsvingende virkelighed. Tolvårige Minna bor alene med sin far i et smukt hus ude på landet. Her nyder de livet med sang og leg, og kun engang imellem får de et stik i hjertet ved mindet om deres kone/mor, som forlod familien for at blive countrystjerne.

Minnas liv vendes på hovedet, da farens nye kæreste Helene flytter ind og medbringer sin forkælede storbydatter Jenny. Pludselig består aftensmaden mere af Instagram-venlig sushi-mad end hygge i familiens skød.

Om natten drømmer Minna sig væk fra hverdagens trængsler og ind i et eventyrligt univers, hvor hun kan flyve frit i det store verdensrum. Men denne verden viser sig også at byde på mere mellem himmel og jord. Ved et uheld bryder hun igennem en himmelkulisse og opdager, at hendes drømme bliver skabt af nogle små væsner.

Minna bliver hurtigt venner med sin egen drømmebygger – Gaff – som er bange for at forbryde sig mod reglerne. Men han hjælper hende alligevel med at påvirke Jenny gennem drømmene.

Animationen skaber forunderligt og billedskønt liv i filmens figurer, der synes inspireret af den japanske mangas udtryksfulde øjne og store armbevægelser i den amerikanske tradition. Men Drømmebyggerne er desværre ikke et latterorgie i stil med Pixars film eller Anders Matthesens biografbasker Ternet Ninja.

Humoren afhænger primært af de lilla drømmebyggeres spidsfindigheder. Hverken børn eller voksne vil formentlig finde det voldsomt sjovt, at Minnas hamster hedder Viggo Mortensen og konstant bliver kaldt en rotte af sin stedmor og -datter.

Til gengæld er det særdeles flot animeret, når kræet inde i drømmeverdenen bliver blæst op i størrelse og fyrer nogle velvalgte dansetrin af, mens musikken pumper. Til sidst skaber det dramatiske klimaks spænding ved at lade opgøret mellem Minna og Jenny være lige dele monster-eksplosivt og stille følelsesladet.

Kim Hagen Jensen har været med til at skabe den særegne stil i de danske animationsperler Den utrolige historie om den kæmpestore pære og Vitello, som begge har et bogforlæg. Og så er han ligeledes biografaktuel som storyboarder i den norske Ellevilde Ella.

Han debuterede som instruktør med den Wall-E-inspirerede kortfilm Will-Bot – Ven eller fjende i 2011 og lykkes denne gang med at fortælle en stram historie med kreativ finesse på 81 minutter. 

Filmens originale idé om at tage et kig bag drømmebagtæppet får liv gennem et herligt steampunk-univers, hvor der skal drejes på knapper og kommer røg ud af dimser, når en drøm iscenesættes, som var det et Hollywood-drama.

Den analoge charme og ønsket om en teknologisk mere simpel tid stritter mod filmens digitale animation, men det er de færreste forundt at lave stopmotion som britiske Nick Park eller håndtegnet magi som Hayao Miyazaki.

Trods begrænsede midler bliver der leveret overbevisende stemmearbejde – især af Emilie Koppel og Caroline Vedel Larsen som henholdsvis Minna og Jenny. De får hjælp af Rytteriet-makkerparret Martin Buch og Rasmus Botoft, som står for den hærdebrede far John, nervøse Gaff og en anden drømmebygger, Milo, der er ked af at være blevet degraderet til pedel.

På den måde kommer man vidt omkring i Drømmebyggerne, der tager sine ungdommelige hovedpersoner og deres følelser dejligt alvorligt.

Så skulle vinterferiens børnehit være sikret, men bare rolig: Der er også underholdning til podernes forældre, hvis de altså ikke har glemt, hvordan det er at være barn!