Drive-Away Dolls

Ordet ”queer” er ikke et, man normalt ville bruge om Coen-brødrenes film.

Deres mange mesterværker som Fargo, The Big Lebowski og No Country for Old Men er alle ”mærkværdige”, som ordet oprindeligt betyder. Men queer-figurer og fortællinger i almindelig forstand er der ikke meget af.

Hvis man har gået og ønsket sig en ægte lgbtq+-film fra Coen’ernes sikre hænder, så er det næsten, hvad man får med Drive-Away Dolls.

Filmen er instrueret af Ethan Coen og skrevet af ham i samarbejde med Tricia Cooke, der har klippet mange af brødrenes bedste film. Cooke er selv lesbisk og har i over 30 år levet i et ukonventionelt, åbent ægteskab med Ethan Coen.

Manuskriptet havde oprindelig den mere provokerende titel Drive-Away Dykes (dykes kan oversættes til ”lebber”) og foregår i 1999, kort før ægteparret fik idéen til historien.

Men selv om projektet er gammelt, begynder festlighederne med en af tidens varmeste skuespillere.

Pedro Pascal spiller en mystisk mand, der flygter igennem noir-belyste gyder med en kuffert. Og han ender sin flugt på en måde, der vil vække latter blandt de, der husker hans karakters skæbne i Game of Thrones.

I første omgang følger der ingen forklaring på den dramatiske scene. For med ét er det tid til at møde filmens hovedpersoner, de to lesbiske venner Marian og Jamie.

Geraldine Viswanathan spiller Marian, en kølig ung kvinde uden forbindelse til sine følelser og drifter. Hun virker som en typisk hovedperson i en moderne Netflix-komedie.

Jamie er derimod en klassisk Coen-karakter. Med sin sprudlende sydstatsaccent og rablende optimisme minder hun om George Clooneys hovedrolle i O Brother, Where Art Thou?. Og Margaret Qualleys karisma gør sammen med det distinkt charmerende look Jamie til en ikonisk figur.

De to venner får lyst til at komme væk fra Philadelphia og tager på road-trip til Tallahassee, Florida.

Men den bil, de har lejet, indeholder tilfældigvis Pedro Pascals kuffert. Og snart bliver de jagtet af et par gangstere, der med deres komisk sydende irritation over for hinanden minder en hel del om kidnapperne fra Fargo.

I tone og koncept er Drive-Away Dolls en opgraderet sexploitation-film med en fjollet handling og masser af sex uden nogen begrundelse. Dog er de hyppige sexscener udført ret elegant og ofte med en stor dosis humor, der gør dem til en naturlig del af komedien frem for en påklistret attraktion.

Cooke, der også har klippet filmen, dyrker b-filmens legende filmsprog, hvor intet er for smagløst. Især grimme, PowerPoint-agtige sceneovergange springer i øjnene.

Og Ethan Coen har sørget for, at hele det fantastiske cast – blandt andre Matt Damon, Colman Domingo og Beanie Feldstein – overspiller røven ud af bukserne, så man næsten bliver blændet af filmens glimt i øjet.

Det kunne nemt blive for distanceret, men heldigvis gemmer der sig inde i filmen en fin og mere afdæmpet historie om kærlighed mellem to meget forskellige kvinder.

En af sexscenerne nærmer sig det rørende, og det er befriende med en queer-fortælling, hvor det aldrig er seksualiteten, der står i vejen hovedpersonernes lykke. Også selv om de befinder sig i Florida for 25 år siden.

Kærligheden bliver ankeret i det balstyriske eventyr, som indeholder afpresning med penisafstøbninger, psykedeliske fantasisekvenser med Miley Cyrus og en morsomt monoton biludlejer ved navn Curlie, spillet af Bill Camp.

Det store forspil må bygge op til at ekstatisk klimaks, tænker man. Men da vennerne endelig konfronterer overskurken, Senator Channel (Matt Damon), løber roadmovien tør for benzin.

Der bindes en løs sløjfe på hele menageriet, og så skal handlingen ellers bare afsluttes i en fart.

Det er skuffende, at Drive-Away Dolls trods så mange glimrende delelementer ikke får dem til at gå op i en højere enhed. På den anden side passer det perfekt ind i den b-film-stil, som skaberne så helhjertet dyrker.

Måske kan herligheden ende som en queer-kultklassiker.