Drengelejren

Drengelejren er en dokumentarfilm for børn og unge, produceret med støtte fra DR og med en spilletid på overkommelige 38 minutter. Den lander dermed lige ned i et børne-slot i fjernsynet, hvor målgruppen normalt stopfodres med mere eller mindre lødig , ”frisk” underholdning og hysterisk dubbede ungdomsserier om generiske teenageproblemer.

I Drengelejren er det imidlertid ikke opfundne problemstillinger, der tages op, men den skinbarlige, problematiske og uforudsigelige virkelighed.

Filmen skildrer en håndfuld udsatte drenges sommerlejr i Red Barnet-regi. Det er drenge, som bliver mobbet eller har det svært i de sociale cirkler i deres hverdag i skolen. De kommer fra hjem med problemer, og de er hyperfølsomme små mennesker, der står lige foran springet ind i teenagealderens forandringer.

Vi følget et par af drengene lidt tættere end de andre og får lov at komme næsten smerteligt tæt på, når de fortæller ordknapt, men ganske rørende om deres hverdag med drillerier og afsavn. Vi ser også drengegruppens letpåvirkelige dynamik i en række sekvenser, hvor de laver selvtillidsøvelser med klatring. Og vi er med som iagttagere, når de spiller små – både bevidste og helt ubevidste – magtspil, der imiterer den mobbedynamik, de er vant til fra deres hverdag.

Som dagene går i lejren, tør flere af drengene vise flere af deres følelser og skabe nye venskaber og relationer. Men ikke alle kan bare lægge de sædvanlige forsvarsmekanismer på hylden.

Det er en gribende lille dokumentarfilm, som hverken pædagogiserer unødigt eller forklarer tingene eksplicit. Dermed er det også en moderne film, der står i kontrast til tidligere tiders mere simple og sort-hvide måde at fremstille sociale problemstillinger på. Instruktøren interviewer nogle af drengene, men for hele filmen gælder det, at de voksne ikke dominerer.

Vi ser først og fremmest drengene, hører deres pralerier (”jeg har haft over 44 kærester”), ser hvordan de driller og føler hinanden på tænderne. Det er slående, hvor meget på vagt flere af dem er, og hvor svært det er for dem at slappe af.

Filmen har ingen defineret fortæller eller lun voiceover, som er normen i dokumentarfilm for børn, så det kræver en indsats at få tingene til at give mening. Heldigvis er set-up’et så enkelt, at alle kan være med, og billederne af drengene i skoven er så godt udvalgt og klippet, at ingen på noget tidspunkt vil være i tvivl om, hvad der foregår.

Filmen giver et overbevisende indblik i nogle af de følelser, som sjældent bliver vist på film. Det bedste er, at vi kommer helt tæt på, uden at det føles som snagen eller invasion af drengenes privatsfære. Det er en svær balanceakt, instruktøren er ude i, men det lykkes forbilledligt, så man sidder tilbage med en god fornemmelse, efter filmen er slut.

Filmen vil utvivlsomt gå rent ind hos målgruppen, og det er en fryd se, hvordan de voksne gør sig umage for at respektere børnenes grænser og blufærdighed. Drengelejren er en lydefri dokumentar for børn, og den er samtidig både fintfølende og afslørende i sin skildring af de følelser og problemer, som mobning og social isolation fremkalder hos de udsatte.