Dræberne fra Nibe

Hvis bare Nibe, der af VisitAalborgs hjemmeside beskrives som en ”behagelig markedsby”, betød det samme for mig, som det gør for danskere, ville Ole Bornedals mærkværdigt sorte komedie, lives op af en dybere mening, der ville løfte den slappe komik som helium løfter en ballon.

Måske ikke.

Som den optræder i filmen, er byen lige så meget et hul i jorden som byen Bergues i den franske Velkommen til Ch’tis eller Skarrild i Henrik Ruben Genz’ Frygtelig lykkelig, en provinsby omkranset af et interesseforladt fladt kystlandskab, hvor der udbydes salsa-undervisning i den nedlagte kirke.

”Den dukker ikke engang op på Google Earth,” som en af personerne hjælpsomt pointerer, hvis nu vi ikke havde fanget pointen.

Det er lige sådan et sted, siger filmen, hvor to helt almindelige fyre, begge håndværkere, der har skrabet formuer sammen i årenes løb ved at lade kunderne betale uden regning, kunne finde på at hyre en lejemorder til at gøre det af med deres koner, der er blevet kedelige i sengen – og som er for dyre at lade sig skille fra.

Man kunne lave en ny Fargo med den præmis. Man kunne i det mindste lave en bare tilnærmelsesvis udmærket, grum sort komedie.

Men Bornedal sigter her efter en helt anden genre, eller rettere genrer: screwball-ægteskabskomedien og den spydigt-kærlige provinssatire. Og han gør det unødigt vanskeligt at forene de to ved at glemme den vigtigste regel for alle komedier: At personerne som et minimum skal være til at holde af.

Edward, den gnavne, smålige, kvindehadske, lemfældigt racistiske og økonomisk uærlige håndværker (Ulrich Thomsen), har så godt som ingen forsonende træk foruden en undertrykt bevidsthed om sin egen værdiløshed. Det er ham, der i en brandert bestiller en russisk hustrumorder online.

Fuldskab er en klassisk dårlig undskyldning for komedieforfattere. Det betyder, at man er for doven til at skrive en karakter så interessant, at han ville gøre det samme ædru.

Ulrich Thomsen finder sig aldrig til rette i rollen, hvad der er usædvanligt for en så dygtig skuespiller. Det er, som om han er flov over sin medvirken.

Edwards følgesvend, den seksuelt frustrerede Ib (Nicolas Bro), er forfalden til let forsonende melankoli, men han er samtidig for kujonagtig til, at man rigtigt føler noget for ham.

De to koner er marginalt mere tiltalende, Mia Lyhne som den sjofle Gritt og især som den kvikke og livlige Chardonnay-alkoholiker Ingrid (der spilles med brusende energi af Lene Maria Christensen), og de er samtidig det fjerneste, filmen kommer fra skabelonskårede karakterer.

Ikke mindst den fordrukne russiske lejemorder Igor er en omvandrende slavisk kliché, men i det mindste gør den polske skuespiller Marcin Dorocinski sit bedste for at give karakteren en snert af farlig charme.

Det største problem i Dræberne fra Nibe er dog dens tone.

Til tider forsøger Bornedal at appellere til filmnørderne med indspist metakomik, andre gange prøver han sig frem med krukket konebytte-komik, og så kommer han pludselig i tanke om, at filmen jo egentlig er sylespids satire over livet på landet.

Resultatet er et distraherende sammenkog af genrer, overhældt med underligt sentimental orkestermusik, der ikke passer til nogen af dem.

Dette misforhold gør det også mere end almindeligt svært for filmen at gøre nar i en god sags tjeneste. Det er svært for selv den bedste, og Bornedal er ikke den bedste.

Igors første offer er selvfølgelig en muslimsk taxachauffør med en Bin Laden-tatovering. Hvad kunne dog gå galt? Gjorde Tropic Thunder ikke grin med ”retarderede” og sminkede Robert Downey Jr. sort?

Jo, men den film havde sine meningers mod.

Dræberne fra Nibe virker i sidste ende fornærmende, netop fordi den er bange for at støde nogen.

Men jeg er sikker på, at replikken om, at par holder op med at have sex, når de bliver gift, og i stedet tager i Silvan om lørdagen for at købe en havegrill, ville være både grov og hysterisk morsom, hvis jeg var dansker.

Måske ikke.