Double Happiness

Fascinationskraften er stor i Double Happiness, der starter løfterigt og bjergtagende.

Vi præsenteres for smukke billeder af sø og bjerge, mens en kvinde nynner en melodi, der tonalt lyder asiatisk. Overraskende dykker der en meget europæisk miniputby op på bredden af en sø. Den er komplet med Heidi-hytter og pelargonier ophængt i alle tænkelige trækrummelurer.

Ikke mindre overraskende er der pludselig en kinesisk mand i et højhus, der snakker om verdens smukkeste by, og så en østrigsk dame, der er irriteret over en kinesisk kvinde, som har arbejdet fem dage i streg i lobbyen på hendes hotel.

Efterhånden går det op for os, at den arbejdsomme kinesiske kvinde udførligt dokumenterer alle bygninger, gader, facader og farver i byen. Et kinesisk byggeprojekt vil nemlig kopiere den østrigske by Hallstatt og opføre den ned til mindste detalje i nærheden af millionbyen Shenzen – og det i relativ hemmelighed!

Det er jo virkelig spændende at dokumentere, men på trods af en god indledning er fortsættelsen af historien forvirrende og mærkeligt løst.

Ingen interviewpersoner i dokumentaren bliver introduceret. Man skal selv regne ud, hvad de laver, og hvilken relevans det har i forhold til filmens historie. Heller ingen af stederne bliver stadfæstet, medmindre en person selv nævner det.

En arkitekt og en byplanlægger giver relativt let sig selv, men der dukker også et ægtepar op, som i både bryllupsudstyr og formand Mao-arbejdsuniformer smiler til kameraet foran både et falsk Pantheon og ditto Eiffeltårn. Selvfølgelig knytter det an til hele plagieringsprojektet, men de bruger lovligt mange af filmens minutter på at køre på motorcykel – storsmilende.

Det var først i denne anmelders researchfase, at google afslørede, at titlens ”Double Happiness” er et orientalsk, kinesisk design, der bruges som symbol på ægteskab – og det er altså rimeligt søgt at presse romantisk symbolisme ned over Hallstatt’erne i henholdsvis Østrig og Kina.

Østrigerne er ikke glade for kopibyen i Kina, og ikke alle kinesere bifalder den plagieringsbølge, der foregår i Kina. Men man bliver forvirret, for er titlens ”lykke” i virkeligheden ironisk ment? Hvorfor så alle de velformulerede og tilfredse interviewpersoner? Er det, fordi det er en tvetydig glæde?

Det er også forvirrende og frustrerende med den glade, kinesiske sangerinde, der popper op iført polyesterskinnende dirndl – den traditionelle østrigske kjole. Så står hun ellers og synger om månen i både den ene by, den anden by – og sågar en computeranimeret by.

Musik fylder meget i filmen, og i Hallstatt-kopiens byggerod runger tonerne af Richard Strauss’ valseklassiker An der Schönen Blauen Donau, ligesom sangene fra The Sound of Music lyder i den færdige bys brostensbelagte gader. Det er sjovt, også selv om man ikke kender referencen, men i det store hele er det bare endnu en frustration, at filmen er så karrig med oplysninger.

Det, der giver dokumentaren noget ballast, er et klip fra et kinesisk talkshow. En vært og to gæster diskuterer Kinas byggeboom og landets stræben efter at kopiere alt vestligt.

”Alt det gamle er blevet ødelagt. Om ti år er vi måske ikke i stand til at kalde os kinesere, for hvis der ikke er noget, du kan relatere til som kinesisk, hvordan kan du så selv kalde dig kinesisk,” reflekterer den unavngivne vært på fjernsynet. Scenen er stiliseret iscenesat, idet samtalen foregår på et tv, som bliver filmet i en restaurant, mens en umælende, kvindelig tjener står og glaner på det.

Filmen er kort sagt en kaotisk blanding af klassisk dokumentar i form af interviews og moderne, kreativ iscenesættelse. Et mere stringent instruktørgreb kunne have gjort underværker. I stedet er filmen endt som en collage af små dele, hvoraf de fleste er gode, men sammenkoblingen er uelegant, og man kunne med fordel have slettet nogle scener for at skabe en bedre sammenhæng.

Idéen er så fængende, at andre filmskabere burde tage den op.