Dope Thief

Der er en særlig undergenre inden for krimikultur, som hedder små, sympatiske slyngler, der pludselig støder ind i langt større og farligere slyngler.

Klassikeren er Don Siegels neo-noir-film fra 1973, Charley Varrick, hvor en lille gruppe kriminelle ved en fejltagelse tømmer en bank med mange mafiapenge. Det får fatale konsekvenser og ender med en kamp på liv og død.

Noget lignende sker i serien Dope Thief.

I USA’s gråmelerede Philadelphia har to smågangstere, Ray og Manny, fået fat i det amerikanske narkopolitis tøj og skilte. Således kan de arrestere på skrømt og tømme små narkobryggeriers beholdning af stoffer og penge.

Men via en tredje mand får de et tip om en gård ude på landet, som er fuld med det ene og det andet. Vores tre forbrydere ankommer blot for at blive involveret i noget, som er større og farligere, end de overhovedet kunne drømme om. En bestialsk og brutal rockerbande med rødder til et større narkokartel samt nogle rigtige politiagenter er involveret i den største narkoorganisation på den amerikanske østkyst.

Dope Thief er påfaldende med sin socialrealistiske stil med småfolk i diverse gradbøjninger af tabere ligesom The Wire, der foregik i en lignende forarmet by, Baltimore.

Vi følger frem og tilbage i tid både de to overlevende forbrydere og deres ofre og modstandere – narkopolitifolk – som er klar over, at de på sporet af sprængfarlige affærer, der mere og mere drejer sig om narkosalg på en større skala end sædvanligt.

Langsomt går det op for alle implicerede, at inden i Dope Thief er der et kodificeret system med korrupte politifolk, dobbeltspil og kræfter udefra, som ingen midler skyer for at overleve.

Undervejs er der megen vold og ballade. Rockerne slår til hvor som helst med tunge håndvåben og spreder død og ødelæggelse overalt. Og samtidig forfølges vores to kluddermikler af en stemme fra graven, som synes at være altseende og stedse nærværende.

Synkront følger vi så også narkopolitifolk, som også er i hælene på de forfulgte småkriminelle. Især følger vi den uheldige kvindelige agent Mina, som næsten blev dræbt og mistede sin stemme på grund af de uheldige helte.

Serien ved ikke rigtigt, om den vil være seriøs, socialrealistisk krimi eller servere et snedigt plot omkring en kode, som kun de indviede kender til. Der er masser af skuddueller, og det hele ender med et opgør, som muligvis peger på sæson to.

Brian Tyree Henry fører an i rollen lederen af duoen, Ray Driscoll, mens Wagner Moura er den svage part, klodsmajoren, som hele tiden snubler i intrigen.

Marin Ireland er den uheldige narkopolitiagent Mina, der bittert må bøde med sine fejltagelser i jobbet som undercoveragent. Endelig stjæler Kate Mulgrew scener som Rays stedmor, der er standhaftig skudsikker og synkefri slagkraftig i kæften. Hun er uimodståelig som den trofaste morskikkelse, der ordner det meste.

Og så er der en vietnamesisk familie med aktier i narkobryggeriet og som måske ved bedre besked, end den tilsyneladende lader at vise.

I det hele taget er handlingen på en gang meget halsbrækkende actionmættet og samtidig kompliceret på en kunstig måde.Snoet og speget i sin intrige og så ustyrlig ramasjang. Effektfuld og energisk i handlingens flow, men samtidig lokker serien med en listighed, som den ikke helt lever op til i sidste ende.

Ridley Scott er producer på serien og har instrueret det første lange afsnit. Handlingsmæssigt mangler serien ikke noget, bortset fra at Philiadelphia synes trist og nedslidt og mangler enhver form for charme.

Dope Thief er underholdende på den kulørt larmende måde, men taber tempoet i plottet, da dets væv til sidst skal udredes og klargøres.