Donyale Luna: Supermodel

Hvem i alverden er Donyale Luna?

Modellens navn henleder tankerne på et overjordisk væsen. Det samme kan siges om hendes alenlange ben, gennemborende blik og mystiske udstråling.

Det fotogene rumvæsen er den første sorte model, der i 1960’erne prydede siderne i Harper’s Bazaar, og var på forsiden af Vogue.

Luna opnåede modeverdenens modstykke til olympisk guld. Så hvorfor er hendes bedrifter gået i glemmebogen? Hvorfor huskes modellen Beverly Johnson som den første sorte kvinde på Vogues forside frem for Luna? 

HBO-dokumentaren Donyale Luna: Supermodel dykker ned i den gådefulde, glemte models liv, hendes fabelagtige fotografier og store hjertesorg.

Donyale Lunas jordiske navn var Peggy. Og hun kom ikke fra Månen, men Detroit.

Hendes færd fra Detroit til New York og Europa fortælles gennem interviews med familie, venner og kolleger, massevis af fortryllende arkivklip og -fotografier og ligeledes betagende animation.

Netop animationen er inspireret af Lunas egne tanker og grublerier, som hun skrev ned i løbet af sit liv. Dem læser hendes datter Dream op. Genopdagelsen af Luna foregår delvist fra Dreams perspektiv, mens hun lærer om sin mors liv.

Luna døde nemlig, da Dream var blot atten måneder gammel. For hende er Luna næsten lige mystisk, som hun er for os. Og Donyale Luna iscenesætter i sine skriverier sig selv som et rumvæsen. En månebo eller guddommelig ånd, der er endt på Jorden og forsøger at finde mening med tilværelsen.

Portrættet forankres af hendes søstres erindringer om deres opvækst i Detroit.

Peggy var en kunstnerisk, ung pige, der evigt og altid var positiv og smilende. Men mændene omkring hende brød sig ikke om hende. Hun var for lang, for tynd, for atypisk. De kaldte hende Olivia – Skipper Skræks kæreste – og det gjorde ondt på hende.

Som hendes søster forklarer, gjorde hele verden frygtelig ondt på hende. Derfor forsvandt hun ind i personaen ”Donyale Luna” – en overjordisk skikkelse med en påtaget accent.

I interviews og sit daglige liv undgik hun at snakke om virkeligheden. Borgerrettighedsbevægelsen foregik eksempelvis sideløbende med hendes modelstjernefærd i 60’erne, og den nægtede hun at forholde sig til.

Den unge, drømmende kvinde blev opdaget af fotografen David McCabe, der ved et tilfældigt møde øjeblikkeligt indså hendes potentiale. Hun tog til New York og blev straks introduceret til hans kunstnerslæng.

Én for én omgav hun sig med 60’ernes største skikkelser såsom Richard Avedon, Andy Warhol og Salvador Dalí.

Takket være sin guddommelige udstråling og uhyre heldige netværk endte hun på de glitrende sider i Harper’s Bazaar. Det var magasinet i 60’erne, og Luna optrådte endda også som en tegning på forsiden.

Donyale Luna havde udfordret det hvide skønhedsideal for første gang i den amerikanske modeverden. Det var en triumf, men den fik konsekvenser. Hun blev aldrig trykt i Bazaaren igen, for hvide læsere fra sydstaterne boykottede, og annoncører trak sig på stribe.

Oven i det ramte en tragedie hjemme i Detroit.

Hendes søster fortæller, at hun så det ske fra barndomshjemmets vindue. Deres forældre havde parkeret bilen på den sneglatte gade, far stod ud, og moren skød ham med en revolver! 

Hun havde ganske enkelt fået nok. Hun kunne ikke udholde mere vold i hjemmet.

Donyale Luna rejste til London og kom på forsiden af det engelske Vogue. Men sorgen havde permanent flækket hendes hjerte. Lige meget hvor hun tog hen, kunne kunsten ikke læge den sorg og smerte, som opvæksten og samfundets racisme havde påført hende.

Donyale Luna: Supermodel viser, hvor tragisk hendes historie er. Ikke alene er de gamle fotografier stadig voldsomt betagende, men Lunas barn og familie har alle følelserne uden på tøjet.

Donyale Luna døde i en alder af blot 33. Hendes efterladte er overbeviste om, at hun døde af hjertesorg. Men filmen glemmer at besvare sit indledende spørgsmål: Hvorfor gik Donyale Luna i glemmebogen?

På denne måde afspejler dokumentaren sit emne. Den undviger det presserende spørgsmål, snor seeren om sin lillefinger med en sorgfuld fortælling og sammensætter en åben fortælling.

Vi efterlades i selskab med Dream og hendes to børn, der mærker morens kærlighed og aldrig kommer til at mangle hende.

En dag vil de fortrylles af deres bedstemors fabelagtige eftermæle.