Donbass

Ønsker man at blive klogere på de politiske stridigheder, der splitter Ukraine, bliver man skuffet. Men interesserer man sig for livet i det østeuropæiske land under borgerkrigen, er Sergei Loznitsas film det helt rette sted at lede. 

Instruktøren er yderst produktiv i disse år. Der er ikke gået meget mere end et år, siden hans spillefilm A Gentle Creature fik premiere i Cannes. Tidligere i år blev Loznitsas dokumentar Victory Day vist på Berlinalen, mens endnu en dokumentar, The Trial, fik premiere sidst på sommeren. 

Og så er der selvfølgelig Donbass, som var på Cannes-festivalen i foråret og sikrede Loznitsa en instruktørpris i sidekonkurrencen Un Certain Regard, hvor Ali Abbasis halvdanske Grænse vandt. 

Den ukrainske instruktør har fortalt, at han har meget på hjerte i disse år. Især fordi Putins Rusland presser sig på i hans hjemland, og kun de færreste uden for Ukraine kan finde hoved og hale i den komplekse konflikt, der trækker tråde tilbage til både Nazi-Tyskland og Sovjetunionen. 

Så der er brug for filmskabere som Sergei Loznitsa. 

Denne gang leverer instruktøren med stor fortælleglæde et virkelighedsnært portræt af den ukrainske region Donbass, som med sin smadrede infrastruktur og hadfyldte vold virker næsten ubeboelig. 

Det er et indblik, som medierne ikke formåede at give, da konflikten var på sit højeste i 2014. 

Donbass er baseret på virkelige hændelser, som fandt sted i netop 2014. Den er bygget op af tretten kapitler, der ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre. Alligevel danner de tilsammen et billede af et ødelagt og korrupt land, hvor befolkningen aldrig kan stole på det, de ser i nyhederne. 

Selv om begivenhederne er fire år gamle, er det vanskeligt at forestille sig, at meget skulle være ændret i den krigsplagede nation. 

Filmen åbner virtuost med et hold skuespillere, som tilsyneladende gør sig klar til at indspille en krigsscene. Men faktisk skal de spille chokerede øjenvidner i tv-indslag, som er fake news. Formålet er at give de russisk-støttede separatister skylden for de rædsler, som civilbefolkningen må leve med under krigen. 

På den måde står det hurtigt klart, at Sergei Loznitsa har vigtige ting at sige om mediernes rolle i borgerkrigen. Sandheden er som bekendt krigens første offer. Men filmen er mere end en mediekritik. 

Loznitsa kommer rundt om mange aspekter af krigen. Vi er med under attentater, bomberegn og bryllupper. Filmen tager os med ned i en fugtig kælder, hvor dusinvis af mennesker lever under kummerlige forhold. Men her vil de trods alt hellere bo end at skifte side i borgerkrigens blodige spil. 

Ad flere omgange er Donbass både morsom og tragikomisk, eksempelvis under et traditionelt bryllup. Men for det meste viser filmen en barsk virkelighed, hvor de civile er fanget i krydsilden mellem ukrainere og separatister. 

Den stærkeste og mest voldelige scene er, da en formodet forræder af den ukrainske stat slæbes hen til en lygtepæl midt i byen af to soldater. Forbipasserende ser deres snit til at give forræderen en ordentlig dragt prygl, mens de tager billeder af ham med deres telefoner. Til sidst i scenen tæsker de ham ihjel. 

Det er svært at være vidne til de meget troværdige billeder. 

Til gengæld lader man sig let imponere af den lange liste af ukrainske skuespillere, som er med til at give filmen et dokumentarisk udtryk. 

I dokumentarerne Maidan (om en prorussisk præsidents fald i Ukraine) og Austerlitz (om kz-lejre som moderne turistattraktioner) benytter Loznitsa sig af en observerende tilgang, der går igen i Donbass. 

Man føler sig som fluen på væggen i en samling dybt realistiske sekvenser, som dog efterhånden får et præg af gentagelse. Der er indimellem glimt af livsglæde, men de to timers spilletid er grundlæggende så nedslående, at Donbass næppe vil nå et bredt publikum.