Don Fabijans bekendelser

Når den er bedst, minder Don Fabijans bekendelser om en politisk satire fra årene bag jerntæppet – en film af Milos Forman, Brandmænd i fyr og flamme kunne det være, eller Jirí Menzels Skarpt bevogtede tog.

Både Forman og Menzel valgte den runde, tilsyneladende tilforladelige humor som en form for smørelse igennem en vagtsom stalinistisk censur, og i Vesten bildte vi os ind, at vi var de eneste, der formåede at læse en ætsende systemkritik bag den tit lidt gakkede eller anekdotiske facade.

Sådan har jeg prøvet at se Don Fabijans bekendelser, noget så sjældent som en kroatisk-serbisk film, der når frem til de danske biografer. Men hvor meget man end hygger sig undervejs, er det svært at afæske filmen så væsentlige samfundsmæssige ærinder som forbillederne.

Don’en er en ung katolsk præst, som tiltræder sit embede i en lille badeby ved Adriaterhavskysten. Han er den upopulære nye præst, der konstant må måle sig mod den elskelige, folkelige forgænger. I desperation for at finde et fodfæste beslutter han sig for at redde byen, der lider af deprimerende stagnation.

Her dør flere, end der fødes. Og folk har sex med kondom – mildt sagt en uskik ifølge en hel perlerække af paver. Så det skal vendes om. Præsten allierer sig derfor med kioskmanden og kondomsælgeren om at stikke hul i hele øens lager af præservativer, mens han indgår en aftale med apotekeren om at udskifte p-pillerne med vitaminer.

Så kan det nok være, der kommer gled i det lille samfund. Maverne vokser uforklarligt, ubekvemme faderskaber tvinger de unge mænd i kirken, og babygråd lyder fra snart sagt hver anden matrikel.

Paven sender en delegation for at kaste glans over dette fødsels- mirakel. Men biskoppen, der møder op, er anderledes snu og mistænker Don Fabijan for selv at føre et aktivt sexliv. Men så længe Fabijan holder sig fra små børn, er alt okey-dokey med biskoppen!

Don Fabijans bekendelser skjuler ikke, hvor den kommer fra. Hvert billede, hver tone på lydsporet, er umiskendelig baltisk – hvor meget den langlemmede, altid lidt akavet udseende Kresimir Mikic end ligner Adrien Brody.

Filmens humor er barok og udvendig, og jo mere vi kommer ind i universet, og jo mere det går op for os, at det ikke – helt legitimt! – er nogen systemforandring, instruktøren og manuskriptforfatteren Vinko Bresan arbejder på, jo mere minder eksotismen om de skønne, respektløse, anarkistiske skotter i balstyriske folkekomedier som Masser af whisky.

Det er sex og religiøst hykleri, der står på dagsordenen. Don Fabijans bekendelser er ingen allegori, men siger det, som det er. Præsten hjemsøges af sex. Han frabeder sig alt for grafiske beskrivelser af de mange afarter af sex, hans sognebørn bedriver, for stønnelydene inficerer hans vågne drømme.

Filmens mange pulebilleder, der udspiller sig i et klinisk hvidt mareridt af et lokale, er et showroom i præstens hoved. En ung fyr knalder den albanske bagers datter, og albanerne tager grusom hævn. Der bliver bollet geder og sågar lig, og landsbyens mandlige borgmester ligger i med lederen (også en mand) af oppositionen!

Moralen er, at ingen præst er Gud.

Det, der udspiller sig i kølvandet på præstens behjertede forsøg på at redde menneskeheden – eller i hvert fald den mere lokale del af den – hører ingen steder hjemme. Nyfødte efterlades på dørtrin, folk snyder sig til hinandens børn, det trækker op til aborter og selvmord – det er en værre redelighed, og præstens egen tro drages i tvivl.

Vil disse temaer spille lige så godt i Danmark, som de har gjort i filmens hjemland, hvor den er blevet en kæmpesucces? Man håber alt det bedste for Don Fabijans bekendelser, som er djærv og rumsterende og oprigtigt folkelig. At forlange, at den også skulle være vigtig, er nok at forlange for meget.