Doggy Style

En filmkarakter kan næsten ikke have en federe drivkraft end hævn.

Om det er den blodige, personlige afstraffelse som i Mandy eller den mere symbolske, historiske hævn, som Quentin Tarantino udøver mod slaveejere og nazister i henholdsvis Django Unchained og Inglorious Basterds.

På film kan verdens røvhuller få de tæsk, som de – heldigvis – ikke får i et moderne retssamfund.

I Doggy Style er det de dårlige hundeejere, der står for skud.

”I dag bliver den bedste dag nogensinde,” siger den naive terrier Reggie (Will Ferrell) som det første i filmen. Men han tager fejl. Ejeren Doug (Will Forte) er nemlig verdens værste hundeejer.

Reggie er vokset op med vold og verbale tæsk, og han er aldrig nogensinde blevet kaldt en ”god dreng”. Og da Doug skal flytte, kører han uden skrupler hunden ind til byen og efterlader ham i et skummelt kvarter.

Det stakkels dyr er overbevist om, at Doug bare leger, men den selvsikre, misantropiske gadehund Bug forklarer ham livets barske sandheder og inkluderer ham i sit slæng af firbenede udskud.

Sammen med den nervøse granddanois Hunter og den vakse australske hyrdehund Maggie beslutter de sig for at tage hævn over Doug ved at bide pikken af ham.

Sidstnævnte menes mere bogstaveligt, end hvad godt er.

Filmen ligner på overfladen en klassisk hundefilm i stil med Den fantastiske hjemrejse, hvor de nuttede dyr er spillet af virkelige hunde med animerede mundbevægelser og stemmer indtalt af skuespillere.

Den engelske titel er Strays, men som den danske titel Doggy Style antyder, er den absolut ikke for børn. Der går ikke et minut uden jokes om enten sex, lort, tis eller vold.

Forståeligt nok, når det primært er de ting, hunde går op i, men det bliver efterhånden plat og noget trættende.

Ikke mindst, fordi hundene ikke engang boller anatomisk korrekt. En succesfuld hundeparring kræver, at deltagerne undervejs vender sig om og har ryggen mod hinanden, og det sker aldrig i Doggy Style.

Det går bedre med de jokes, der spiller på Reggies naivitet. Som da Bug lærer ham at humpe en havenisse.

”Fortæl den, at du er dens daddy,” råber Bug opmuntrende.

”Godt at møde dig, min søn,” svarer Reggie oprigtigt, mens han fortsætter samlejesimulationen med den forsvarsløse nisse.

De virkelige hundes charme er den største force, og de firbenede skuespillere er imponerende veltrænede. Når en filmhund skal spille vred, vil den som regel afsløre sig selv ved at logre, fordi den i virkeligheden udfører et trick for sin herre bag kameraet. Men det er meget sjældent, at disse hunde bryder filmens illusion.

Det gør til gengæld de underlige meta-jokes, der viser sig undervejs.

Dennis Quaid dukker bizart nok op i rollen som en inkompetent ornitolog ved navn Dennis Quiad, og Doug udbryder på et tidspunkt, at det hele virker som ”en form for hundefilm”.

Men midt i galskaben finder Doggy Style også tid til at tegne et nogenlunde nuanceret billede af en hund, der aldrig har oplevet kærlighed.

Reggie kunne lige så godt have været et menneskebarn fra et dysfunktionelt hjem, for lige meget, hvor slem Doug er mod ham, bliver han ved med at give sig selv skylden.

”Måske er jeg bare en slem hund,” siger han rørende og samler den bold op, som han så gerne vil aflevere for fødderne af sin herre.

Filmen kulminerer i et voldsorgie, der nok er en hjørnetand eller to for ekstrem, og det føles, som om Doggy Style har travlt med at distancere sig fra bløde hundefilm.

Men lad det være en påmindelse om, at man skal tænke sig om en ekstra gang, før man anskaffer sig et levende væsen, man ikke gider tage sig ordentligt af.