The Diary of a Teenage Girl

”Jeg havde sex i dag. Holy shit.”

Sådan indledes The Diary of a Teenage Girl. Den bemeldte teenagepige er 15-årige Minnie (Bel Powley), året er 1976 og byen er San Francisco, flippernes mekka. Den heldige udkårne er morens 35-årige kæreste.

Minnies efter-sex stride of pride gennem en solbeskinnet park minder næsten om John Travoltas ikoniske introduktion i Saturday Night Fever og varsler den seksuelle vækkelse, som affæren kickstarter. For i Minnies øjne er der nemlig tale om en glødende kærlighedsaffære frem for en ældre mands udnyttelse af en letpåvirkelig teenager. Hun tager selv det første skridt og tager uforfærdet ejerskab over sin seksualitet, selv om hun ikke helt forstår den.

Morens kæreste, Monroe, spilles af Alexander Skarsgård på knivsæggen mellem ynkelig og truende, charmerende og klam. Man forstår udmærket, hvad den hormonplagede Minnie ser i ham, men samtidig får man hurtigt fornemmelsen af, at han måske snarere er en ventil for hendes indestængte følelser, end egentlig genstand for dem.

Minnie er besat af kroppe og kærlighed og alt derimellem. Hun stirrer på fremmede kvinders løsthængende bryster og tegner dillere i sit kladdehæfte, slikker pik på idolplakaten af Iggy Pop og drømmer om en mand, der elsker hende så højt, at han ikke kan leve uden hende.

”Tænker alle lige så meget på at kneppe som mig?” spørger Minnie på et tidspunkt den båndoptager, der lægger mikrofon til hendes tanker og følelser. Båndoptageren bliver både et eksempel på Minnies spirende trang til at udtrykke sig og et symbol på hendes ensomhed, der kun forstærkes af det hemmelige forhold til Monroe.

Moren (en sårbar og desperat Kristen Wiig) vil utvivlsomt sin datter det bedste, men har først og fremmest travlt med at jagte sin anden ungdom i kølvandet på skilsmissen fra Minnies pseudointellektuelle knudemand af en stedfar. Her er stikpiller til både the establishment og 70’ernes voksen-flippere, der i frigørelsens navn satte egne behov over deres børn.

Samtidig giver Minnies fortællerstemme et til tider pinefuldt ærligt indblik i teenagerens forvirrede sind.

”Jeg føler mig så kejtet og grim og naiv og ensom,” sukker hun. “Måske skal jeg tage livet af mig selv. Måske skal jeg male et billede. Jeg burde male et billede.”

Kunsten gennemsyrer Minnies verden, både bogstaveligt og billedligt talt. Manuskriptet til The Diary of a Teenage Girl er baseret på en selvbiografisk graphic novel af Phoebe Gloeckner, og Minnie fortolker sin egen virkelighed med pen og blæk. Væggene på hendes værelse er dækket af skitser, og hun sender håbefulde fanbreve til sit store idol, tegneseriekunstneren Aline Kominsky, der også dukker op i filmens magisk-realistiske univers som en slags tegnet skytsengel.

Filmen hviler på hovedrolleindehaveren Bel Powleys skuldre, og dens succes er også først og fremmest hendes fortjeneste. Selve plottet er ikke ligefrem nyskabende, og manuskriptet lider desuden under en trang til at skære budskaberne vel rigeligt ud i pap. Flere gange virker voice overen som en overflødig gentagelse af det, Powley allerede har formidlet med sine øjne alene.

Hendes portræt af Minnie rummer både den unge kvindes nysgerrige liderlighed og barnets drømmende uskyld, og hun er med til at løfte The Diary of a Teenage Girl fra nostalgisk coming of age-historie til en befriende usentimental fortælling om at blive sin egen person i en tid, hvor alle normer er i opbrud. Og indeholder alle ungdomsfortællinger ikke en vis portion dramatisk ironi, når de opleves gennem voksne øjne?

Vi kender historien, for vi har selv levet den, og man får lyst til at række hånden ind i filmen. For at skærme Minnie mod de slag, der kommer, og for at give hende et skub i den rigtige retning. Men man ved udmærket, at den retning må hun selv finde, ganske som man selv måtte engang.