Diamanti

Den tyrkisk-italienske instruktør Ferzan Özpetek, der fik et gennembrud med debuten Det tyrkiske bad fra 1997, er elsket af både italienske publikummer og landets kvindelige skuespillere.

Gennem årene har han været garant for en perlerække af stærke kvinderoller, og i Diamanti samler han en imponerende trup af velkendte ansigter fra sit omfattende cv til en selvbevidst hyldest til filmkunsten, kostumernes magi og kvindens kraft.

Det starter med et frokostselskab.

Özpetek har inviteret skuespillerne for at diskutere sin kommende film, Diamanti, som en af gæsterne tørt beskriver som et ”vaginodrom”. Da instruktøren erklærer, at han vil skildre kvinders magt, falder det hurtige, spidse svar: ”Nå, så det er altså science fiction?”

Det er den helt rette indføring i Diamanti, en underholdende film, der har meget lidt med virkeligheden at gøre.

Handlingen udspiller sig i Rom i 1970 på et modehus, hvor syerskerne skaber forunderlige kostumer til film og teater. Forretningen drives af to søstre: Alberta (Luisa Ranieri) og Gabriella (Jasmine Trinca) – den ene hård i filten og ekstravagant i stilen, den anden drikfældig, spinkel og skrøbelig i sin silkekimono.

Da den Oscar-vindende kostumedesigner Bianca Vega (Vanessa Scalera) opsøger dem med sine visionære designs, tager det slidsomme hold imod opgaven og må balancere mellem lange vagter, pirrelige egoer og endeløst melodrama for at nå i mål.

Det er dette jonglerenummer, der er filmens største svaghed. Özpetek og hans medforfattere maser så mange historier, de kan hitte på, ind i et spraglet ensemble.

En alenemor, der slider sig gennem tilværelsen? Tjek. En ældre kvinde, der har en affære med en yngre mand? Jep. En kvinde udsat for hustruvold? Afgjort. Moren med den deprimerede teenager? Selvfølgelig. Studenteraktivisten, den efterladte enke … listen fortsætter.

Man mærker de bedste intentioner om at lade kvinder tage plads og gøre indtryk, men det vejer ikke op for, hvor meget disse smådramaer tager fra filmens fokus.

Der er selvfølgelig også mænd med i Diamanti – også ud over instruktøren, som spiller sig selv, mens han og ensemblet øver scener over frokostbordet. Der er den flotte tjener på søstrenes yndlingsrestaurant, et udvalg af ægtemænd (de kærlige, de monstrøse, og alle midt imellem), statister til kostumeprøve og utallige pakkebude, der lægger vej forbi modehuset.

Hver og én ser ud, som om han er væltet ind fra en reklame for Jean Paul Gaultier. Kvinderne nyder at måle og veje dem eller ligefrem få dem til at optræde: ”Syng for os! Dans!”

Filmen varslede jo nok science fiction!

Kvinder, der beglor mænd, kommer med sjofle bemærkninger om deres kroppe eller beordrer dem rundt på må og få. Deres modehus befinder sig i en omvendt verden, hvor kvinder sidder solidt på toppen af magtpyramiden.

Kostumerne i Diamanti er naturligvis fuldstændigt fabelagtige, fra søstrenes velvalgte tøj, der fortæller alt om deres personlighed, til de pragtfulde kostumer, de producerer for deres kunder. Det er en film fuld af mættede farver, med en rig palet og strålende teksturer, hvilket er blot en af mange detaljer, der leder tankerne hen på Pedro Almodóvar – en anden instruktør, der ofte lader kvinderne føre an.

Musik spiller en kæmperolle, hvad enten det er valsen fra filmklassikeren Leoparden eller popstjernen Mina, der synger 1966-hittet Mi sei scoppiato dentro il cuore af sine lungers fulde kraft. Underlægningsmusikken spiller lovligt tungt på strengeinstrumenter i et forsøg på at ramme publikums hjertestrenge, men det lykkes trods alt.

Diamanti er rigeligt overlæsset, men Ferzan Özpetek har hjertet på rette sted og fortælleglæde i overskud. Og så er præstationerne fra denne slyngelbande af italienske skuespillere så sprudlende livlige, at man med fornøjelse kan spendere et par timer i det charmerende, yndige vaginodrom.