Devotion

”Baseret på virkelige hændelser,” er en indledning med store løfter. Om en forbindelse til rigtige menneskers levede liv, der skaber nerve og giver autoritet til en historie.

Men virkelighedsnærheden kan også hurtigt komme til at trække intensiteten ud af en filmoplevelse, når den får lov til at fylde for meget.

Piloten Tom Hudner overflyttes i starten af 1950 til en flådebase på Rhode Island, hvor han bliver makker med den overlegne, men også meget egenrådige pilot Jesse Brown.

Ligesom resten af soldaterne på basen tilhører de den årgang af unge amerikanerne, der meldte sig til hæren under Anden Verdenskrig, men hvis uddannelse varede længere end Det Tredje Rige.

Deres ønske om at få del i helteæren bliver dog allerede opfyldt i juni 1950, da Kim Il-sung krydser den 38. breddegrad og starter Koreakrigen.

Jesse Brown var den første afroamerikanske mand, der gennemførte flådens flyvetræningsprogram.

Devotion er primært hans historie om en nærmest overmenneskelig udholdenhed og hvad det vil sige at lægge sit liv i hænderne på mænd, som man overhovedet ikke stoler på.

Hans wingman, Tom Hudner (Glen Powell), er som karakter et blankt lærred, som Brown kan skinne på. Tom er en ung mand, der gerne vil gøre en forskel, men ikke rigtigt ved, hvad han kæmper for.

Jonathan Majors spiller den stoiske, men også meget vrede Jesse med stor intensitet. I samspillet med Powell opstår der et venskab på lærredet, der sagtens kan bære filmens følelsesmæssige højdepunkter.

Resten af eskadrillen består af smukke, mørkhårede, arrogante mænd, der er fuldstændigt umulige at kende fra hinanden. Det er en smule forvirrende til tider, men fungerer godt til at understrege, hvor meget Jesse stikker ud i det ensrettede miljø.

Devotion er overordnet et stykke solidt filmhåndværk, som fungerer uden at være revolutionerende.

1950’erne tager sig næsten altid godt ud, fordi kostumer og set-designs vinker til Hollywoods gyldne æra, og især under en landgang i Cannes får den fuld gas med hvide flådeuniformer og et besøg af Elizabeth Taylor.

De vellykkede luftscener er blandt andet lavet af holdet bag Top Gun: Maverick og foregår over fantastiske landskaber fra New Englands idylliske villakvarterer og kystlinje med fyrtårne til sneklædte bjerge i, hvad der skal forestille at være Kina og Nordkorea.

Man tager sig selv i at holde vejret flere gange undervejs. Det gælder både krigsscenerne og i sammenstødene mellem Jesse Brown og de andre soldater.

Men filmen har lidt for travlt med at understrege, at der er tale om en rigtig historie og overlader derfor for meget af fortællingen til tekster og ekspositionstunge replikker.

Der bliver simpelthen vist for meget og fortalt for lidt, når anslaget og selve konteksten for filmen præsenteres i et stykke tekst i stedet for med levende billeder. Der skal også hele tiden med store typer skrives, hvor vi er, og hvilken måned af 1950 vi er i.

Alt det kan man dog tilgive, indtil slutningen binder for mange sløjfer og viser os billeder af virkelighedens personer under rulleteksterne. Et underligt koncept, der trækker tilskueren baglæns ud af fortællingen og slutter filmen som et leksikonopslag i stedet for en følelse.

Devotion vil også gerne lære os noget om Koreakrigen – den oversete krig – men formår ikke at bruge den præmis til noget større undervejs. Efter at have set filmen ved man, at der engang fandtes to dygtige piloter, der hed Brown og Hudner, men vi er ikke blevet særligt meget klogere.