Devils

”Hvad er vand?” sagde fisken, der havde svømmet i det hele livet.

Også mennesker svømmer rundt i et hav, vi aldrig opdager. Det hedder finans.

Nogle få mennesker har forstået havet, og det giver dem gigantiske fordele. Men selv de mest begavede kan når som helst blive spist af det mest uhyggelige af dybets væsener: Finanshajen.

Sådan én er Massimo Ruggero (Alessandro Borghi) i den internationale thriller-serie Devils, der er baseret på Guido Maria Breras roman Il Diavoli.

Den italienske chef for en stor bank i London anno 2011 er det mest blodtørstige og hurtige rovdyr i handelsverdenen, hvor Europa og ikke mindst euroen befinder sig i en krise.

Den svaghed i kontinentets udsatte økonomier kan nemlig altid udnyttes.

Men Massimos situation ændrer sig efter et mystisk dødsfald. Han opdager et komplot, som hans chef Dominic Morgan (Patrick Dempsey) er involveret i. Det bliver starten på en krig mellem de to hajer.

Havmetaforen holder på godt og ondt. De snedige scenografer har dygtigt fået kæmpebankernes kolde, kliniske og ofte blå rum til faktisk at ligne det faretruende, åbne hav.

Her suger små, planktonædende snyltefisk loyalt på Massimos talent, når han med døde øjne og hastige skridt bevæger sig gennem sit territorium.

Men det bliver hurtigt ensformigt at betragte de majestætiske jakkesæt patruljere perfekt indrettede designerrum og mumle svært forståelig økonomi-snak til hinanden med alvorlige miner.

Især er Massimos undersåt Kalim dræbende alvorlig. Særligt taget i betragtning, at han spilles af komikeren Paul Chowdhry og har bankverdenens mest festlige overskæg.

Mest mumlende er den italienske overhaj. Alessandro Borghi formår med sin accent at lade hver anden replik forsvinde ned i sit millimeterpræcise fuldskæg. Undertekster er altså nødvendigt, hvis man skal følge med i den komplicerede og tempofulde handling.

Instruktør Nick Hurran – bedst kendt for BBC’s Sherlock – gør især første afsnit hæsblæsende i en næsten komisk grad.

Det har aldrig været nemt at forstå finansverdenens tillukkede verden, og serien gør ikke meget for at lette forståelsen. Til gengæld rammer Devils plet med sin sofistikerede kritik.

Massimo er en mand, der er fanget imellem sult og overlevelsesvilje. Han forlod fattigdommen i Italien, men kan ikke slippe sin solidaritet med verdens svageste. Nuancerne kommer for alvor frem i de senere afsnit, der viser Massimos opvækst i en fattig fiskerby.

Alessandro Borghi spiller konflikten frem i Massimo med en skiftevis følelseskold og sprudlende præstation, når finanshajen står ansigt til ansigt med de barndomsvenner, han har forladt. Samtidig begynder hans protegé – talentet fra Londons slum, Oliver (Malachi Kirby) – langsomt at falde i de samme fælder som sin læremester.

De er begge blevet en del af den elite, der er skyld i elendigheden, som de er vokset op med. Her udstiller thrilleren effektivt finanselitens stærkeste våben: At lokke de klogeste hoveder blandt ofrene med sportsvogne og milliardbeløb, så de forråder deres ophav.

Den stærke pointe bliver desværre svækket af seriens danske bidrag.

Lars Mikkelsen har efterhånden medvirket i et hav af internationale serier, og denne gang stiller han op som udspekuleret whistleblower-figur a la Julian Assange. Hans navn er Daniel Duval, og han taler en form for engelsk, som er en tegnefilmskurk værdig.

Sammen med sin rappe kollega (Laia Costa) jagter han finansdjævlene. Men det virker som en langtrukken, melodramatisk strøtanke i det intense spil mellem Massimo og hans chef.

Alligevel lykkes det Devils at udstille ondskaben i et magtfuldt system, de fleste af os ikke fatter en bjælde af.