Det store stilehæfte – krigsdagbogen

Denne anmelders sidste håb for bare en smule sympati og forståelse for Det store stilehæfte blev opløst som sæbespåner i lunkent vand, da en ung, kristen kvinde under en badeseance i et stort trækar onanerer med den ene hovedpersons fod.

Hovedpersonen er en dreng på tretten år.

I denne aparte Anden Verdenskrigsfilm bor han og tvillingebroren i en storby med deres mor. Faren er soldat i krigen, men en dag vender han hjem for en enkelt nat. Her fortæller han moren, at drengene er i fare, fordi de er tvillinger. De skal derfor skilles ad.

Hvorfor lige akkurat tvillinger skulle være særligt udsatte i Ungarn under krigen, forbliver usagt. Men moren vil ikke høre tale om, at drengene bliver skilt.

Så hun tager dem med til bøhlandet, hvor hendes egen mor, som hun ikke har set i tyve år, bor. Dér kan de åbenbart være i sikkerhed.

Under gråd og tænders gnidsel skubber moren korporligt sønnerne fra sig og efterlader dem hos den ulækre, gamle kone, der har øgenavnet ”Heksen” og konsekvent kalder drengene for horeunger. Hun lukker dem først indenfor, da de efter mere end et døgn begynder at gå til hånde ved at flække brænde.

Stakkels drenge, ikke?

Nej. Det er svært at have ondt af dem. For de udvikler sig til rene sociopater, der ikke går af vejen for at slå ihjel. De tæsker hinanden dagligt. Og provokerer andre til at tæske dem. Alt for at overleve og blive genforenet med deres mor.

Da de falder over en soldat, der er døden nær af sult, lover de at hjælpe ham med mad og tøj. Det får de af uvisse grunde først taget sig sammen til at gøre dagen efter, og da er soldaten allerede omkommet.

Titlens stilehæfte fik de af deres far, og i det skal de skrive om deres oplevelser. Drengene skribler flittigt i bogen og vurderer kvaliteten af det skrevne således: ”Hvis det er sandt, er det godt.”

Siderne bliver klistret til med striber af døde insekter, for de træner sig i at slå ihjel. Og der zoomes tæt ind på de udsplattede kryb, hvor der katalogiserende skrives tal under. De har dræbt mange!

Det er bizart og pertentligt. Og mens hæftets blanke sider udfyldes, reflekterer tvillingerne over kærlighed og sandhed i en voice-over.

Stilehæftet afslører subtilt, hvordan drengene udvikler sig. Men selvom de har bogen med sig gennem hele fortællingen, glider dens betydning desværre i baggrunden i løbet af filmen.

Bag filmkulissen gemmer sig dygtige folk. Fotografen Christian Berger er en af Michael Hanekes faste mænd (Skjult, Det hvide bånd), men virtuositeten skinner ikke igennem i dette resultat. Filmen har dog ingen åbenlyse, håndværksmæssige mangler – lige bortset fra, at den mangler sjæl.

Der er kun ét enkelt venligt menneske i hele filmen. Det er en jødisk skomand, der forærer drengene et par forede gummistøvler hver, da han finder ud af, at de bor hos ”heksen”.

Her stiger forvirringen. Kan den generøse mand være deres bedstefar, der ellers skulle være blevet forgiftet af bedstemoren? Det må stå hen i det uvisse, for før man får en forklaring, bliver jøden likvideret (det er jo Anden Verdenskrig).

Danske Ulrich Thomsen har en større birolle som tysk officer, der lejer sig ind i bedstemorens anneks.

Han betages af drengene. En nat står han og aer dem i ansigtet, og da de vågner, er de uden angst – hvorfor egentlig? Siden de ikke forstår tysk, bliver de næppe beroliget af hans: ”Jeg er jeres ven.” Men hvorfor han er det og for en kort stund plejer dem, er et mysterium. Bagefter kører han væk og er ude af historien.

Hvad er det, filmen vil fortælle? Er dens usympatiske, karikerede personer symboler på krigens grusomhed? I så fald er den konklusion en desperat jagt på mening i en hovedløs fortælling.

Filmen er baseret på den velrenommerede roman Det store stilehæfte af forfatteren Agota Kristof. Måske filmforståelsen går tabt, hvis man ikke er bekendt med bogforlægget. Men det må altså ikke være en forudsætning, at man skal kende historien på forhånd.

I øvrigt snakkede Thomas Vinterberg tilbage i 1999 om at skrive et manuskript efter bogen. Mon ikke hans version havde været betydelig bedre?