Dengang i maj

Under Anden Verdenskrig blev millioner af franskmænd drevet på flugt fra deres hjem, fordi tyske tropper var på vej.

I Dengang i maj sørger den joviale borgmester Paul for, at der er højt humør og hyggelige aftener, når hans landsby i en stor kortege af kærrer og heste bevæger sig ud på de idylliske landeveje i maj i 1940.

Vejret er fremragende, så det er ikke noget problem for dem at sove under åben himmel, og der er masser af vin og lejrbålsstemning.

Krigens rædsler ser vi ofte på film, men nogle af de stærkeste fortællinger er opstået, når man har brugt humor og glæde i en kontrastfuld kontekst – som i Livet er smukt, hvor livet i en kz-lejr bliver til en leg.

Men her virker den sommerlune skønhed lidt upassende. Ikke at byen på flugt slipper for tragedier, som når tyske fly skyder efter dem, og man ser et grædende spædbarn blive vristet ud af favnen på sin døde mor.

Der mangler bare en klar vision for handlingen.

Instruktørens egen mor var en af dem, der sammen med sin familie måtte flygte fra landsbyen Pas-de-Calais. Filmen er en gave til hende på hendes 90-års fødselsdag. Og det er også sådan, den fremstår: en fastholdelse af hendes minder. Det minder om de familiefortællinger, de fleste af os kender, fordi vores forældre og bedsteforældres oplevelser under Anden Verdenskrig går i arv og fortælles ved søndagsmiddage.

Men hvorfor skal vi blandes ind i en families private dagbog, hvis ikke vi kan spejle os i det og lære noget?

Det skal som minimum være personligt. Og det bliver det slet ikke, da filmen faktisk ikke handler direkte om moren, men om den tyske dreng Max (Joshio Marlon), der flygter med sin far (August Diehl) fra Tyskland, fordi faren laver kommunistisk propaganda. De ender i Frankrig, hvor faren på et tidspunkt bliver anholdt, fordi han har løjet om sin nationalitet.

En yndig skolelærer tager sig af Max, da regeringen proklamerer, at landsbyen bør evakueres.

Det er nødvendigt at pensle de varme følelser mellem hende og drengen ud med ord, for vi ser det ikke i skuespillet.

August Diehl har dramatiske skygger under øjnene og intense politiske holdninger. Foruden tysk taler han også flydende fransk og engelsk. Det er ganske belejligt, blandt andet da han slipper ud af arresten sammen med en skotsk soldat, der på intet tidspunkt giver slip på sin sækkepibe.

Og nu skal faren selvfølgelig genforenes med sin søn.

På vejen støder både faren og landsbyens kortege på en excentrisk tysk filminstruktør, der laver propagandafilm og er meget ophidset over, at de kun finder sorte, franske soldater.

Der sker for meget. Borgmesteren skal brødføde sin landsby og holde gejsten oppe. Faren skal forenes med sin søn. Soldaten skal nå frem til London. Skolelæreren skal drage omsorg for en ulykkelig dreng.

Man bliver aldrig berørt af nogen af skæbnerne. Og hvorfor skal historien om den adskilte far og søn overhovedet blandes ind i den barske virkelighed, som det trods alt var at flygte over hals og hoved fra sit hjem?

Det havde været virkningsfuldt at lade publikum blive en del af den spraglede kortege, af skæbnerne på vejen: Hvordan prøver de voksne at bevare børnenes uskyld, selv om der er død og ulykke og lig i grøftekanterne?

Det er en lille historie i den store fortælling om Anden Verdenskrig, og det er godt og vigtigt, at vi husker flere aspekter og skæbner fra den tid.

Men de mange handlingstråde gør, at man ikke bliver berørt.

Det, man bliver berørt af, er filmens musik. Den er skabt af selveste Ennio Morricone, og den er sødmefuld og alvorstung. Sammen med de smukke billeder af frodige marker og støvede landeveje kan det godt mærkes i hjertet, at det bør gøre ondt.