Den utrolige historie om den kæmpestore pære

Hurra, det kan lade sig gøre!

Med Den utrolige historie om den kæmpestore pære er der endelig en film, der er underholdende både for de allermindste biografgængere og de allerældste.

Hovedpersonen er den nuttede Sebastian. Han er en elefant, og hans bedste ven er katten Mitcho. Alle andre er mennesker, men hvorfor nogle er dyr, får man aldrig en forklaring på.

Sådan er det generelt med historien – og hvor er det befriende!

Sebastian og Mitcho bor i den hyggelige by Solby. Byen har en meget populær borgmester, der kaldes J.B., men en dag forsvinder han.

Kort tid efter fisker Mitcho en flaskepost op fra havet, og deri ligger et frø og et brev fra J.B. Frøet planter de, og over natten vokser en kæmpe pære op.

Den kukkede professor Glykose laver pæren om til en bolig, og ad omveje ender den i havet, hvor den flyder og derved kommer til at fungere som båd. Og så sættes jagten ind på at finde borgmesteren.

Det hele er smadderskørt og skægt, og for at nyde filmen er man nødt til at smide sin logiske sans væk, så den ikke hæmmer ens fornøjelse. For der er mange naturstridige ting – såsom pærer, der vokser op af jorden i stedet for på træer. Det bløde frugtkød kan heller ikke være godt byggemateriale.

Filmatiseringen er et samarbejde mellem tre instruktører. Philip Einstein Lipski arbejdede i mange år med at promovere film og debuterede som instruktør i 2011 med Ronal Barbaren. Med sig har Lipski den erfarne animationsinstruktør Jørgen Lerdam og unge Amalie Næsby Fick, der spillefilmdebuterer her, men har henholdsvis instrueret og skrevet manuskript til Ekko Shortlist-filmene Ztriwer og Sorte måne.

Men forlægget er skabt af den geniale tegner Jakob Martin Strid.

Han må være meget inspireret af Richard Scarry, tegneren bag Den travle by, en højtelsket børnebog, der er befolket af antropomorfe dyr, der kører i majskolber, bananer, æbler og hotdogs.

Strid gør også en dyd ud af detaljerede baggrunde, der fortæller deres egen historie. Og ligesom i Scarrys tegninger kan man se lige ind i husene. Det gør det dejligt nemt at studere indretningen og se, hvad beboerne foretager sig.

Men selv om Strid er inspireret af Scarry, føles det som hyldest frem for kopi. Strid har sin helt egen fandenivoldske charme, og særligt historiens pirater ser sig da heller ikke fri for at bande lidt indimellem.

Den genstridighed viste Strid også i sit gennembrud, den politisk skarpe satire-stribe Strid, der i en årrække var at finde på bagsiden af Politiken.

Da han forlod den tjans i 2001, kastede han sig over børnebogsgenren, og her er Mustafas Kiosk en personlig favorit: en bog med rim og fabelagtige remser a la Halfdan Rasmussen.

Den skabte i øvrigt røre i Sverige, fordi de politisk korrekte svenskere syntes, det var enormt racistisk, at kioskmanden Mustafa fylder kvarterets unger med røverhistorier om dengang, han var sultan i et fjernt land og huggede hovedet af en mand.

De svenskere, der fandt Mustafa groft karikeret, skal nok heller ikke se denne Strid-filmatisering. For der er blandt andet en sortsmudsket piratkaptajn, der lidt ligner Mustafa, taler perkernorsk og er svært glad for vandmelon og for at true andre søfarere. Med stemme af Jakob Oftebro er han ganske enkelt uimodståelig.

Alle stemmerne er sprudlende veloplagte.

Peter Frödin er den ukuelige optimist-opfinder Glykose, Søren Pilmark er en ensom søuhyrekaptajn besat af dragedip – med masser af karry, raaaagh – og så giver børnene Alfred Bjerre Larsen og Liva Elvira Magnussen Sebastian og Mitchu sødt liv med deres glade stemmer.

Det er med andre ord lykkedes at omsætte Strids mageløse bog til det store lærred.

Den computeranimerede film er ikke lige så smuk som bogens akvareller og håndtegnede stoflighed, men den er alligevel meget indtagende. Især da pærebåden bevæger sig ind i et natmørkt hav med spøgelser, der lyser op som kalejdoskopagtige mønstre midt i alt det sorte.

Og selv om der er spøgelser, er de ikke uhyggelige. Med mindre end 80 minutters spilletid er denne film altså den perfekte biografdebut for de mindste. Til glæde for hele familien.

Den er også barmhjertigt fri for overpædagogisk morale. Historien opfordrer blot til, at man finder modet til at tage på eventyr.