Biografanmeldelse
05. nov. 2018
Den tid på året
Hele den pukkelrykkede familie skåler for en fredelig jul, men inden længe styrer hjerternes fest mod det rene kaos. Foto | Klaus Vedfelt

Den tid på året

Paprika Steen tager juleaften under kærlig behandling i den mest elegante og morsomme danske komedie i årevis.

Af Bo Tao Michaëlis

Julen står for døren. Eller rettere sagt, den skal på bordet hos lærerparret Katrine og Mads lidt ude på landet. Den pukkelryggede familie vil ankomme med alt, hvad der er i den af fraskilte, enlige, unge og bedsteforældre.

Alt serveres så traditionelt som muligt. Selv om der er folk, som hader hinanden, må intet skilles – hverken sovs eller slægt. Alt skal være hyggeligt. Samme ritualer, samme ruter, samme retter.

Familien skal først i kirke for at høre lillesøster Barbaras første juleprædiken. Siden hjem til mad og vin i mængder, mandelgave og risalamande, dansen omkring juletræet og gaveræset i højeste gear.

Men noget nyt sker der i år.

Den fortabte søster melder sin ankomst. Så aftenens juleroser bliver til ugler i familiens moser. Og julen kan under en snestorm sagtens vare helt til påske. Gør det danske bondehus til Sartres stykke om de lukkede døre, indenfor hvilke de andre er et helvede.

Paprika Steens Den tid på året sætter af med maner, den kære forvirring i den søde juletid, hvor alt brænder på, gaver skal købes og skade, at du ikke kan finde juletræsfoden fra i fjor.

Man klukker fra filmens start, som kaster os ind i samtalekøkkenet med kakofonisk kaos, spøgefuld stemning, simpelthen højtidens genkendelighed for de fleste danskere.

Jacob Lohmann spiller som den forsonende, lunejyske Mads for en gangs skyld ikke slesk skurk. Paprika Steen er hans pylrende, småneurotiske og overbekymrede, men også i sidste ende kærlige og ærlige kone. Og med bravur spiller Paprika Steen, som kun hun kan.

For instruktøren af samme navn må det konstateres, at tredje gang er lykkens gang. Instruktionen er raffineret og har det altbeherskende og overskuelige kameraøje fra klassiske lystspil, som ser alt og også ved alt. Men kun dryptvist afsløres tingenes rette sammenhæng lige før, at ligene under gulvbrædderne begynder at lugte.

Det er klippet til i snappe og rappe montager, hvilket er usædvanligt for danske film i denne folkelige dur. Strukturen er klassisk for hybridgenren grundlagt af Ernst Lubitsch og Jean Renoir. Det bittersødt morsomme melodrama med bristede illusioner og spillets regler. En blanding af komedie og farce, hvor det ikke altid er smertefrit at le, endsige at grine.

Vi er stedt i venteposition om, hvad der egentlig foregår. Hvorfor er den mindste søster så definitivt smidt udenfor? Hvorfor har husets datter en hemmelighed i forhold til kæresten?

Ligesom i Thomas Vinterbergs Festen er der under facaden af ældre hyklere et ungt forbund. Et kollektiv af gammelkloge børn, som har gennemskuet det hele og lidt til.

Jakob Weis – mest kendt for sine teaterstykker – har leveret et ualmindeligt udsøgt og effektivt elaboreret manuskript, hvor pengene passer, og låg kommer på plottets gryder undervejs. Hvor julemanden ankommer som lovet, og selv rødkålen røber en sidste hemmelighed.

Sammen med instruktøren har Weis skabt en folkekomedie, som ikke er bange for et par fremmedord, satire i hjernehøjde og aktuelle forkundskaber. Det gælder især i gestaltningen af præstesøsteren, spillet overbevisende af den øretæveindbydende enerverende Sofie Gråbøl, vi kender fra hendes bedrevidende fnisepige i Blinkende lygter, hvor hun får en fortjent blodtud.

Altid gode Karen-Lise Mynster stjæler scener som den små-onde og megabitre mor fra Sydfrankrig. Specielt som chanteusen, der giver os White Christmas på fransk!

Men alle er gode og synes at have haft det rigtigt godt under optagelserne. Et hyggeligt frikvarter fra andre seriøse roller. Hver af dem kommer med bidrag fra egne juleeventyr med hjemmebagte klichéer og klejner fra personlige juletræer.

Ja, klichéer er der mange af her. Men kom i hu Umberto Ecos lov fra det berømte essay om Casablanca: To klichéer er til grin, mens 100 er bevægende. Særligt når de mødes og fejrer gensynet som her.

Juleeventyret ender godt, selv om der gemmer sig en bitter mandel i alt det søde. Eller gør der? Det her er den mest elegante og sjoveste danske komedie i mange år. Den tid på året kan godt gå hen og blive en klassiker.

Titel:
Den tid på året

Land:
Danmark

År:
2018

Instruktør:
Paprika Steen

Manuskript:
Jakob Weis

Medvirkende:
Paprika Steen, Lars Brygmann, Sofie Gråbøl, Jacob Lohmann, Lars Knutzon, Karen-Lise Mynster, Patricia Schumann

Spilletid:
101 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
8. november

Relevante artikler

Interview
01. nov. 2018
Paprika smadrer julehyggen

Paprika smadrer julehyggen

Interview
14. aug. 2009
Hvem er bange for Paprika Steen?

Hvem er bange for Paprika Steen?

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
10. dec. 2025
Mand op

Mand op

Serieanmeldelse
08. dec. 2025
The Abandons

The Abandons

Biografanmeldelse
05. dec. 2025
Eternity

Eternity

Serieanmeldelse
01. dec. 2025
Tak for ingenting

Tak for ingenting

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten