Den store venlige kæmpe

Den store venlige kæmpe er Steven Spielbergs dårligste film i årevis. Han hviler på laurbærrene med en alt for lang og alt for snakkesalig børnefilm og leverer alligevel et værk, der er gennemgående underholdende og til tider bjergtagende.

Det siger noget om hans niveau.

Historien handler om den ensomme og forældreløse Sophie, der en nat overrasker den godmodige kæmpe, mens han lusker rundt i Londons gader, og bliver kidnappet med til Kæmpeland. Venlig eller ej, han er bange for, at hun fortæller menneskene om kæmperne, så nu vil han holde på hende resten af livet.

Den tanke kræver noget tilvænning, men hun kan ikke løbe bort, forklarer han. Alle de andre kæmper, der er dobbelt så store som ham, er nemlig ”mordfulde kannibialer”, der hver aften går på menneskejagt og hellere end gerne sluger hende i én mundfuld.

De andre kæmper har også tilpas maleriske navne: Kødklumpæder, Flæskeflænser, Jomfruknaser, Knoglekvaser. Så er hendes nye kæmpeven straks mere medgørlig. Han hedder ingenting, eller højst SVK for Store Venlige Kæmpe, og det er da også lige, hvad han er. Mens de andre kæmper er på menneskejagt, lister han sig nemlig rundt og blæser rare drømme ind i ørerne på menneskebørn.

Kamæleonskuespilleren Mark Rylance er blid og kuet som den joviale børneven, der har brug for en ven for at tage kampen op mod sine plageånder. Rylance er blevet Spielbergs muse med roller i sidste års Spionernes bro og hans næste to film, og det er let at se hvorfor: Han har en bemærkelsesværdig evne til at forsvinde ind i sine karakterer.

I den danske version leverer Søren Sætter-Lassen en loyalt snøvlende og snørklet stemmepræstation, mens Liva Elvira Magnussen matcher Sophies spinkle stemme.

Og så er Ruby Barnhill umanerligt charmerende at se på med sine store, nysgerrige øjne, der pirrer frem bag et par klædeligt uklædelige hinkestensbriller.

Hvis en film kunne fungere på charme alene, var Den store venlige kæmpe en selvskrevet klassiker. Men i de mange, lange dialogscener er der en overhængende risiko for, at de mindste begynder at blive rastløse.

Det er en bog og en film for os, der er forelsket i sprog. Manusforfatter Melissa Mathison holder fast i Roald Dahls finurlige sprogbrug, der er fyldt med ordrim, snakken bagvendt og almindelig ordforvirring, og det er overraskende godt gengivet på dansk.

Den store venlige kæmpe taler efter eget udsagn et betrædeligt pluddermål, hvor flodheste og krokodiller bliver til flodkaniner og krokodalrikker. En kæmpe cadeau til oversætteren.

Spielberg er måske ikke længere en filmisk fornyer, men har efter et halvt århundrede som instruktør oparbejdet et nærmest nonchalant topniveau, der kommer bedst til udtryk i jagende smukke billeder og stemninger – selvfølgelig med hjælp fra sin faste fotograf Janusz Kaminski og komponist John Williams.

Den lille pige, der ligger på maven under et tungt tæppe og læser en klassiker ved lommelygteskær. Den kæmpemæssige hånd, der rækker ind gennem vinduet og snupper hende fra sengen – akkompagneret af Williams’ frydefuldt legende score, der er hans bedste i årevis og fortjener at blive talt sammen med hans allerbedste værker.

Men filmen rummer også mørke nok til at give eftertænksomme børn noget at tygge på når de ligger i sengen om natten.

Kæmpernes kannibialisme er sjov, så længe det pakkes lidt ind, som når kæmpen forklarer, at de ynder at ”gnaske menneskebønner”.

Men det bliver mere grufuldt, når kæmpen fortæller om en lille dreng, der led en krank skæbne, da de andre kæmper opdagede ham. ”Var drengen bange?” spørger Sophie med store øjne. ”Ja,” svarer kæmpen sørgmodigt. ”Til sidst.”