Den som dræber: Fanget af mørket – sæson 3

Psykologen Louise Bergstein har mareridt. Gang på gang drømmer hun om mænd, der overfalder hende enten i lejligheden eller den parkerede bil.

De uhyggelige drømme er forståelige på baggrund af hendes arbejde som profiler for politiet. Hun lever af at kunne lave en karakteristik af forbryderen ud fra indicier.

I første sæson af Den som dræber: Fanget af mørket blev Louise inddraget i en sag om infamt myrdede unge kvinder. I anden sæson var det så blevet unge mænds tur til at blive seriemyrdet.

Omgangen med mord på stribe har selvfølgelig givet Louise posttraumatisk stress i form af kronisk angst og sky paranoia. Og selv om hun går til psykolog, afviser hun at forlade politiarbejdet.

I serienstredjesæson er hun blevet ansat af Nordsjællands kriminalpoliti. Hun skal efterforske et bestialsk knivdrab på et midaldrende par, en mand og en kvinde. Politiet har pågrebet en indbrudstyv som mistænkt. Men meget hurtigt kan Louise sandsynliggøre, at det i hvert fald ikke er ham.

Pilen peger på den myrdede kvindes søn og datter. Et klassisk og tragisk familiedrama anes bag mordene.

Det er helt rart og velsignet, at vi ikke for 117. gang skal have en sag om en seriemorder. Særligt i et land som Danmark, hvor sådanne meget sjældent forekommer. Her er mord som oftest enten familierelaterede eller har med bandekultur at gøre.

Forrige sæson af Den som dræber: Fanget af mørket satte en ret høj barre med hensyn til instruktion, handling, skuespil og produktion. Viaplay-serien skabte en dragende stemning primært tonet i blåt med en fortælling tintet af blues og en særlig tristesse over livets trakasserier i det traurige Norden.

Enspænderen Louise er ikke nogen humørbombe.

Hun spilles formidabelt mut, melankolsk og mørkt af Natalie Madueño, der i anden sæson havde fint samspil med Helle Fagralid som den lyse, travle og husmoderlige politikvinde, der både skal opklare mord, servicere ægtemand og smøre madpakker.

Denne gang spiller Madueño især glimrende bold sammen med den yderst talentfulde skuespiller Thit Aaberg, der gestalter den myrdede kvindes gravide datter Maria, som betror sig til Louise.

Med sin mørke apparition ligner Aaberg en yngre udgave af Madueño, men hun er også anderledes med sin aparte og aggressive gammelklogskab.

Mellem de to kvinder opstår der et særligt forhold, et midlertidigt makkerskab omkring den enes graviditet og den andens ensomhed. I modsætning til dem står de småstupide mænd anført af den sympatiske politimand Frederik, gestaltet overbevisende af Simon Sears som korpsets standhaftige strømer.

De fleste af politifolkene taler i noget redundante replikker, hvor meget lidt overlades til fantasien. Det viser en kluntet ihærdighed for at eksplicitere det evidente, vi som seere allerede er bevidste om takket være billedsiden.

Den slags overbelyste udvekslinger af informationer er desværre en dårlig vane i mange danske serier. Selv i billedmæssigt smukke serier.

Til gengæld skal manuskriptforfatter Ina Bruhn i den grad roses for en handling, som dristigt giver afkald på banal spænding og splat. Hun tager sig tid til at artikulere et psykologisk drama. Der er både slagsmål og skududveksling, men serien hæver sig over normen af danske krimiers ordinære opsætning gennem netop dialogerne mellem personerne.

Foruden snakken mellem Maria og Louise er der også den unge kvindes samtaler med broren Bjørn, spillet dæmonisk indelukket af Alex Høgh Andersen. Louise taler desuden neurotisk med sin fjerne lægefar, en sporadisk nærværende Jesper Lohmann.

Endelig har serien en velafvejet balance mellem politiets rutiner, opklaring og få, men relevante og aldrig overdrevne actionscener. Efter fire afsnit synes serien at tage en ny drejning og blive endnu mere intens i sin intrige.