Den skjulte tråd

1950’er-tidsbillede, ødipal spøgelseshistorie, modekongeportræt, kønnenes kamp og et småpsykotisk kærlighedsmatch made in heaven.

Paul Thomas Andersons nye 130 minutters drama kunne snildt rumme stof til en tv-serie, men pyt med det – Den skjulte tråd er et af de bedste argumenter for, hvorfor biografen er skabt.

Det er en film-film, sansestormende som en opera, thriller.stramt spillet scene for scene, kompleks i sin tematik, kærligt optaget på celluloid med stor farvedybde og serveret i en skysovs af klaver og strygere.

Der er sparet på lige præcis ingenting her. Man syer jo heller ikke brudekjoler af billig nylon, ville æsteten Paul Thomas Anderson påpege.

Tallerkenen driver af pølsefedt og begær, da den unge kroservitrice Alma (Vicky Krieps) serverer morgenmad for den karismatiske, ældre og berømte couturedesigner Reynolds Woodcock (Daniel Day-Lewis). Han forfører hende med speederen i bund. Først med sportsvogn, sølvbestik og fed sauce, siden med nål og tråd på sit landsted.

Reynolds’ charmeoffensiv er præcis som hans modeshows: en gennemkoreograferet magtdemonstration.

Han løfter end ikke et bryn, da hans søster Cyril (Lesley Manville) braser ind og sætter sig til at iagttage de to, mens Alma står afklædt og får taget mål til sin første kjole. Det erotiske forspil imploderer med et suk.

”Du har ingen bryster.” ”Undskyld.” ”Du skal ikke undskylde. Det er mit job at give dig dem.”

Den store kunstner – og ja, Daniel Day-Lewis er naturligvis i sit es i endnu en powerrolle med pulserende, pomadeglatte tindinger – skal bruge en ny muse og model, ikke en ligeværdig kæreste. Alma er det perfekte valg. God højde, tysk accent, lav socialklasse. Kassér efter brug.

Men den opsætsige pige med krigerblod i årerne er ikke som de andre piger. Fejer han benene væk under hende, sætter hun neglene i.

”Jeg tror ikke, du er stærk,” anklager hun. ”Du spiller bare.”

”Nej. Jeg er stærk.”

Man forstår på Reynolds’ tonefald, at han har brug for at overbevise sig selv. Alma har fat i noget her. Måske drømmer modekongen inderst inde om at ligge i fosterstilling og blive aet og bekræftet. I hvert fald spøger hans mor i kulissen – temmelig bogstaveligt – og hans kreationer har en mystisk drøm om kontrol indvævet i sig – endnu mere bogstaveligt.

Det er skørt, underholdende og inciterende.

Interessante kvindefigurer har indtil nu været en påfaldende mangelvare i Paul Thomas Andersons univers – fra Magnolia og Boogie Nights til There Will Be Blood og The Master har det været patriarker, der har præget surrogatsønner eller deres egne stakkels drengebørn.

Men her er Vicky Krieps et regulært fund som Alma, og Anderson slår et uventet, interessant slag i bolledejen, når det gælder diskurser om køn, seksualitet og ikke mindst magt. Den skjulte tråd taler fra en epoke fuld af alle slags chauvinisme og jomfruelige massemedier til vores politiserede nutid med en nærmest militant feministisk stemme – uden at det på noget tidspunkt virker anakronistisk.

Mod alle odds finder Alma sin plads i både forholdet og galehuset, hvor Reynolds, Skaberen, kræver betingelsesløs disciplin, respekt og ingen fucking klirren af tekopper. Men Alma er på sin side lige så beregnende og frygtløs, som hun er forelsket. Hver eneste samtale mellem dem har den gensidige tiltrækning og undergangen latent i sig.

Den usynlige tråd er en af de mest forskruede parforholdsfilm, jeg mindes at have set.

Her er Todd Haynes-agtig sanselighed blandet med overklasse-elegance fra Kazuo Ishiguros bedste romaner, drysset med Hitchcock-neuroser, sadomasochisme og gotik.

Og måske vigtigst for overbevisningskraften: præsenteret af Paul Thomas Anderson uden skyggen af ironi. Det er mesterligt og modigt. Og sikkert ikke for enhver smag.