Den skaldede frisør

I 2006 kom Susanne Biers Efter brylluppet. Nu får vi Før brylluppet. Men er hendes nye film ikke en romantisk komedie? Joh ... sådan da. Vi ved, at den vil få en lykkelig slutning, og den tillader sig nogle komedieagtige usandsynligheder, sammentræf, tilspidsede situationer og flere vittigt udleverede bifigurer, end man normalt ville se i et alvorligt Bier-drama skrevet med Anders Thomas Jensen.

Og for at vi ikke skal være i tvivl om de romantiske hensigter, smøres der fra starten tykt på med Dean Martin-hittet L’Amore (voldsomt velkendt fra blandt andre Lunefulde måne) plus en generøs håndfuld lækre italiensbilleder.

Men ellers kan vi føle os helt hjemme i Bier-land, hvor hjerte er utænkelig uden akut smerte, hvor død og sygdom rammer hovedpersonerne med tunge skæbneslag, og hvor de rene, uforbeholdne følelser har det svært i kampen med selvbedrag, løgn og hykleri.

Titlen Den skaldede frisør antyder noget farce-agtigt, men det er dyb alvor for den brystkræftramte frisør Ida (Trine Dyrholm), der både skal kæmpe mod dødstruslen og sin utro parcelhusmand (Kim Bodnia). Heldigvis er en italiensrejse under opsejling. Hendes datter (Molly Egelind) skal giftes i Sorrento med sønnen af en rig forretningsmand, Philip (Pierce Brosnan), der er engelsk, men i Danmark med sin frugtvirksomhed.

I Sorrento er datteren allerede ved at opbygge en naivt romantiseret før-bryllupsidyl med sin tilkomne i en ældre villa, og i filmens kernescener bringes de to familier sammen under festlige former som optakt til brylluppet. Den sårbare, men gæve Ida, der ydmyges af ægtemandens taktløse optræden med elskerinde på slæb, tiltrækkes af den følelsespansrede Philip, som aldrig er kommet ud af sin skal efter hustruens død ved en trafikulykke.

Og da Ida som en anden najade trodser havets magt og – i en visuelt vellykket, modig og central scene – nøgenbader uden parykken i stærk statuarisk kvindelighed, opstår der en ny intimitet mellem dem, og Philip begynder gradvis at lukke op for posen. Hvilket ikke forhindrer filmen imod slutningen at dyrke lidt falsk spænding angående Idas valg mellem to mænd. Kan der være noget valg? Men det skal tilføjes, at en smuk replik fra Ida redder meget: ”I’ve come to find you!” Den egentlige romance skal først begynde nu.

Hverken Dyrholm eller Brosnan er i mine øjne udprægede komedie-skuespillere – hun med sin hældning mod det intenst tragiske, han mod det kynisk farlige. Det umiddelbart sjove ligger ikke til dem, men Bier menneskeliggør dem på sikker vis. Alligevel ligger filmens tyngdepunkt for mig snarere i dens ”mod-historie” om den unge generations romantiske vildfarelse – dialektisk sat op imod de ældres stigende kærlighedskurve.

Som det unge brudepar har Sebastian Jessen og fundet Molly Egelind en umiddelbar friskhed, der kontrasterer positivt med de ældres mere formular-prægede møder. Begge er elementært rørende, efterhånden som de perfekte rammer smuldrer. Ikke mindst Egelind har en spontanitet, der gør hendes figur vidunderligt nærværende, først i livsglæden, siden i desillusionen.

Helheden har til overmål den internationale finish, man forventer af Bier, tilsat den pointeringssans, der ikke kan købes for penge. Hun kan få Anders Thomas Jensens dialogperler til at skinne, og dem er der en del af, især de maliciøse, som går ud over bifigurerne. Kim Bodnias følelses-intensitet bliver både komisk og farlig, Christiane Schaumburg-Müller leverer en sjovt åbenmundet version af den dumme blondine, og Bodil Jørgensen er i sit es som frisørkollega.

Paprika Steens formidable hejre af en svigerinde er til gengæld lige ved at høre hjemme i en anden mere ætse-ond film, hvor ingen formildende omstændigheder gives.