Den sidste tid

Det er de små glæder i hverdagen. Bestikkets placering i skuffen, indkøb af fødselsdagskort i supermarkedet og smilet fra ens ægtefælle.

Den sidste tid er et rørende portræt af to kærlige, ældre mennesker – af Esther og Hans Lauridsen fra Ribe og deres hverdag i forstaden i livets sidste tid. De elsker hinanden højt og skal snart fejre guldbryllup.

På overfladen er de et ægtepar som så mange andre, hvis det var ikke for én ting: De tøffer dagligt rundt i deres olde-scootere. Tøffer rundt med løbesedler om deres tilbagevendende foredrag om det, de kalder for den ”den sidste tid”.

Klodens endeligt. Klimaforandringerne set fra en anden vinkel. Biblens vinkel. Dommedag er nær.

Instruktør Christoffer Dreyer laver film om det absurde og anderledes. Om dem, vi griner af. Hans første film En Forening i Modvind skildrer Dansk-Nordkoreansk venskabsforening. Han har også lavet dokumentarfilmserien En detektiv i provinsen, hvor han slår sig ned som privatdetektiv i Gedser for at komme tættere på indbyggerne.

Med sin seneste dokumentar åbner han igen døren til provinslands vidunderlige skatte. Han har fået lov til at filme ægteparret privat over flere måneder, og det er der kommet et nærgående, medrivende portræt ud af.

Han følger dem som en flue på væggen i det steriliserede forstadskvarter med firkantede, friserede græsplæner, ligusterhække og asfalt. Hos frisøren, på fastfood-restaurant og til middag med frysepizza i hjemmet, når sønnike kommer forbi.

Vigtigst er ægteparrets fælles kamp, som holder dem sammen.

Fra 1972 har ægteparret med følgesedler, foredrag, 200 youtube-videoer, en hjemmeside og sociale medier oplyst folk i Ribe om dommedags snarlige komme. Den sidste tid er tre et halvt år med enorme flodskyl, orkaner og jordskæv. Det bliver et helvede på jord, fortæller de kameraet, men de sande kristne vil blive frelst, når himlen åbner sig, og Jesus stiger ned fra skyerne til det smukkeste syn.

Ægteparret smiler ved tanken om den dag.

Og dokumentaren omfatter ægteparret med sympati, fordi den ikke tegner et typisk fundamentalistisk pegefingre-billede. Hans og Esther vil oplyse verden om en forestående katastrofe, men de bliver aldrig sekteriske og pågående som eksempelvis Jehovas Vidner og Scientology. Om aftenen ser de TV Avisens evige indslag om klimaændringer, vold og katastrofer, hvilket overbeviser ægteparret om, at dommedag er næ.

Bedst som vi tror, at tilhørerne i et beboerhus griner af parrets foredrag, får de støtter blandt de lokale.

Filmen bruger mange virkemidler som tegninger af en ødelagt civilisation, næroptagelser af ildevarslende træer, billeder af skyer og himmel. Vi ser et helikopterfoto af et landbrug, som belaster klimaet. Marker med køer i så lange rækker, at der kun er plads til enkelte striber af træer. Og vi er med i huset, da det trækker op til storm, og havens plankeværk er ved at vælte.

Er de hurtige trommelyde og musikkens skarpe lyd – som kunne være taget fra en amerikansk katastrofefilm – ironi? Eller forstærker det følelsen af, at en dansk orkan er større og stærkere end noget, vi selv kan håndtere?

”Vi må advare befolkningen, inden det er for sent,” siger Hans Lauridsen, der har købt overlevelsestasker med økser og en radio til den dag, ægteparret må flygte.

Men så tager dokumentaren en drejning. Esther lider af dårlig ryg og polio. Hun bliver alvorligt syg. Pludselig får de større bekymringer.

Filmen fokuser mere på ægteparret end på deres tro. Religiøse myter fascinerer, fordi de i modsætning til fantasy er virkelighed for mange mennesker. Mennesker, der forbereder sig på dommedag, kaldes preppers og er et udbredt fænomen. Derfor havde det været interessant at høre mere om ægteparrets fortolkning af bibelens referencer, og hvad der egentlig står om dommedag i den store bog.

Den slags referencer kunne have givet dokumentaren en ekstra dimension. Til gengæld får vi et varmt og dragende portræt af de skæve eksistenser, der tror på noget så latterligt som en bibelsk dommedag.