Den perfekte chef

Balance er et kerneprincip for Julio Blanco, den karismatiske chef for en familieejet fabrik, der fremstiller forskellige måleapparater i en spansk provinsby. 

”Hårdt arbejde, balance, loyalitet,” står der malet på værkstedsvæggen i store bogstaver.

Men det varer ikke længe, før hans pertentlige tilværelse er ved at glide alvorligt ud af balance.

Uden for fabrikken slår en utilfreds, fyret medarbejder sig ned med en megafon, en kaffemaskine og en støt voksende liste med klager over sin gamle arbejdsplads.  En attraktiv praktikant distraherer Blanco fra administrationsarbejdet, og midt i alle udfordringerne varsler en priskomité et besøg, der skal afgøre, om hans fabrik kan høste endnu en hædersbevilling. 

Den perfekte chef er en munter arbejdspladssatire. 

Filmen er skrevet, instrueret og produceret af Fernando León de Aranoa med samme omhyggelige tilstrækkelighed som fabrikkens mellemledere. Alligevel er det helt og holdent Javier Bardems film, når han folder al sin forræderiske karisma ud som den selvoptagede, åleglatte og stadig mere fortørnede Blanco. 

Hans fænomenale præstation løfter filmen fra en lidt fad og overtydelig parodi – som en europæisk pendant til The Big Short med små armbevægelser og pastelfarver – til et gyseligt morsomt karakterportræt. 

Formentlig er det også skuespillerens fortjeneste, at Den perfekte chef i 2021 blev valgt som Spaniens Oscar-håb i stedet for Pedro Almodóvars mere mindeværdige Parallelle mødre. 

Det er en rolle, der ligger til højrebenet for Javier Bardem. Mange af filmens øvrige personer føles som hurtigt skitserede kladder, men Blanco er en rigt udfoldet, bedragerisk og kompleks karakter. 

Han er en magnetisk manipulator, der hævder, at han opfatter sine ansatte som familiemedlemmer. Deres problemer er også hans. Men man er aldrig et sekund i tvivl om, hvis problemer han sætter højest. 

Fernando Léon de Aranoa understreger med sigende detaljer, at hvor meget Blanco end snakker om at være i øjenhøjde med sine ansatte, så taler han altid til dem fra sit elfenbenstårn. 

”Lad være med at behandle mig som en chef,” siger han på et tidspunkt med et blændende tomt tandsmil. ”Hvis du behandler mig som en chef, behandler jeg dig som en ansat.”

Alene måden, han gentager ordet ”chef” på, sætter en fed streg under hans rolle i forholdet. Og så er der alle de vidende blikke fra de andre ansatte, når Blanco lurer på Liliana, den høje praktikant med det dristige blik.

Det er tydeligt, at det ikke er første gang, chefen har udvist særlig interesse for en lovende, ung kollega.

Javier Bardems præstation får ekstra tyngde af Zeltia Montes’ snedige underlægningsmusik. Den starter godmodigt og banalt på klarinet, inden den får kant med paniske violiner, da Blanco fanges i en svikmølle af sine egne dårlige beslutninger.

Fernando León de Aranoa har tidligere beskæftiget sig med store egoer på arbejdspladsen. Mandage i solen (2002), der også har Javier Bardem i hovedrollen, skildrer arbejdsløshed blandt en gruppe havnearbejdere.

I Den perfekte chef er det ikke systemets tabere, men vinderne på toppen af kransekagen, der spiddes. Livet har det med at flaske sig for de rige, og de tøver ikke med at ændre spillereglerne, hvis det ikke er tilfældet. 

”Nogle gange er man nødt til at lægge en finger på vægtskålen,” som Blanco formulerer det. 

Det centrale motiv – at retfærdighedens vægtskåle har det med at veje til fordel for dem, der allerede er rige og magtfulde – er ikke en diskret metafor. Der er nærmest ikke en scene i filmen, hvor der ikke optræder en vægt af en eller anden art. 

Men satire behøver selvfølgelig heller ikke lægge fingre imellem. Tag dig i agt for enhver, der præsenterer sig selv som den perfekte chef, lyder moralen.