Den nye bølge

Åndeløs omkalfatrede fransk film, indvarslede nybølgen og skabte en filmisk pendant til fri jazz. Helt overlagt – det var en film, der satte sig for at forandre filmkunsten.

Selv i dag mærker man Jean-Luc Godards ironiske smil i dialogens popsmarte aforismer, i hvert et jump cut og i brugen af de guerillafilmtricks – for eksempel en postvogn som dække for et skjult kamera – som instruktøren vidste, ville gøre filmen legendarisk.

Richard Linklaters Den nye bølge (Before-trilogien, Boyhood) er en kærlig hyldest til Godards debutfilm, der genfortæller historien loyalt, men skælmsk – helt i originalens ånd.

Instruktøren bruger tilblivelsen af Åndeløs fra idé over casting til produktion som anledning til en chik rekreation af en tid og et sted, hvor det ikke krævede andet at lave en film end en pige, en pistol og masser af selvtillid!

At affeje Richard Linklaters film som en stilsikker genopførsel af Åndeløs for TikTok-tiderne – som visse, alvorsfulde filmvogtere måske kunne forfalde til – ville være at se bort fra, hvor forelsket den er i filmkunstens, og særligt independentfilmens, håndværk.

Desuden var Godard bestemt ikke selv hævet over stilisering. Med al sit intellektuelle tankegods var han udmærket klar over, at han lavede en sexet film, allerede før han castede Jean Seberg og Jean-Paul Belmondo i hovedrollerne.

Den nye bølge scorer to mål ved både at skildre Godards ubønhørlige jagt på coolness og ved at være en virkelig cool film i egen ret.

Linklater skaber en slags feedback-mekanisme mellem Godards beslutninger og sine egne ved at caste Zoey Deutch som den balladevillige Seberg og en relativ nybegynder, Aubry Dullin, som den flotte bokser – nu skuespiller – Belmondo.

Men det er den komplet ukendte Guillaume Marbeck, som hidtil kun har spillet med i et par kortfilm, der er instruktørens mest geniale fund i hovedrollen som Jean-Luc Godard.

Hver af de tre ligner de virkelige personer på en prik og har desuden deres egen energi og personlighed. Men Marbecks præstation er alligevel bemærkelsesværdig. Bag de høje tindinger, den snøvlende snak og alle Godards karaktertræk – reserveret, sardonisk, lettere arrogant – giver han rollen en helt passende, drenget charme.

I hver præstation mærker man den uforfalskede begejstring af at være der, dengang i sommeren 1959, sammen med disse unge talenter.

Den nye bølge er optaget på fransk i sort-hvide, kontrastfulde billeder og samme 4:3-billedformat som Åndeløs. Det kunne have været et pligtskyldigt dokudrama, men Linklater og hans manuskriptforfattere, Holly Gent og Vincent Palmo Jr., giver historien en spillevende, komisk gnist.

Det mærkes allerede i åbningsscenen, hvor kritikeren Godard præsenteres som efternøleren i kollegagruppen hos det legendariske filmtidsskrift Cahiers du Cinema, hvoraf de fleste allerede har gjort instruktørdebut.

Alligevel er han kæphøj, ikke mindst efter glødende anbefalinger fra magasinets to store stjerner, François Truffaut og Claude Chabrol. Hans første pitch til produceren Georges de Beauregard kan nærmest opsummeres som: ”Her er jeg, finansier mig!”

Men selv den sorgløse tilgang til læretiden blegner i forhold til hans opførsel under de tyve dages optagelser, hvor han skriver nye replikker på stedet og dagligt sender hele holdet hjem, så snart han løber tør for idéer.

Jean Seberg er chokeret over, hvad hun nu opfatter som en mulig torpedo mod hendes karriere, Georges de Beauregard er fortvivlet, og Jean-Paul Belmondo vejrer stemningen med afslappet humor.

Den nye bølge indfanger alt dette med drilagtig fryd.

Men det er samtidig en oprigtig hyldest. Det er måske også en lidt misundelig hyldest, gennemstrømmet af længsel efter en tid, hvor alt syntes muligt. Dengang filmkunsten opdagede, at penge ikke er alt, dengang publikum blev udfordret og slugte det råt.