Biografanmeldelse
04. dec. 2025
Den nye bølge

Aubry Dullin spiller den unge bokser Jean-Paul Belmondo, og Zoey Deutch inkarnerer Jean Seberg – begge får deres sag for i hænderne på en mystisk og lunefuld instruktør.

Foto | Jean-Louis Fernandez

Den nye bølge

Richard Linklater indfanger med drilagtig fryd den kaotiske tilblivelse af Jean-Luc Godards Åndeløs, der i 1959 forandrede filmkunsten og skabte en filmisk pendant til fri jazz.

Af Lee Marshall

Åndeløs omkalfatrede fransk film, indvarslede nybølgen og skabte en filmisk pendant til fri jazz. Helt overlagt – det var en film, der satte sig for at forandre filmkunsten.

Selv i dag mærker man Jean-Luc Godards ironiske smil i dialogens popsmarte aforismer, i hvert et jump cut og i brugen af de guerillafilmtricks – for eksempel en postvogn som dække for et skjult kamera – som instruktøren vidste, ville gøre filmen legendarisk.

Richard Linklaters Den nye bølge (Before-trilogien, Boyhood) er en kærlig hyldest til Godards debutfilm, der genfortæller historien loyalt, men skælmsk – helt i originalens ånd.

Instruktøren bruger tilblivelsen af Åndeløs fra idé over casting til produktion som anledning til en chik rekreation af en tid og et sted, hvor det ikke krævede andet at lave en film end en pige, en pistol og masser af selvtillid!

At affeje Richard Linklaters film som en stilsikker genopførsel af Åndeløs for TikTok-tiderne – som visse, alvorsfulde filmvogtere måske kunne forfalde til – ville være at se bort fra, hvor forelsket den er i filmkunstens, og særligt independentfilmens, håndværk.

Desuden var Godard bestemt ikke selv hævet over stilisering. Med al sit intellektuelle tankegods var han udmærket klar over, at han lavede en sexet film, allerede før han castede Jean Seberg og Jean-Paul Belmondo i hovedrollerne.

Den nye bølge scorer to mål ved både at skildre Godards ubønhørlige jagt på coolness og ved at være en virkelig cool film i egen ret.

Linklater skaber en slags feedback-mekanisme mellem Godards beslutninger og sine egne ved at caste Zoey Deutch som den balladevillige Seberg og en relativ nybegynder, Aubry Dullin, som den flotte bokser – nu skuespiller – Belmondo.

Men det er den komplet ukendte Guillaume Marbeck, som hidtil kun har spillet med i et par kortfilm, der er instruktørens mest geniale fund i hovedrollen som Jean-Luc Godard.

Hver af de tre ligner de virkelige personer på en prik og har desuden deres egen energi og personlighed. Men Marbecks præstation er alligevel bemærkelsesværdig. Bag de høje tindinger, den snøvlende snak og alle Godards karaktertræk – reserveret, sardonisk, lettere arrogant – giver han rollen en helt passende, drenget charme.

I hver præstation mærker man den uforfalskede begejstring af at være der, dengang i sommeren 1959, sammen med disse unge talenter.

Den nye bølge er optaget på fransk i sort-hvide, kontrastfulde billeder og samme 4:3-billedformat som Åndeløs. Det kunne have været et pligtskyldigt dokudrama, men Linklater og hans manuskriptforfattere, Holly Gent og Vincent Palmo Jr., giver historien en spillevende, komisk gnist.

Det mærkes allerede i åbningsscenen, hvor kritikeren Godard præsenteres som efternøleren i kollegagruppen hos det legendariske filmtidsskrift Cahiers du Cinema, hvoraf de fleste allerede har gjort instruktørdebut.

Alligevel er han kæphøj, ikke mindst efter glødende anbefalinger fra magasinets to store stjerner, François Truffaut og Claude Chabrol. Hans første pitch til produceren Georges de Beauregard kan nærmest opsummeres som: ”Her er jeg, finansier mig!”

Men selv den sorgløse tilgang til læretiden blegner i forhold til hans opførsel under de tyve dages optagelser, hvor han skriver nye replikker på stedet og dagligt sender hele holdet hjem, så snart han løber tør for idéer.

Jean Seberg er chokeret over, hvad hun nu opfatter som en mulig torpedo mod hendes karriere, Georges de Beauregard er fortvivlet, og Jean-Paul Belmondo vejrer stemningen med afslappet humor.

Den nye bølge indfanger alt dette med drilagtig fryd.

Men det er samtidig en oprigtig hyldest. Det er måske også en lidt misundelig hyldest, gennemstrømmet af længsel efter en tid, hvor alt syntes muligt. Dengang filmkunsten opdagede, at penge ikke er alt, dengang publikum blev udfordret og slugte det råt. 

Titel:
Den nye bølge

Originaltitel:
Nouvelle Vague

Land:
Frankrig, USA

År:
2025

Instruktør:
Richard Linklater

Manuskript:
Holly Gent, Vincent Palmo Jr.

Medvirkende:
Guillaume Marbeck, Zoey Deutch, Aubry Dullin, Adrien Rouyard, Antoine Besson

Spilletid:
106 minutter

Premiere:
8. januar 2026

Den nye bølge i Ekko #99

Instruktør Nils Malmros har for Ekko snigkigget Richard Linklaters Den nye bølge.

Han kommenterer filmen og ser tilbage på den filmbevægelse, der formede ham. 

Giv et abonnement i julegave og få en ekstra gave af Ekko.

Bestil magasinet her og få det tilsendt.

Magasinet kan købes i løssalg over hele landet.

Abonnenter kan også læse bladet digitalt.

Relevante artikler

festivalanmeldelse
19. feb. 2025
Blue Moon

Blue Moon

Biografanmeldelse
14. maj 2024
Hit Man

Hit Man

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
28. nov. 2025
I’m Still Here

I’m Still Here

Biografanmeldelse
27. okt. 2025
Bugonia

Bugonia

Biografanmeldelse
06. mar. 2025
Svære sandheder

Svære sandheder

Biografanmeldelse
09. okt. 2024
Lysbrud

Lysbrud

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Nyhed
09. dec. 2025
Trumps regering brugte scene fra Druk

Trumps regering brugte scene fra Druk

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

The Abandons
Serieanmeldelse
08. dec. 2025

The Abandons

Mest læste

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

TV 2 beklager, men står fast på fyring
Nyhed
10. dec. 2025

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Trumps regering brugte scene fra Druk
Nyhed
09. dec. 2025

Trumps regering brugte scene fra Druk

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten