Den milde smerte

Den danske instruktør Carsten Brandt vil gerne dreje en dokumentarfilm om den danske forfatter Thorkild Hansen.

Ikke en ordinær livsfrise med kunstnerens livsbane kronologisk kommenteret med dokumentarklip. Snarere et reflekterende inspirationsværk, hvor instruktøren fornemmer et kunstnerisk menneske, og myter skabes, mens livet omkalfatres til særlig sandhed og skønvirke.

Thorkild Hansen var aldrig for fastholdere, på mange måder en machomand, som rundt omkring i verden levede helt enormt. I hans erindringer er der højt til loftet, livsrum uden grænser, og kunst koster smerte.

Mest den milde af slagsen. Derfor titlen Den milde smerte.

Carsten Brandt vil skære ind til kunstnerens sjæl med signalementer af dennes store kærligheder – i flertal: uskyldens danske pige i regnvejr med vådt hår, den franske brunette med sin amerikanske elsker, en sælsom italiensk skønhed og en prinsesseagtig sandsigerske i Egypten.

Den milde smerte er et portræt af en æstetisk eksistentialist, der nogle gange er synonym for et dumt svin. Forfatterens enke Gitte Jæger, som filmen er dedikeret til, sagde til instruktøren, at han skulle være glad for aldrig at have mødt Thorkild Hansen.

Historien om tilblivelsen af Den milde smerte er et kapitel for sig. Filmen har været små 30 år undervejs og en kamp hele vejen, men Carsten Brandt har holdt ud.

Og nu er opus her.

Sågar i en form, som minder mere om Wagners uendelige operaer end en smuttur i biffen. Filmen varer næsten fem timer med indlagt pause mellem de to dele. Og den kommer ikke som serie, hvor man kan gå til og fra i ro og mag.

Men filmen er aldrig kedelig.

Den er fortalt på den visuelt sporadiske hulter-til-bulter-måde, som svenske Ruben Östlund synes, der i den grad mangler i de konventionelt fortalte danske film.

Brandt har alle dage fået mere støtte og anerkendelse i Sverige end herhjemme. Den i dag 78-årige filmskaber var i 1973 en af grundlæggerne bag den kunstneriske biograf Posthus Teatret. Her importerede han filmperler som Dennis Potters Dream Child, mens han gennem årene selv skrev og instruerede blandt andet 92 minutter af i går og Dæmoner.

Den milde smerte pendler mellem et nutidsplan, hvis man kan sige det om en film lavet over årtier, og 1950’erne, hvor Thorkild er en ung og smuk ungersvend, altid klar til at skrive sine indtryk i og uden for sengen med de skønne kvinder.

Tilsyneladende forbilleder er Ernest Hemingway og Albert Camus, udfarende forfattere engageret mere i farlige handlinger end filosofiske overvejelser.

Nutidsplanet starter med, at instruktøren leder efter forfatterens grav i sneen og dernæst bryder ind i den afdøde forfatters hus på Samsø. Carsten Brandt rejser efterfølgende rundt efter forfatterens rute i fortiden, hvor Thorkild Hansen bolter sig i lækre omgivelser og varme farver i Frankrig og Italien.

Filmen handler ikke om hans bøger, men om hans kunstsyn via kærligheden set gennem Brandts nutidsøjne.

Undervejs påvirkes instruktørens eget privatliv, mens han taler over sine billeder og giver rollen som den lidt enfoldige nisse på sporet af Citizen Hansen. Hans forhold til virkeligheden er som noget, der kan arrangeres og iscenesættes.

Filmen bliver et puslespil, en labyrint. På mange måder minder den om Orson Welles’ The Other Side of the Wind, der først blev færdiggjort mange år efter instruktørens død.Begge har en lang tilblivelsestid og handler om en instruktørs trakasserier med den film, vi samtidig ser.

Caspar Phillipson (Jackie, Orkestret) personificerer perfekt Thorkild Hansen med mandens kalkulerende uskyld og drengerøvede charme. Han er en globetrotter og en charlatan i en og samme forvaskede kakiskjorte.

Men filmens helt store scoop er Laure Calamy som Hansens franske frille, der er sexet på den sjove måde. Skuespilleren er blevet verdensberømt som den kærlighedshungrende sekretær i kultserien Ring til min agent og vandt sidste år Frankrigs Oscar, en César, for bedste kvindelige filmhovedrolle.

Nogle scener i Den milde smerte er mere vellykkede end andre. Det bliver af og til længere end nødvendigt med sidespringende lagdeling af meninger om alt mellem himmel og jord.

Instruktørens uendelige forsøg på at forstå og føle Hansen resulterer enkelte gange i for tyk og tydelig symbolik. Men der er utallige smukke sekvensker med fornuft og følelse. De poetiske tableauer har en yndefuld friskhed midt i de filosofiske formuleringer.

Carsten Brandt har mange bolde i luften. Mange gribes, og dem, der falder til jorden, triller såmænd videre og finder en plads i puslespillet.

En gammel biografejer siger, at mange film først og fremmest bliver verdensberømte takket være en enkelt scene eller to. Dem er der en del af i Den milde smerte.