Den gyldne handske

Det er i grunden utroligt, at manden, der har instrueret Den gyldne handske, blev nomineret til en Oscar-statuette for sin tyske thriller Ud af intet så sent som sidste år.

For hvis Fatih Akin havde sat sin sadistiske grimrian af en seriemorderfilm i søen i 1980’erne, var den uden tvivl blevet placeret under den britiske ”video nasties”-kategori – en liste af film, der var så grusomme, at den konservative regering bandlyste dem.

Filmen har nemlig langt mere tilfælles med fordums exploitation-film som Abel Ferraras Driller Killer, Lucio Fulcis The New York Ripper og William Lustigs Maniac end med morbide, men respekterede seriemorderfilm som Henry: Portrait of a Serial Killer eller Ondskabens øjne.

Den er med andre ord milevidt fra instruktørens tidligere kommercielle dramaer og thrillere, der kunne tænkes at blive hyldet i Oscar-guld og amerikansk anmelderros.

Skuespilleren Jonas Dassler er uigenkendelig som den groteske mandsling Fritz Honka, der i perioden fra 1970 til 1975 i Hamborg myrdede en række hjemløse og prostituerede kvinder, som han efterfølgende parterede og gemte i sit krybberum.

I første scene af filmen følger vi ham indhyllet i mørke, mens han stønnende og gryntende presser et korpulent lig ned i en affaldssæk.

Hans første mord.

Da lyset tændes i trappeopgangen af underboens teenagedatter, ser vi en hæslig mand med ødelagte tænder, pukkelryg, en hængende alkoholikertud og et dødt øje. Den befippede morder hvæser som et truet dyr, slæber liget op i lejligheden igen og – med hjælp af snaps og en sløv sav – begynder at hakke hovedet af.

Den lige dele pirrende og kvalmende sekvens slår straks tonen an for resten af filmen.

Som en varm stråle pis lige i ansigtet er Den gyldne handske oprørende, grænseoverskridende og næppe i de flestes smag. Man kan nærmest lugte fordærvelsen, smøgerne og snapsen, når Fritz tager en fuld, intetanende kvinde med op i sit hjem for at voldtage hende med en grydeske og dræbe hende.

Film og andre historier om seriemordere har altid været problematisk. Hvordan undgår man at glorificere seriemorderen?

Fatih Akin virker dog ikke synderligt interesseret i at give Fritz Honka et indre liv, der kan mærkes og føles. Med få undtagelser holdes kameraet på afstand – både når han voldtager, og når han kæmper med sine dæmoner.

Han beslutter sig for at hoppe på vandvognen, men hans kamp med spritten vises kun ganske kort. Og det tager ikke mere end et glas vin og et skub i ryggen fra en kvindelig kollega, før han endnu engang slentrer ned til St. Pauli-distriktet og stambaren, Den Gyldne Handske, for at slukke tørsten og mordlysten.

Der er ingen karakterer i Den gyldne handske, man har sympati med.

Fatih Akin lader også ofrene ytre sig og giver dem i mange tilfælde mulighed for at undgå en grusom skæbne i Honkas kummerlige lille loftslejlighed, der stinker af død og væmmelse. Men de fleste er så bedøvede af alkohol, at de knap nok kan samle liv til at gøre synderlig modstand, og de virker i grunden lige så ødelagte og desperate som Honka selv.

I seriemorderens stamsted prikker Fatih Akin til Tysklands grusomme fortid som et barn, der vedholdende stikker en pind i en myretue.

En stamgæst er tidligere Waffen-SS-officer, der i bogstavelig forstand pisser op ad en teenager, som vil hilse på ham ved urinalen. En kvinde fortæller Fritz, at hun for at overleve måtte prostituere sig i koncentrationslejren fra 1937 til krigens slutning.

Vi er vant til at blive mødt af nazitidens efterladenskaber i dramaer om Østtyskland. Så der er noget isnende uhyrligt ved at se disse spøgelsesmennesker på den anden side af muren.

Den gyldne handske har uden tvivl noget på hjerte, men man kan alligevel ikke overse filmens aggressive apati for mennesker. Som sin hovedperson svælger Fatih Akin i det grusomste, mest kummerlige og misogyne, og han giver ikke publikum nogen pause undervejs.

Det er barskt, men samtidig sundt at blive mindet om, at der ikke er noget sexet eller sjovt ved seriemordere.