Den gule enke

Champagnemærket Veuve Clicquot var engang det bedst sælgende af slagsen i Danmark. Ikke fordi det nødvendigvis var den bedste champagne, men fordi man blot behøvede at bede om ”den gule enke” i vinbutikken i stedet for at kaste sig ud i den svære udtale af franske ord.

La Grande Dame de Champagne, kaldes hun, fordi enken Barbe-Nicole Ponsardin Clicquot revolutionerede champagneproduktionen i begyndelsen af 1800-tallet.

Hendes bestræbelser gjorde de dyre franske bobler verdensberømte og banede vejen for efterligninger, enten anden ægte champagne eller andre bobler som sekt, cava eller bare mousserende vin.

Den gule enke fortæller historien om, hvorledes hun ene kvinde bankede sit eget brand op i branchen.

Som 21-årig bliver hun gift med den seks år ældre vinbonde Francois Clicquot. De får snart en datter, men seks år inde i ægteskabet dør manden – hvordan og hvorledes forklares først sent i filmen. 

Vi møder Barbe-Nicole som en meget sørgende enke i sort slør, og midt i sorgarbejdet får hun flashbacks til sit tilsyneladende romantiske ægteskab med sex mellem silkelagner og florlet flirt i gemakkerne.

Men snart viser det sig, at forholdet mellem hustru og husbond ikke kun var en dans på bobler. Og da manden er død, forsøger andre fæle vinbønder og en bister svigerfar at fratage enken hendes arv, navnlig vingården og dens marker.

Oppe imod vejr og vind og kejser Napoleons anti-kvindelige lovgivning må Barbe-Nicole bruge alle midler mod trængsler og trakasserier. Mens hun samtidig forfiner sin vin med nye metoder, som den dag i dag bruges af alle store champagnehuse.

Filmen er drejet over en amerikansk roman af Tilar Mazzeo og vinklet som en enlig, moderne kvindes kamp inden for en konservativ vinindustri, hvor hendes vej til succes er såre trang. 

Fokus er på feminin viljestyrke over for reaktionær mandschauvinisme. Helt i tidsånden er der også toner af homoerotik, psykologisk ustabilitet og fri kærlighed. Enken gifter sig aldrig igen, men indleder en åben affære med sin vindistributør.

Amerikanske Haley Bennett gestalter den synkefri og stædige enke med mange suk og støn, men også med sober standhaftighed.

Hun er efterhånden på en dannelsesrejse, som med møje munder ud i, at hun bliver både eget livs direktør og direktøren for det hele. Et eller andet sted strejfer manuskriptet spørgsmålet, om nu denne selvrealisering er vigtigere end at genfinde kærligheden, selv om ægteskabet synes for problematisk til at blive gentaget.

Men det er meget svage antydninger, der aldrig foldes ud som andet end formodninger. 

Omkring sig har Bennett solide mænd i tidstypisk tøj, høj hat, stok og knækflip, såvel belevne herrer som bøse mandfolk. Tom Sturridge agerer salig ægtemand, mens Sam Riley er den entreprenante distributør.

Man kunne have ønsket sig, at filmen var fransk og ikke amerikansk. Franskmænd er nu bedst til at spille franskmænd. Og en fransksindet film ville nok have accentueret den historiske baggrund a la realismen i en roman af Balzac og fundet sit fokus i en fransk borgerkvindes kalkulerende omkalfatring til innovativ kapitalist i et senfeudalt Frankrig.

Nu får vi i stedet en ideologisk firskåren historie om individualisten, der kæmper sig frem i en smuk fortælling, som alt for ofte ligner en langsommelig reklamefilm. Når altså ikke instruktøren, Thomas Napper, pludselig kommer i tanke om, at historien foregår under Napoleonskrigene og behørigt leverer en smule kanontorden, bål og brand i horisonten. 

Filmen er dog optaget i Frankrig, og den er overmåde lækker i sit design med vinmarker i douce belysning, pittoreske gårde og godser i delikat opsætning. Men som en film, der handler om berusende vin, er den mere ligegyldig end læskende.