Den gode stemning

Søskendeparret Eva og Mads er født med en mureske af sølv i munden. Deres far var en selfmade og aparte arkitekt, som skabte en anerkendt tegnstue og tjente så mange penge, at han både kunne bygge et sommerhus lidt mindre end et slot og give sin to børn patricierlejligheder i samme opgang. Så storesøster Eva via sit køkkenvindue kan kigge ned til lillebror Mads.

Sådan er optakten til Den gode stemning. At Eva kan overvåge Mads, er en mindre detalje i handlingens begyndelse, men snart en tematisk nøgle til hele plottet.

Hun er familiens hvide lam, flinkeskoledatteren, som ejer det meste, stort sommerhus og succesrig tegnestue. Han er det sorte får, mere eller mindre falleret rockmusiker, der ernærer sig som karismatisk musiklærer. Nok mere på kokainens indflydelse end et pædagogisk talent.

Men det hvide lam har også pletter.

Hun boller ved siden af og laver en falsk underskrift for at føre forretningen videre. I det hele taget lever hun i en facadeverden, hvor løgnen har forret for sandheden. Især da hendes arkitektfirma er i fare for at miste en vigtig opgave.

TV 2 har været mere end heldig ved at købe Viaplays familieserie Den gode stemning. Den er skabt i 2024, og hidtil har kun udenlandske seere i blandt andet Spanien og Australien kunnet se den danske serie, som i en fremragende stil bryder med DR’s patent på socialromantiske melodramaer. Om politikere på Borgen, præster på herrens veje eller arvinger til et mindre gods. Serier, som ofte i anslaget er mere patetisk sentimentale end realistiske med et inciterende sigte.

Muligvis skyldes det, at den fortræffelige forfatter Lone Hørslev har været manuskriptforfatter. Sammen med instruktøren Kaspar Munk (Herrens veje, Kamikaze), der synes fri af det følsomhedens fængsel, DR elsker at dyrke som dyb kunst.

For en gangs skyld får vi replikker, som rent faktisk siges i dagens Danmark.

Det gælder om at bevare den gode stemning, borgerskabets devise for den diskrete charme, spanske Luis Buñuel tillægger denne klasse. Ligesom vor egen Leif Panduros forgangne tv-dramatik om middelklassens trakasserier.

Det er Panduros melankolske sædeskildringer, man genfinder i Den gode stemning. Nu med kokain og crack, mobiltelefon og maleren Hammershøi.

Sidstnævnte optræder som elskerens boggave til Eva, men ses også i fotograf Laust Trier-Mørks lange panoreringer igennem søskendeparrets herskabsligheder med åbne og lukkede døre, korridorer og karreer. Ikke mindst i kammerspillets personer, som mest synes fjerne i deres nærvær og rygvendte som hos maleren.

Eva er immer forsømmelig mor, og Mads har en narcissistisk distance til sin omverden. Hun er destruktiv kontrolfreak og forfalsker, han festabe og kokainvrag.

Vi får således i selve handlingen både en families forfald og en fortvivlet desperat mand, som misbruger både stoffer og slægtninge.

Iben Hjejle som Eva er formidabel, både svag og stærk med et sandt ansigt, hvor mund taler forlorent. Efter at have spillet skraptantet rappenskralde alt for længe i middelmådige produktioner er Iben Hjejle her sublimt tilbage som en af vore største skuespillere.

Også Pilou Asbæk er fantastisk velspillende og dirrende påtrængende som Mads. Den kroniske livsløgner, der ustandseligt flæbende peger på sin strikte og strenge far som bagmand for hans misere i livet.

Den døde far ser Eva i glimt, lidt overflødigt som hint om hans betydning som handlingens tragiske drivkraft.

Rasmus Botoft gestalter glimrende Evas marionetdukkebygger af en sød mand, som ikke er så blød endda. Thomas Hwan er god som hendes arkitektpartner, der for sent opdager, at hun er fuld af fup. Tammi Øst er rørende som søskendeparrets mor, der for det meste er på månen og ikke forstår noget som helst.

Den gode stemning er simpelthen en dansk tv-serie i topklasse. Så hjertelig tak til TV 2, at I købte den hjem til gamle Danmark.