Biografanmeldelse
29. mar. 2023
Den, der lever stille

Den unge forfatter Leonora Christina Skov (Frederikke Dahl Hansen) har opnået stor succes, men konfronteres på ny med de langt fra anerkendende forældre.

Foto | Andreas Bastiansen

Den, der lever stille

Ved radikalt at skære ind til benet er filmatisering af succesroman en modig blanding af græsk tragedie og surrealistisk mareridt.

Af Bo Tao Michaëlis

Leonora Christina Skov fik i 2018 et gedigent gennembrud hos kritikere og læsere med Den, der lever stille.

Den handler om at springe ud af skabet som lesbisk i en kernedansk middelklassefamilie, hvor homoseksualitet anses for en aparte sygdom.

Bogen er en coming of age-beretning og portræt af kunstneren som ung kvinde. Skabt og skadet af det småborgerlige parcelhushelvede i nordsjællandske Helsinge, hvor janteloven hersker over alt og alle.

Det ville være oplagt at filmatisere romanen lige ud ad landevejen som en regelret dannelsesfilm. Men instruktør Puk Grasten, som debuterede med true crime-dramaet 37, har valgt at gå radikalt og bemærkelsesværdigt udansk til værks.

Hun skærer ind til benet og gør bogens begyndelse til kernen.

Under et interview bliver Leonora gjort opmærksom på, at faren er på hospice med hendes døende mor. Hun har mistet al kontakt til dem, efter at de i filmens stærke åbningsscene slår hånden af hende. Chokeret tager hun til dødens forgård, der har fået hele fem stjerner, som faren evindeligt understreger. Moren gør det hurtigt klart, at datteren er uønsket.

Imidlertid opdager Leonora, at der bag hospicets velmenende venlighed og følsomme omsorg skjuler sig mørke kræfter i kælderen. Samtidig optræder en mystisk lillepige, der muligvis er forfatteren selv som barn.

Skovs bestseller er forvandlet til en blanding af en græsk tragedie og et surrealistisk mareridt.

Den lesbiske selverkendelse, det at adskille sig signifikant fra sit miljø, som er den tematiske energi i romanen, er omkalfatret til en historie om en mor. Hun kaldes fru Skov af far og datter og skulle aldrig have haft børn. Slet ikke sådan én som Leonora.

Filmatiseringen er præget af håndholdt kamera, grovkornede billeder og labile videooptagelser fra det lortebrune barndomshjem, som tilsammen er mere søvngængeragtig drøm end realistisk virkelighed.

Meget David Lynch-inspireret – Twin Peaks vises på en tv-skærm – får vi masser af slentrende antydninger, gådefulde gerninger og gedulgte formodninger.

Forsøgte moren vitterlig at dræbe datteren ved at putte hende i ovnen og drukne hende i badekarret? Har Leonora valgt barnløshed, fordi det er en arvelig forbandelse, eller fordi hun er fars pige på en betænkelig måde? Og hvilken rolle spiller ulven, der strejfer omkring på hospicet?

Scoopet er, at hospicet får besøg af selveste Gitte Hænning, som synger Giftes med farmand. Den gamle slager får faren til euforisk at svømme ind i sin egen forestilling om den perfekte familie.

Efterfølgende kommer der en tilsyneladende oprigtig kærlighedserklæring fra faren, som hver dag ringede hjem for at høre, om datteren stadig var i live. Jens Albinus gestalter ham på en både rørende og ambivalent facon. Klam til tider, kærlig til andre.

Frederikke Dahl Hansen er fremragende i rollen som forfatteren, som hun ikke umiddelbart ligner. Men stortalentet artikulerer Leonora karakteristisk med accent og ansigtstræk som fragilt trodsig og flamboyant krukket.

Marina Bouras er kæresten Annette, der til forveksling ligner den døende mor, spillet sardonisk af Sarah Boberg.

Det store spørgsmål er, hvordan bogens mere end 170.000 læsere vil reagere på, at romanens melodramatiske billede af social arv, feminisme og historisk samtidighed er valgt fra. Leonoras rolle i bogen som en oprører, der langer ud til højre og venstre, og hendes hang til kunstnerisk anerkendelse er kun et tåget bagtæppe i filmen.

Der er løse ender og overflødighed, men også fascinerende enigmatiske scener, som gør filmen insisterende interessant.

Og man må tage hatten af for Puk Grasten, som modigt og forfriskende har skabt sin helt egen, særegent gotiske fortolkning af et værk, der er på vej til at blive et nationalklenodie.

Titel:
Den, der lever stille

Land:
Danmark

År:
2023

Instruktør:
Puk Grasten

Manuskript:
Puk Grasten

Medvirkende:
Frederikke Dahl Hansen, Jens Albinus, Sarah Boberg, Marina Bouras

Spilletid:
107 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn fra 11 år

Premiere:
30. marts

Relevante artikler

Nyhed
22. feb. 2023
Succesroman er blevet til vild film

Succesroman er blevet til vild film

Biografanmeldelse
16. nov. 2016
37

37

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
10. dec. 2025
Mand op

Mand op

Serieanmeldelse
08. dec. 2025
The Abandons

The Abandons

Biografanmeldelse
05. dec. 2025
Eternity

Eternity

Serieanmeldelse
01. dec. 2025
Tak for ingenting

Tak for ingenting

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten