Den blå orkidé

En nøgen kvinde danser i et kulsort rum. 

Med sine sensuelle bevægelser drager hun os ind i Den blå orkidé, mens hendes krop skiftevis er blotlagt og tilsløret af bølgende, pixelerede mønstre fra en projektor. 

Hun er som en sirene, der fører mænd i døden. En elverkvinde, hvis ryg er gennemhullet af råd. 

Carl Marotts debutfilm har et frapperende billedsprog, der er neonlækkert, retrofuturistisk og dunkelt erotisk, men tematikken er helt klassisk. 

Fotografen Casper er kørt død i jobbet og indebrændt i sin lejlighed. Han skyder intetsigende reklamebilleder, når han da ikke manisk arbejder på sin evighedsserie af orkidéer. 

Kæresten Mette kan ikke fravriste ham mere end et par distraherede kvæk. Men da hun hiver ham med til en branchefest, bliver han lynsnart ført bort af en gammel kollega med et mystisk tilbud. 

Hver nat skal Casper stille sig parat foran en fabrikshal i industrikvarterets ingenmandsland. Så kommer en varevogn forbi, og en sort fyr henter ham til en mondæn lejlighed, halvt henlagt i skygge som et forladt bordel. 

Her får Casper et underligt, kasseformet kamera stukket i hænderne og bliver ført ind til kvinden. Hun er mørklødet – eksotisk – og i sin egen verden, opslugt af det erotiske ritual.

”Du siger ikke så meget,” griner Casper nervøst, før hun vender sig imod ham med sovekammerøjne. Han begynder at optage hende med den løjerlige metalkasse.

Carl Marott er en formidabel æstetiker. Med fløjlsbløde synth-akkorder, kælende kamerabevægelser og blå og lilla lysglimt fra guldpailletter gør han deres første møde til et ophøjet helle i filmen, en forførelsesdans med kameraet som anstandsdame.

Nok se, men ikke røre.

Casper må nøjes med Mette, da han kommer hjem. Men hun er ikke nok i længden, som hans begær vokser til besættelse.

Man fornemmer hurtigt, at filmens styrke ikke ligger i manuskriptet, som instruktøren har begået sammen med Hans Frederik Jacobsen. Historien antydes snarere end bliver fortalt, mens instruktøren dyrker stemninger intenst.

Filmen har en støvtung stoflighed, en glæde ved materien, man mærker i Caspers oldgamle Atahi Pentax-analogkamera og i de flimrende, støjende billeder, han optager med kassekameraet.

Det kan minde om David Cronenbergs uhumske body horror i film som Videodrome og Fluen eller Richard Stanleys kultdyrkede sci-fi Hardware.

Og det er umuligt ikke at tænke på Nicolas Winding Refns hypnotiske neon noir-univers, selv om Carl Marott er mere smudsig. Der er en sygelighed og klaustrofobi i hans debut, der ligger i naturlig forlængelse af hans Ekko Shortlist-nominerede afgangsfilm fra Filmskolen, Oasen.

Den blå orkidé er på mange måder et imponerende visitkort i Cph Pix’ talentparade. 

Fotograf Anders Nydam skaber slående billeder med ekspressiv lyssætning og et glidende kamera, der aldrig lader publikum finde ro. Og komponist Mads Forsbys pumpende, elektrosyntetiske musik pisker stemninger op som den vilde musik af Oneohtrix Point Never, der var nerven i Safdie-brødrenes fremragende Good Time. 

Men desværre bliver Den blå orkidé aldrig mere end en sanselig oplevelse. Det er en film, der udforsker sine tematikker som en langstrakt musikvideo. 

Samtidig er det endnu en historie om en bitter mands selvforståelse spejlet i forstående, medgørlige kvinder. Joachim Fjelstrup går dygtigt i hundene som Casper, men han er ingen spændende karakter – og de andre karakterer er blot rekvisitter i hans fortælling. 

Julie Grundtvig Wester har ikke mange kort på hånden som Mette, men hun er bedre tjent end Shelly Levy. Den autodidakte skuespiller blev Ekko Shortlist-nomineret i 2018 med Raniya, men som Caspers forbudte passion skal hun ikke være andet end indladende og uopnåelig. 

Der er mere på spil i Den blå orkidé, men kernen er den eksotiske, umælende kvinde, der fører den hvide mand i fordærv. Og det er set rigeligt før.