Decision to Leave

De fleste lande må regne sig heldige, hvis de udklækker ét filmgeni per generation. Sydkorea kan bryste sig af to: Park Chan-wook og Bong Joon-ho.

Begge er visionære fortællere med hver deres yndlingstematikker og en signaturstil, der på nogle punkter minder om hinanden.

Men som manden bag Oscar-succesen Parasite er Bong Joon-ho alligevel den mest lettilgængelige af de to. Park Chan-wook er mere som en sten i skoen.

Begge instruktører har brændt sig på Hollywood, men Bong Joon-hos elskede kultfilm Snowpiercer fandt efterfølgende nyt liv som en tv-serie. Park Chan-wooks Stoker, et hektisk febermareridt inspireret af Hitchcocks Shadow of a Doubt, hipsterkritikerens alternativ til Vertigo, huskes derimod stadig som en svært håndterlig og genstridig gyser.

Park Chan-wooks Decision to Leave er en mere rendyrket psykologisk detektivhistorie. Med flere hårnålesving undervejs er filmen fuld af kunstnerisk ekvilibrisme og åndeknap spænding.

Og så er den vovet. Meget vovet.

Efter den fængslende erotiske The Handmaiden, der nærmest eksploderer af dristig absurditet, virker instruktørens seneste umiddelbart mere sober og tilknappet.

Men går man et spadestik dybere, finder man den måske mest perverse film i Park Chan-wooks karriere! Og det er altså instruktøren af Oldboy, vi snakker om her.

Det starter ret uskyldigt med, at en bjergbestiger dør i en ulykke, hvorefter politimanden Hae-jun (Park Hae-il) afhører den døde mands kone Seo-rae (Tang Wei, kendt fra Ang Lees Lust, Caution).

Hendes ubekymrede adfærd gør Hae-juns kolleger mistænksomme. Ikke mindst hans brøsige partner, der anklager først og stiller spørgsmål bagefter. Men Hae-jun er en rationel mand, og Seo-raes forklaring lader i første omgang til at holde vand.

Så sker noget afgørende. Hae-jun er nemlig gift, men da han opdager afgørende nye beviser i sagen, viser det sig, at han er mere loyal over for sit arbejde end over for sin kone.

Efterhånden som Seo-raes historie falder fra hinanden, begynder også Hae-juns polerede facade at slå sprækker. Han er en mand med en nærmest seksuel fetich for uopklarede forbrydelser. Det tager hende ikke længe at opdage, og det udnytter hun.

Den efterfølgende, udspekulerede dans mellem personerne er svær at beskrive uden at spolere det udsøgte mysterium.

Nicolas Roegs erotiske klassiker Bad Timing og det hollandske forsvindingsmysterie Spoorloos er fikspunkter, der kan give en idé om det følelsesmæssige tag, Decision to Leave får i publikum.

Det er en foruroligende diskret, intenst gribende fortælling om to mennesker med hvert deres store hul i livet. Ved skæbnens tilfælde snubler de over den ene person, som måske kan udfylde det.

Park Chan-wook styrede behændigt uden om ord som ”noir” og ”femme fatale”, da han præsenterede filmen på dette års Cannes-festival, og det er ikke helt uden grund.

Decision to Leave er nemlig væsensforskellig fra de fleste detektivhistorier. Det er en dyster film, der ikke blot viderefører Hitchcocks ånd, men som arbejder seriøst med hans teknikker på en måde, der hverken virker som pastiche eller simpel hyldest.

Det er en balancegang, mange instruktører ville knække nakken på. At det lykkes så nærmest uforskammet godt for Park Chan-wook skyldes ikke mindst hans mangeårige medforfatter Jeong Seo-kyeong.

Med den udspekulerede enke Seo-rae føjer de endnu en kompleks og fascinerende kvindefigur til et imponerende persongalleri, der også tæller kvinderne i Lady Vengeance, Thirst og The Handmaiden.

Decision to Leave er Seo-raes historie, og Tang Weis præstation i rollen er den hemmelige ingrediens, der løfter filmen fra uhyre vellykket til et regulært mesterværk. Hun er lige så æggende, uudgrundelig og uopnåelig som de mest fatale af Hitchcocks blondiner.