Death Note

Hvis du kunne dræbe hvem som helst i verden bare ved at skrive deres navn i en notesbog, ville du så gøre det?

Det vil den intelligente gymnasieelev Light Turner (Nat Wolff) i Netflix’ nye filmatisering af den populære japanske anime-serie Death Note. Men alt, hvad der er godt ved tegnefilmversionen, er fejet væk i filmen.

Udgangspunktet er ellers det samme.

Ligesom i tegnefilmen falder en mystisk notesbog ned fra himlen og bliver fundet af Light, og hurtigere end du kan sige CGI, dukker monsteret Ryuk (Willem Dafoe) op.

Han forklarer Light, at hvis man kender en persons ansigt og skriver deres fulde navn ned på bogens sider, vil vedkommende dø i den nærmeste fremtid.

Ryuk bliver altid vist som en sløret skygge i baggrunden eller i meget mørke omgivelser. Det kan der selvfølgelig godt være en pointe i, men det føles mest, som om special-effects-folkene har sprunget over, hvor gærdet er lavest.

Den sjove maskot får ikke meget plads i Death Note, som heller ikke for alvor kommer ind hans på identitet som dødsengel.

Filmen er meget mørk og kedelig at se på. Godt nok gør den brug af slowmotion, popmusik og atypiske, glidende overgange i stedet for almindelig klipning. Men det hele virker mest som gimmicks uden større omtanke.

Under dæknavnet Kira beslutter Light sig for at udnytte sit nye talent til at udrydde alle onde mennesker. Hans far James Turner (Shea Whigham) er politimand, og Light har derfor adgang til politiets database, hvor han kan se billeder og navne på forbryderne.

Shea Whigham er den eneste skuespiller, som leverer en troværdig præstation. Nat Wolff er værst, og det er svært at se, hvordan manuskriptforfatterne egentlig vil have os til at forholde os til ham.

I princippet er han en seriemorder og ender med at dræbe over 400 mennesker. Men samtidig indleder han et forhold til den smukke Mia (Margaret Qualley), som han fortæller sin hemmelighed til.

De kærester rundt og arbejder sammen om at slå folk ihjel med notesbogen. Måske skal vi synes om deres bizarre romance, men det er svært at have sympati for de to selvhøjtidelige, sadistiske teenagere.

Wolff råber og skriger i de mest dramatiske scener, men lige gyldigt hvor højt han hviner, så trænger han ikke igennem til publikum. Margaret Qualley er derimod så nedtonet, at hun kun veksler mellem tre forskellige ansigtsudtryk.

Til at fange Kira får politiet hjælp af den mystiske detektiv L (Lakeith Stanfield), som har ry for at opklare de sværeste efterforskninger.

Anime-seriens charme var, at vi konstant kunne høre Light og L’s tanker og på den måde være med i deres nøje overvejede planer. Serien havde på den måde en krimiopbygning, som sammen med et kompliceret og overraskende plot gav historien en stærk nerve.

I filmen hører vi aldrig deres tanker, og handlingen er så forsimplet, at luften er gået hundrede procent af ballonen.

Lights ofre bliver dræbt ligesom i Final Destination ved, at en stige eksempelvis falder ned og hugger hovedet af en voldsmand. En anden stikker en kniv i halsen på sig selv. Det er blodigt, men desværre uvist, hvad instruktøren Adam Wingard vil have os til at føle, når nogen bliver dræbt. Skal vi juble, blive forargede eller væmmes?

I tegnefilmserien er Light tydeligvis en morderisk psykopat, hvor L er en charmerende og kløgtig efterforsker. Så selv om hovedpersonen er Light, hepper vi på den gode L, der prøver at finde frem til Kiras identitet.

I filmen er Light fremstillet langt mindre ond, og L virker slet ikke så fattet og intellektuelt overlegen. Derfor kan man godt blive i tvivl om, hvem man egentlig hepper på.