Deadpool & Wolverine

”Find gokkesokken frem, nørder. Det her bliver godt.”

Sådan lyder det fra vores elskede, rødklædte helt Deadpool (Ryan Reynolds) efter tyve fremragende minutter af Deadpool & Wolverine.

Allerede her har hovedpersonen gået catwalk i stram spandex til lyden af Fergie-hittet Glamorous, taget os med på en tur op i sin endetarm og brækket næsen på en pæn, britisk Succession-stjerne.

Imens han bryder den fjerde væg og henvender sig direkte til publikum flere gange, end man kan tælle.

Ovenstående bedrifter er vel at mærke, efter Deadpool har aflivet over 50 soldater med resterne af en afdødes knogler. Og haft sin arm – op til albuen – dybt begravet i en grådkvalt, flænset mand, som han røvpulede med Wolverines aflagte klør.

En fisting-manøvre, vi i escortbranchen godt kan lide at kalde en halv Kaptajn Haddock.

Og til dig, der sidder med et chokeret udtryk og overvejer at lukke browseren: slap af! Du vidste, hvad du gik ind til, da du klikkede på en anmeldelse af tredje film i franchisen. Havde du seriøst forventet PG13-jomfru-behandling?

I Deadpool & Wolverine følger vi den tidligere special forces-lejesoldat Wade Wilson med alteregoet Deadpool. Efter onde folk har haft fingre i ham, er han blevet en rå, udødelig mutant, der har ry for at slå ihjel på saftige, bloddryppende måder med lange katana-sværd.

En dag bliver han bortført af organisationen Time Variance Authority (kaldet TVA), som vi har bøvlet med tidligere i serien Loki. TVA har til opgave at sørge for, at samtlige universers tidslinjer forløber, som de skal.

Hos TVA får han dårligt nyt, og vi lærer om konceptet ”ankerskabning”. Det er en person, som er central for et univers’ eksistens. Dør denne skabning vil hele universets tidslinje langsomt kollapse.

Efter instruktøren James Mangold slog superhelten Loganihjel i sin overhypede western af samme navn fra 2017, har Deadpools univers været ved at gå i opløsning.

For i rollen som Logan var Hugh Jackman en ankerskabning. Derfor må Deadpool tage til andre universer for at finde en ledig Logan, i håbet om at han kan bosætte sig i vores tidslinje, så verden ikke går under.

Logan er kendt som X-men-medlemmet Wolverine. En rå mutant, der blev udødelig, efter onde folk havde fingre i ham, og som har ry for at slå ihjel på saftige, bloddryppende måder med sine lange klør.

Deadpool og Wolverine lyder som det perfekte match. Men da Deadpool finder en ledig, stangstiv Logan, kommer de galt ind på livet af hinanden og bruger resten af filmen på at forsøge at slå modparten ihjel på kreativ vis.

Det er fantastisk medrivende, der selv efter mordforsøg nummer tyve stadig overrasker i grovhed.

Det helt store spørgsmål op til tredje film har været, hvordan Wolverine værdigt ville blive genoplivet efter den rørende slutning på Logan. Bare så han kunne optræde i Ryan Reynolds våde drøm af et passionsprojekt.

Det korte svar er, at det ikke er muligt.

Derfor skænder Deadpool den forhenværende X-mens grav som det første og begår, hvad der mildest kan betegnes som nekrofili. Bare for at få ærekrænkelsen ud af verden, så Logan frit kan medvirke.

Det er totalt for meget og et perfekt billede på, hvor lidt man har tilovers for fintfølende fans.

Reynolds har åbenhjertet kæmpet for at få tredje film om Deadpool til at blive en realitet, efter 20th Century Fox blev lagt i graven og rettighederne overført til Disney.

Det har længe set sort ud for den storbandende helt, der også kaldes The Merc With a Mouth (Lejemorder med mund). For måtte man godt sige ”shit” og gøre det, der er værre, i en Disney-film?

Men med replikken ”Fuck you, Fox, I’m going to Disneyland” gadedrengehopper den rødklædte antihelt lige ind i, hvad man skulle tro var umuligt. Nemlig at gøre Deadpool grovere end nogensinde.

For filmen overgår alt andet med fjerdevægsbrydende, chokerende og totalt veloplagte one-liners, der må få det til at ringe for ørerne af de Disney-folk, der har givet instruktør Shawn Levy grønt lanterne-lys til at fortsætte historien.

Levy, der har skrevet manuskriptet sammen med Reynolds, formår med Deadpool & Wolverine at give os grund til igen at vende et opmærksomt blik mod Marvel efter fem års multivers-MCU-kaos.

Åbningssekvensen alene tangerer Marvel-fanfavoritten Guardians of the Galaxy, der atypisk bød op til dans og satte superheltegenren i et uhøjtideligt lys.

Læg dertil flere cameos, end man kan huske, komplet absurde musikvalg og flotte sekvenser med slet skjulte Park Chan-wook-referencer, og du har den perfekte underholdningstur i biografen.