Dead Man Down

Victor er en handlekraftig højrehånd for den brutale bandeleder Alphonse i New York. Yderst cool redder han bandelederens liv i starten af Niels Arden Oplevs flamboyant larmende gangsterfilm Dead Man Down. Men redningen er ikke kun en modig dåd, også en iskold kalkulation fra Victors side. Han har nemlig sin helt egen dagsorden. Den hedder hævn, og den skal som bekendt serveres iskold.

Af personlige årsager vil Victor snedigt dræbe bandemedlemmerne én for én. Men så er der lige den gådefulde, fransk-amerikanske kvinde, Beatrice, med det skamferede ansigt i lejligheden overfor. Hun vinker ham til en date, men også til noget helt andet, som ikke skal fortælles her, fordi det er en opfindsom skrue inde i filmens sindrige plot.

Selvom Dead Man Down har fået dårlige anmeldelser i den amerikanske presse, ankommer den her til landet som en ganske flot og intelligent krimifilm. Her skydes der igennem med store håndvåben, så døde bøse mænd forsvinder som rød støvregn ud over tagene i et meget socialrealistisk New York med slum og strandede skibe. Colin Farrell er den mutte ungarskfødte ingeniør (og elitesoldat), en sinister, senmoderne udgave af Greven af Monte-Cristo. Han er antihelten, som bærer hævnens byrde på begge skuldre, men også med den kendte bivirkning, at den kuldslår hjertet og lammer sjælen.

I mødet med Beatrice, spillet meget neurotisk og dæmonisk af en underskøn Noomi Rapace, synes han at skulle tø op en smule. Eneste anke mod Rapace er, at hendes skamferede ansigt, som gør hende til et monster for kvarterets gadedrenge, ikke er værre, end at det ville kunne score hvilken som helst gut til mit skolebal. Ikke mindst når man også møder hendes lettere fordrukne mor, spillet af altid seværdige Isabelle Huppert, der husmoderligt laver småkager og kylling i ovn og er ankerkvinde for datterens mistrøstige skæbne som misarret.

I den hævngerrige intrige ses også herligt genrens gengangere – Armand Assante som mafioso og F. Murray Abraham som bagmand – i hurtige, men markante biroller. Terrence Howard spiller slesk og labilt hovedskurken, bandelederen Alphonse, mens Dominic Cooper er nybagt familiefar og gangster med dejansigt.

Det er interessant, hvordan den store filmverden kalder på vore instruktører, når der skal drejes sorte og slagkraftige kriminalfilm, som alligevel midt i melodramaet har accent af hverdagslivets stille eksistenser og indelukkede personligheder. Man kan ikke lade være med at sammenligne Dead Man Down med Nicolas Winding Refns Drive. Der er slående ligheder netop med præg af den nordiske ekspressionisme, vi kender i skildringen af kuldkastede, mutte mennesker, der mangler kærlighed på den ene eller den anden måde.

Men hvor Drive klart har accent af kammerspillets klaustrofobiske film noir, er Oplevs film langt mere et operaagtigt gangsterdrama og drengerøvet ramasjang. Med instruktørens egne ord: en produktion, hvor han fik den store pakke mellem hænderne og lov til at lave en rigtig amerikansk actionfilm på baggrund af sin fortrinlige svendeprøve i branchen, Mænd der hader kvinder.

Filmens indre force, hvor den hæver sig over klicheer og kulisser, er forholdet mellem Colin Farell og Noomi Rapace. Hvilket ret beset vederkvægende drejer filmen i retning af den klassiske og vemodige krimi- og kærlighedsfilm, før den slags blev til biljagter, blondiner og blowjobs. Det er deres douce og diskrete affære, deres diabolske pagt, der forvandler sig til det eksistentielle engagement i livet, som filmen fra begyndelsen beskriver som livets inderste mening. Mens den, der tænker på hævn, holder sine egne sår åbne.

Om de lukkes her, må man selv gå i biffen for at se. Men de er i hvert fald skåret underholdende til, og hævnhistorien er speget og original. Vi tilgiver på det alter den lidt for forudsigelige og støjende slutning.

Trailer: Dead Man Down