De uskyldige

Titlen på Eskil Vogts gyserfilm De uskyldige er ironisk.

Vi befinder os nemlig i den veletablerede undergenre om onde børn, der slet ikke er uskyldige. Her aner de voksne enten ikke, hvad der sker, eller også er de selv ofre.

Filmen åbner med et nærbillede af niårige Ida, der kører i bil med sin autistiske storesøster Anna og sine forældre til en ny by, hvor faren har fået arbejde.

Ida niver sin søster hårdt i armen for at se hendes reaktion. Intet.

Anna kan tilsyneladende hverken føle smerte eller forstå, hvad der bliver sagt. Med sit lange, blonde hår og sine store blå øjne ligner Ida en engel. Men den indledende sekvens viser, at også børn er i stand til onde handlinger.

Familien flytter ind i et gråt boligkompleks, der støder op til en lille sø og er omgivet af træer. Det er skolernes sommerferie, og Ida plager om, at hun og moren kan tage på ferie, men nej. Anna kræver pleje, og far har travlt med det nye job.

Ida bliver sendt ned for at lege i gården. Her møder hun jævnaldrende Ben, der viser hende sit hemmelige sted i den lille tilstødende skov.

Ben bliver drillet af de større drenge og hævner sig ved at skyde på dem med slangebøsse. Og så kan han i øvrigt bevæge små ting ved tankens kraft, viser han en begejstret Ida. Hvad med større ting, spørger pigen, der har fundet en åndsfælle.

Snart eskalerer børnelegene fra knækkede grene til dyrplageri og glasskår i Annas sko. Filmen udforsker, hvor langt børn vil gå, hvis de ikke bliver opdaget – og endda har superkræfter.

Da Ida efterlader Anna alene på legepladsen for at tage på eventyr med Ben, dukker pigen Aisha op. Den blide Aisha kan høre sprogløse Annas tanker, og hun kan mærke, når der er brug for hende. Gennem Aisha viser det sig, at også Anna har særlige kræfter.

Alle fire børn finder sammen, og Ida – der som den eneste ikke har overnaturlige evner – organiserer, at de skal udvikle kræfterne. Men magten splitter børnene, og konsekvenserne bliver fatale.

Filmen er holdt i blå og grønne pastelfarver, der passer til den norske sommer. Samtidig fungerer scenografien af danske Simone Grau Roney som en psykologisk prisme, der antyder den følelsesmæssige ubalance og higen efter opmærksomhed, som udvikler sig til afstumpethed.

Dramaets hjul drejer ubønhørligt med Sturla Brandth Grøvlens rolige kameraføring, der dvæler i spændingsfyldte scener. Der er en bevægende poesi i billederne, en paradoksal forening af det skønne og det onde, der bliver til et smukt mareridt.

Min eneste anke er filmens brug af personer, der tilhører etniske minoriteter. Måske er her tale om såkaldt farveblind casting, men plottet synes at trække på negative stereotyper og fordomme om de fremmede som mystiske og farlige.

Det virker uretfærdigt at fremhæve enkelte skuespillere, da filmen er vellykket castet, og alle fire børn er forrygende.

Den mest udfordrende figur er Ida, den jaloux lillesøster, der balancerer i krydsfeltet mellem dæmoni og menneskelighed. Hun spilles af unge Rakel Lenora Fløttum med en imponerende demonstration af et barns brede spektrum af følelser.

Mina Yasmin Bremseth Asheim er rørende og fin som Aisha, mens også Alva Brynsmo Ramstad og Sam Ashraf overbeviser som Anna og Ben.

Eskil Vogt er en dygtig filmskaber, der i De uskyldige leverer et værk, som leder tankerne hen på svenske Tomas Alfredsons Lad den rette komme ind.

Nordmanden har i en årrække været Joachim Triers faste skrivemakker, men Vogt demonstrerede også sit talent som instruktør med debuten Blind. Hans nye film får det til at se ud, som om makkerparrets gyser Thelma særligt var Eskil Vogts fortjeneste.

De uskyldige er i hvert fald en grum, smuk og intelligent film, hvor børns impulsive følelser bliver taget lige så seriøst som voksnes.