De uskyldige

Vinteren 1945/46 et sted på landet i Polen. Landet er besat af Den Røde Hær, og efter seks års nazistisk besættelse er der ikke bedre tider i vente.

Den skrøbelige alliance mellem Stalin og de vestallierede findes stadig på papiret, og en fransk Røde Kors-afdeling befinder sig derfor i Polen for at hjælpe de mange ofre for krigen og Holocaust.

En nonne kommer til hospitalet og får den franske sygeplejerske og kommunist Mathilde ud til sit kloster i al hemmelighed. En af nonnerne er gået i fødsel efter at være blevet voldtaget af de russiske soldater, der systematisk – og med Stalins velsignelse – voldtog millioner af polske og tyske kvinder, da de erobrede Polen.

Ud over skammen og den tvungne tavshed ved at blive voldtaget af dem, der nu sidder på magten, er der for nonnen også noget andet på spil: Al seksualitet og krop er tabu, og graviditeten er derfor dobbelt tabu- og skyldbelagt.

Da barnet er født, tager abbedissen det med i en kurv og finder en mor til det. Men det viser sig, at flere nonner blev voldtaget, og Mathilde må derud igen. Hun bliver både presset af sin franske chef, der mener, at hun pjækker på sine natlige ture til klostret, af de russiske myndigheder, der mener, at hun er spion, og af abbedissen, der bare vil have ro på klostret og få afviklet børnene.

Mathilde udvikler langsomt et venskab med nonnen Maria. Hos dem opstår et hul i tiden mellem de store, totalitære systemer – katolicismen og kommunismen – hvor de kan tænke over livet, troen og kønnet.

En charmerende sidehistorie handler om Mathilde og den desillusionerede læge Samuel, der på trods af sin kuldslåede retorik faktisk vil hende. Men hun ved ikke, hvad hun skal stille op med de snart fødte børn, livet og kærligheden, og hun er ikke imponeret over de mænd, hun ser omkring sig.

Til tider er De uskyldige i fare for at gå i stå i stillestående og smukke betroelser, tvivl og optænding i brændeovnen, men pludselig tager fanden ved filmen. Mathilde er nødt til at træde i karakter. Filmen bliver en art Døde poeters klub om indre styrke, fællesskab og børn.

Lou de Laâge er billedskøn som den unge, tvivlrådige Mathilde, men mange indstillinger går med at se hendes smukke ansigt gruble, bide sig i læbe, tørre en tåre væk, tænde en cigaret.

Agata Buzek er fantastisk som nonnen Maria, og hun spiller sig ud af den katolske burka og står som handlestærkt og nuanceret (og talende) menneske, der med vilje har valgt kønnets og den mandsdominerede verden fra. Vincent Macaigne nedspiller fint rollen som overlevende jøde og det overflødige menneske Samuel, og man forstår hans smerte ved at verden, som han kendte den, er væk, og at den nye er uhåndgribelig og usikker.

Billedsiden er nedstemt i grynede vinterfarver, de tyste rum i klostret grå og blåtonede med en pludselig rød, dampende hyldebærgrød.

Landskaberne er store, mest himmel og lidt mark, indimellem et jernkors og en frossen trillebør. Æstetikken er i det hele taget klar og enkel, og selv om den indimellem er ved at kamme over i salmesang og nonnedragter, trænger historien igennem kostumedramaet.

Anne Fontaine, der har lavet Coco før Chanel, har instrueret, og den er typisk for hende en lidt genreagtig hybrid: historisk udstyrsstykke, karakterdrama, feministisk drama og thriller. Fortællingen bliver indimellem noget tøvende, men der er noget fint ved ikke at vælge genre.

Med De uskyldige er vi i samme æstetiske og politiske landskab som i Paweł Pawlikowskis mesterværk Ida – igen er der fortrængt fortid og nonner på spil.

Men hvor Ida følger sin onde historie helt til dørs i et Polen, der er både totalitært og antisemitisk, hvor alle er tabere i den store historie, og hvor den enkelte må kaste arven på møddingen for selv at leve, er De uskyldige en mere optimistisk film.