De unge kærester

”Jeg tror, jeg sagde til hende, at det var godt scoret,” siger moren til datterens kæreste. Datteren er lidt over tyve, og han runder snart de 50. 

”Ja, ik?” svarer han kækt, hvorefter moren frimodigt tilføjer: ”Og det er formodentlig også bedre sex end, hvad hun kunne finde i en jævnaldrende.” 

DR’s nyeste af mange indsatser for at nedbryde fordomme og udvide seernes bevidsthed følger fire heteroseksuelle par. To af dem er en ældre mand med en yngre kvinde, og to er en ældre kvinde med en yngre mand. 

En meget bevidst sammensætning, for der er ikke meget gammel gris over søde 35-årige Jenna og 42-årige Tina. 

Jenna mødte den unge skuespiller Albert Rosin Harson i Vild med dans, hvor de to dannede par på scenen og senere også bag scenen. Og det har altid været ”en drengedrøm” for 24-årige Kasper at være sammen med en ældre kvinde, men den seksuelle fantasi blev til ægte kærlighed i mødet med Tina. 

De to skandaleombruste sladderblads-darlings, sexologen Jakob Olrik og tv-kendissen Oliver Bjerrehuus, har også fundet kærligheden. 

Jakob er 50, Astrid 22. Oliver er 48, Sofie 23. 

Det er Sofies mor, der kvitterer med ”godt scoret”, og det føles faktisk sødt og støttende, når vi senere hører, hvor meget bekymring, skam og ynk de unge kvinder møder. 

Det er ikke forholdet, men folks fordomme, der presser tårerne frem hos unge Astrid. Hun føler sig ikke respekteret, når andre formoder, at hun bliver manipuleret og udnyttet. Astrid taler om romantisk selvbestemmelse, og ironisk nok ender folks bekymring om sexisme med at placere hende i netop et sexistisk lys. 

Det er ikke desto mindre en berettiget bekymring, der er baseret på en rig historisk og kulturel erfaring med ældre mænd og yngre kvinder i knap så lykkelig forening. 

Men der er ingen eksperter, historikere eller feministiske tænkere tilstede i DR’s meget simple formular – i hvert fald ikke i de første to afsnit (af i alt fire), der i dag er blevet offentliggjort. 

Parrene fortæller alle, hvor grænseoverskridende det er, at fremmede skal gøre sig kloge på deres kærlighed. I serien bliver de til gengæld hørt til ende, og der stilles ingen svære spørgsmål af tilrettelægger Victor Grønbech fra producenten United – part af ITV Studios. 

Der sker heller ikke det store. Der er den klassiske tur i IKEA og så en parmiddag mellem to af seriens par. Resten er snak – gående, stående, siddende – fra de fire par med undtagelse af en enkelt mor og søster, der er lige så kærligt ukritiske som produktionen. 

De to første afsnit berører slet ikke den kulturelle afstand, som er svær at undgå, når man tilhører to forskellige generationer. Heller ikke det dystre perspektiv i, at den enes aldring og sandsynlige død kommer meget før den anden.

Et uundgåeligt stridspunkt – at stifte familie – adresserer parrene derimod. Med stor optimisme og hos nogle en rationel accept. Der er dog også lige Sofies meget tålmodige tilgang til Olivers store uvilje mod småbørn, som man kunne frygte er kronisk. 

Et af parrene har netop fået barn, mens man for nylig kunne læse i medierne, at et andet par også venter en lille. I de samme medier har man længe kunnet konstatere, at den danske ungdom rammes af infertilitet og på sigt ryger sig til lungekræft. Pludselig deler vi alle de samme farer, vi ivrigt advarer de aldersskæve par om. 

Det er ikke noget, serien selv peger på. Den er ikke som sådan argumenterende, men meget ligetil. 

Jeg forarges kortvarigt, da det går op for mig, at første afsnits titel, ”Alder er bare et tal”, ikke er ironisk ment. Men alle parter gør det hurtigt klart, at de virkelig vil hinanden – om vi vil det eller ej – og at vores bekymring for den yngre part altså i nogle tilfælde risikerer at blive til meningsløs udskamning. 

Pludselig virker det hele såre simpelt, næsten ikke engang moralsk mudret. 

”Måske er det hele ikke så skide kompliceret, som folk godt kan lide at gøre det til,” som selvsikre Sofie udtrykker det. 

De unge kærester er som sådan ikke noget særligt, men serien lykkes med sin hensigt: At vise, at par med stor aldersforskel også kan være sunde og normale. 

Og temmelig uinteressante, kunne man tilføje.