De udvalgte

”Er danskere skræmmende mennesker?” spørger en dreng sin mor.

”Nej, de er meget venlige,” lyder det beroligende svar.

Kvinden, Ngun Sui, og hendes søn er sammen med faren og to andre søskende nogle af de flygtninge, Katrine Philp følger i sin dokumentar De udvalgte.

Morens optimistiske bemærkning vil nok efterlade mange etniske, velnærede danskere med en dårlig smag i munden. For Ngun Sui flygter fra en tilværelse, som kan være svær at begribe.

Alene den nysgerrighed, flygtningene viser en osteskærer, da de er kommet til Danmark, og deres efterfølgende bemærkning om, at de nu ”bor ligesom rige mennesker”, sætter tyk streg under, at vi er mange i Danmark, der har det rigtig godt.

Det er ikke nogen nyhed, men det er altid sundt at blive mindet om – især når det gøres så roligt og ikke-prædikende som i De udvalgte. Med enkel musik og flotte kameravinkler afstår filmen fra sensationsdokumentarisme. Det er mennesker, det drejer sig om – og ved at interessere sig oprigtigt for disse mennesker står budskabet om en opsigtsvækkende uretfærdighed i Danmarks flygtningepolitik endnu stærkere frem.

Det er nemlig langt fra alle nødstedte flygtninge, som bliver genbosat i Danmark, og de, der bliver indkaldt til interview med Udlændingestyrelsen, er allerede på forhånd udvalgte. Det vil sige, at de ”værste” – for eksempel kriminelle – er sorteret fra.

Efter en ændret lovgivning i 2005 blev det så også muligt for Udlændingestyrelsen at udvælge ud fra integrationspotentiale: Dem, der er arbejdsdygtige, har særlige sprogfærdigheder eller har familie og venner i Danmark.

De traumatiserede, forældreløse børn, handicappede og andre svagelige bliver til gengæld siet fra. Udlændingestyrelsen har betinget sig, at Katrine Philp ikke viser de afviste flygtninge i filmen, og korte klip med en ensom, ung mand, der har oplevet vold og forfølgelse, er det eneste vidne om dem, der bliver valgt fra.

I stedet sætter instruktøren fokus på nogle af dem, der kommer til Danmark. De stærkeste. De kommer fra Burma og befinder sig i Malaysia, der ikke officielt tager sig af flygtninge, så i skyggen af Kuala Lumpurs smukke Petronastårne er de jaget vildt.

Deres drøm er at komme til Danmark, hvor flere har familie eller venner. Man følger dem, fra de bliver indkaldt til samtale om mulig genbosætning i Danmark. Man hører om deres vej fra Burma til Malaysia og er siden med til helbredsundersøgelser og omfattende interviews, da de får den lykkelige besked om, at de skal til Danmark. Vi følger dem også under rejsen og ved modtagelsen i lufthavnen og oplever deres nysgerrighed og stille glæde over, at de får et trygt hjem med deres familie.

Med det rene fokus på de særligt udvalgte bliver elementer i filmen lidt banale: Som når det adskillige gange lidt kedsommeligt bliver fremstillet, hvordan burmesere ikke benytter sig af efternavne, som man nu engang skal have i Danmark.

I starten møder vi desuden et par interviewpersoner, der bidrager med information om forholdene i Malaysia og Burma. Men de præsenteres ikke ved navn, og man kunne godt ønske sig at være blevet taget mere i hånden med en grundigere præsentation fra den ellers gode fortællerstemme.

For de udvalgte i Danmark er slutningen tilsyneladende lykkelig. Man frydes over små, mørklødede tumlinger i flyverdragter, der kaster med snebolde og får røde kinder, mens forældre og venner kigger med fra en lun, velisoleret lejlighed.

Men hvad med de afviste?

Hvid tekst på sort baggrund fortæller, at FN kritiserer Danmark for at vælge de stærkeste på bekostning af de svageste. Hvor ville man dog gerne have set de afviste og hørt deres historie. Det havde gjort filmens vigtige, underliggende budskab – vi skal også hjælpe de mindre ressourcestærke! – endnu mere slagkraftigt.