De satans chefer 2

Det ligner en fuser til forveksling. Etteren var ujævn og kun sjov med mellemrum, og toeren genbruger både plot, personer og vittigheder.

Men De satans chefer 2 overrasker ved at være et mere helstøbt produkt, der sænker ambitionerne nok til at hæve bundlinjen. Der er færre latterbrøl, men så sandelig også færre pinlige tavsheder.

I første film tæller de satans chefer Jennifer Aniston som glubsk cougar, Kevin Spacey som selvfed kontorpsykopat og Colin Farrell som hente-behåret-coke-vrag. De gør livet surt for deres selvmedlidende ansatte Nick, Kurt og Dale, der ubehjælpsomt forsøger at aflive dem.

Denne gang er det trioen, der viser sig at være satans elendige chefer, da de naivt søsætter en opstartsvirksomhed baseret på en Storm P.-lignende brusebadsdingenot.

Da den bedrageriske shopping-katalog-konge Bert Hanson lægger en kæmpebestilling, satser de virksomheden for at opfylde bestillingen. Og da Hanson trækker den tilbage for at købe lagerbeholdningen til konkurspris, vender vennerne tilbage til deres kriminelle løbebane. De laver en kidnapning for at skaffe sig en tiltrængt kapital. Desværre er offeret Hansons intrigante enearving, der vender situationen til egen fordel ved at kræve en del af løsesummen.

Ganske som sidst er svagheden de tre hovedpersoner, der stadig er papirtynde karikaturer vakt til live af sympatiske skuespillere: Jason Sudeikis er en hjernelam skørtejæger, Charlie Day er en hjernelam familiefar (og skinger som altid), og Jason Bateman er som straight man kun anelse mere intelligent.

Alle tre er durkdrevne karrierekomikere med gejsten oppe, hurtige reflekser og god kemi, og deres mundhuggerier er veloplagte sketches i sig selv. Men rollerne er utaknemmeligt endimensionelle. Nick, Kurt og Dale er og bliver tabere uden en snert af selvindsigt, og seriens charme ligger i den skadefryd, med hvilken man ser dem blive røvrendt.

Dermed er meget af humoren lagt over på birollerne, hvor man finder mange gengangere. Kevin Spacey og Jennifer Aniston er kun blevet mere outrerede siden sidst – han hoverer ufortrødent fra sin fængselscelle, hun bruger en sexafhængighedsgruppe til at finde engangsknald, og de virker som et tiltrængt skud gakket uforudsigelighed.

Mindre glædeligt er gensynet med Jamie Foxx’ konsulterende gangsterparodi Motherfuck(ah) Jones, hvis ene joke går på, at han aldrig bryder loven.

Blandt de nytilkomne laver Christoph Waltz den sleske forretningskonge Bert Hanson på rutinen, mens actionstjernen Chris Pine viser uventet komisk timing som den yuppiesmarte undermåler Hanson junior.

Skuespillerne hæmmes dog af et manuskript, hvor handlingstrådene forvikler sig slavisk efter genrens forskrifter, og hvor vittigheder ender som velmenende træk på smilebåndet snarere end mavepustere. Det er da sjovt, at trioen taler til politiet med tykke sydstatsaccenter, at de bliver skæve på lattergas under en kidnapning, og at de glemmer hinandens kodenavne, når de taler over walkie-talkien – men man slår sig ikke på lårene af grin.

Manuskript-duoen bag, Sean Anders og John Morris, har gjort karriere med uforpligtende komedier som Hot Tub Time Machine, Familien Miller… langt over grænsen og Dum og dummere 2, og de leverer som gedigne håndværkere. Anders har i denne omgang også instrueret med en uanselig metervarementalitet, der lader skuespillerne styre showet.

Komediefortsættelser bliver sjældent bedre end originalen. For hver 22 Jump Street er der to Tømmermænd-fortsættelser, hvor der tjenes lette penge på hurtige film.

Det er da også svært ligefrem at kalde De satans chefer 2 for en god komedie. Med sine 108 minutter er den alt for lang, og man kunne ønske sig mere mod, vid og bid fra forfatternes side.

Men man småklukker mere jævnt end forgængeren, og som tømmermændstidsfordriv er den passende uforpligtende underholdning.