De humani corporis fabrica

En voldsom filmoplevelse fik folk til at udvandre under verdenspremieren i Cannes, og det er nok også det sansemæssigt vildeste værk, du kan se på årets Cph:Dox. 

De humani corporis fabrica er skabt af af Véréna Paravel og Lucien Castaing-Taylor under det såkaldte Sensory Ethnography Lab, der hører til på Harvard University og løbende fornyer vores forståelse af, hvor grænsen mellem dokumentarisme, kunstfilm og videnskabelige undersøgelser går. 

Det er en film båret af indfald, intuition, kontraster og tålmod. En nærmest hypnotiserende film, hvor vi er med på operationsstuer på en række franske hospitaler. Og ikke bare på stuerne, vi er helt inde i kroppene ved hjælp af loftskameraer, kikkertkameraer og fjernstyrede mikrokameraer.

En verden af marmoreringer, huler, tunneller, pulserende flader, landskaber af kød, grotter af væske, her og der noget velkendt som en pupil eller en skalpel.

Det er surrealistisk og ofte betagende smukt.

I en vis optik er det også en utroligt klam film fuld af hjerneskruer, tarmkikkertoptagelser, øjenoperation, penis-urinrørsrensning, kejsersnit og en brystfjernelse.

Ved første snit vil man nok forsværge, at man kan sidde og finde nydelse i nogen af de ting.

Men i filmens eget duvende tempo og med en underspillet crescendo-dramaturgi trapper instruktørparret stille og roligt op fra smukt håndværk til skrækfascinerende håndteringer af de kropsdele, der for mange af os er forbundet allermest med privatliv og sårbarhed.

Effektivt bliver vi konfronteret med, hvor fremmed vores egen krop er for os. Og man mærker sine reaktioner stærkere end de fleste apokalypsefilm, jeg har set. Uvilkårligt kommer man til at reflektere over sin egen sansning – uanset om man er sart, hærdet eller tager filmen som en udfordring på krigermanér.

Instruktørparret vandt i 2012 en pris på Cph:Dox for Leviathan, der er en antropologisk undersøgelse af krabbefiskere til havs. Men heller ikke fra den nøgterne betragterposition, for vi bliver håndholdt kastet ud blandt farvemanipulerede optagelser, hvor dækket på en båd føles som et livsnødvendigt fikspunkt i et kaos af enorme bølger, skumsprøjt og mågeskrig.

Det har længe været Cph:Dox-festivalens credo, at vi tænker for meget i genremæssige kasser, og Sensory Ethnography Lab er deres perfekte ambassadører.

De humani corporis fabrica betyder ”om menneskelegemets anatomi”, og titlen er lånt fra en videnskabsbog fra 1500-tallet af en vis Andreas Vesalius.

På den måde indskriver filmen sig i en videnskabelig tradition, men det er mest på skrømt. Der er ingen faktuel læring at hente. Eller rettere: Man kan faktisk lære lidt om huspriser! Det er nemlig det, kirurgerne diskuterer, mens en kikkert føres ind i en mennesketarms tilsyneladende uendelige vandrutsjebane.

Instruktørerne har efter eget udsagn gjort sig umage med at synkronisere kødlandskaberne med præcis de lydoptagelser af lægerne, der samtidig blev lavet ex corpora. Men fordi arbejdet er så selvfølgeligt for dem, skabes en besynderlig kontrast, hvor vi er til stede i to adskilte universer på én gang.

Endnu mere fremmedgørende er operationsoptagelserne, der er lavet på hele otte franske hospitaler og krydsklippet med livet i noget, der ligner en seniorbolig for demente. To gamle damer gentager de samme brokker igen og igen (”skynd dig – dér er hun, dér er han”), og en skrigende papegøje i et baglokale viser sig at være noget andet end antaget.

Det er et ægte WTF-indskud.

Med Lucien Castaing-Taylors ord i et nyligt interview om filmen: ”Vi tænker ikke – eller vi tænker på, at vi prøver ikke at tænke. Vi svigter at tænke. Men vi er mest interesserede i, hvad der sker, når vi lykkes halvt med det.”

Det lever De humani corporis fabrica til fulde op til.