De Gaulle

2020 var det store, runde år for den franske general og præsident Charles de Gaulle.

130-året for hans fødsel i Lille, 80-året for hans appel den 18. juni 1940 om, at Frankrig skulle kæmpe videre mod den tyske besættelsesmagt, og endelig 50-året for hans bratte død som 79-årig.

Det kaldte på en spillefilm. Men Charles de Gaulle har altid været en kontroversiel herre i sin egen nation.

Nok var han befrieren, som reddede Frankrigs ære under Anden Verdenskrig, men han var også forhadt af højrefløjen for at gøre Algier selvstændig i 1962. Og af venstrefløjen for seks år senere at slå studenteroprøret i Paris brutalt ned.

Tilmed var han praktiserende katolik og ærkekonservativ aristokrat.

Privat var han et introvert, flegmatisk familiemenneske, som dog fanatisk satte Frankrig i første række. Hans menneskelighed var nærmest en hemmelighed for offentligheden. Men instruktøren Gabriel Le Bomin finder frem til den.

De Gaulle skildrer den fatale sommer i 1940, hvor Frankrig bryder sammen under den tyske invasion.

Men fokus er først og fremmest på hovedpersonens familieliv med hustruen Yvonne og to store børn samt den tiårige efternøler Anne, som lider af Downs syndrom. Hun er farens øjesten. Da hendes sygdom i sin tid blev diagnosticeret, nægtede han at sende hende på asyl, hvilket var almindeligt i 30’ernes Frankrig.

Nazisterne havde en helt anden behandling: organiseret medlidenhedsdrab.

Charles de Gaulle (Lambert Wilson) forsøger at slå tyskerne, redde nationen, tale med generaler, som har givet op, og englændere, som ikke vil hjælpe. Imens flygter hans hustru med deres kærlige, men besværlige datter gennem et kaotisk Frankrig. Vel vidende, hvad der vil ske af forfærdeligheder, hvis hun og datteren falder i fjendens hænder.

I eksil i London er det i den grad op ad bakke for de Gaulle og hans frie franske styrker, der vil fortsætte kampen mod besættelsesmagten.

Man fornemmer, at instruktøren oprindelig er dokumentarist.

De Gaulle er behersket, redelig og sobert sat op uden flamboyante følelser, flotte panoramaer og grandiose armsving. Vi slipper for store, buldrende kampscener og de mange civile, der bliver skudt ned af fly på vejene under flugten.

På intet tidspunkt synges Marseillaisen. Trikoloren flagrer kun diskret, hæder og heroisme er blot antydet og nationalismen holdt i ave. Til gengæld er de franske generalers feje defaitisme og resignation over for nazisterne skildret uden nåde.

Filmen er præget af de Gaulle-familiens katolske tro og generalens brændende patriotisme, der nærmest minder om Jeanne d’Arcs.

Billedet af både tyskere og englændere er forudsigeligt fransksindet. De første er teutonske barbarer, de andre arrogante skiderikker. Churchill er nok frankofil, men udleveres også som en larmende drukkenbolt – der ikke engang byder de Gaulle på en drink!

Altid seværdige Lambert Wilson, bedst kendt uden for sit hjemland for en birolle i Matrix-trilogien, gestalter Charles de Gaulle som cool og kølig med stålsat sind og stiv overlæbe, men han bløder op sammen med Anne og konen Yvonne.

Hun spilles med kronisk – og forståelig – bekymring af Isabelle Carré, der i øvrigt også har talent til at spille andet end kronisk bekymret, hvis ellers manuskriptet var til det.

Filmen når sit klimaks hos BBC den 18. juni 1940 med Charles de Gaulles berømte tale til sine landsmænd. Slaget er tabt, men krigen venter endnu forude. En sagtmodig finale, der ligesom filmen er nedtonet, underspillet og nøgtern.

De Gaulle er en fransk kvalitetsfilm af typen, som herhjemme har spillested i københavnske Grand eller århusianske Øst for Paradis.

Den behandler et betændt område i fransk historie på en ordentlig måde ved at smelte en genial general og patetisk politiker sammen til et inderligt menneske og gøre ham til andet og mere end et omstridt nationalt ikon.