De forbandede år 2

De forbandede år slutter i 1943, hvor fabrikantfamilien Skov i villaen i Vedbæk er dybt splittet og forvirret.

En søn er kommet hårdt såret hjem fra Østfronten. En anden er gået under jorden som modstandsmand. En datter er blevet krigsenke efter en tysk officer. Så er der sønnen, som med trompet sorgløst spiller swingmusik. Endelig er der efternøleren, gymnasiedrengen, som er skoletræt.

Vi har at gøre med en kæmpeslægt, som bærer på alle besættelsestidens aspekter. Fra faren som værnemager til sønnernes engagement på begge sider af verdenskrigen med landsforræderi, sabotage og stikkeri.

Samt selvfølgelig det lede begreb ”tyskertøs”, danske kvinder i seng med fjenden.

Det er flot med ferm poetisk frihed, at instruktøren Anders Refn sammen med sin nyligt afdøde ven og medforfatter Flemming Quist Møller har gestaltet og skabt et stykke Danmark i krig via en stor families vanartede skæbne.

Det er sågar den eneste modstandsfilm, der både kritisk behandler det danske politi som tyske håndlangere, samarbejdspolitikkens kyniske kapitallogik og kommunisternes meget afgørende indsats i modstandsbevægelsen på tværs af borgerlige kræfter.

I fortsættelsen af De forbandede år strammes skruen yderligere. Vi får våbennedkastning, vold og en stikkerlikvidering, som går galt.

Den patriarkalske fabrikant stadig synes, at han er en god patriot med sit virke for Danmark. Han hjælper dog sin jødiske sekretær til Sverige, mens hustruen som forhenværende sygeplejerske også ender på den anden side af Øresund.

Den nazistiske søn er ved at drikke sig ihjel sammen med hipofolk. Vores brave modstandsmand, sønnen Aksel, udvikler sig til en professionel partisan.

Indimellem får vi godtfolk, fæ og frænder omkring den samspilsramte familie. Kærlighed på tværs af brødre, for og imod samarbejde mellem modstandsfolk, samt det fatale faderopgør, som har tragiske dimensioner på grund af skyld uden anger.

Jesper Christensen og Bodil Jørgensen er igen fremragende som ægteparret Skov. Førstnævnte kan spille alt fra alkoholiker på en bænk til Norges heroiske kong Håkon. Sidstnævnte er igen Danmarks jyske samvittighed med bekymrede kvieøjne.

Mads Reuther træder kækt i karakter som antihelten Aksel kringsat af kvinder og fjender. Alle spiller glimrende i hver sin rolle. Navnlig Allan Olsen, hvis åbne og snedige ansigt er som skabt til at agere tidens rævesnu sortbørshaj og reptilstikker.

Anders Refn er som filmkunstner klart et øjemenneske. En auteur med sans for skarp timing – sceners signifikante dybde fastholdt i et vedvarende episk flow i handlingen.

Etteren og toeren af De forbandede år er smukke film. Der er kælet for detaljen som en fryd for øjet midt i det forfærdelige.

Actionscenerne er saftsusemig storslåede og spændende.

Andre gange er vi til Matador noir, folkekomedie med kaffe og kage, mørklægning og udgangsforbud. Refn kender sine klassikere med citater fra vor første, fremragende modstandsfilm fra 1945, Den usynlige hær.

Anders Refns projekt om at skabe en film om både samarbejdspolitikken og sabotagehandlingerne går langt tilbage. Nu indgår filmen i en interessant nybølge af modstandsfilm: Flammen & Citronen, Hvidstengruppen og den meningsløse bombning af den franske skole i Skyggen i mit øje.

Alle film kritiserer den officielle historieskrivning om de fem forbandede år. Anders Refn gør det tilmed bredspektret, flamboyant og engageret til venstre for midten. Med et afsluttende svirp til den holdning, at krigen er slut. For besættelsen bliver vi aldrig færdigt med.

De forbandede år 2er som den historiske virkelighed fragmenteret, sporadisk, uafsluttet. Og mageløst inciterende.