Biografanmeldelse
21. nov. 2012
De eventyrlige vogtere
Julemanden, Påskeharen, Sandmanden, Tandfeen og Jack Frost er genopfundet som et handlekraftigt hemmeligt broderskab, der beskytter børns fantasi mod mørke kræfter. Foto | DreamWorks

De eventyrlige vogtere

Julemanden, Påskeharen og Tandfeen er truet i De eventyrlige vogtere, der er en finurlig hyldest til den barnlige fantasi.

Af Lise Ulrich

Hvem er vi, hvis vi ikke tror på noget? Fortabte og ensomme skabninger og i værste fald slet ingenting.

Det er temaet i utallige eventyr, der lige siden J.M. Barries Peter Pan fra 1906 har understreget vigtigheden af at værne om menneskets mest magiske evne: fantasien. For hvis vi mister vores forestillingsevne bliver verden hurtigt et mørkt sted. I Peter Pan falder en fe død om, hver gang nogen siger, at de ikke tror på feer, og hele landet Fantasien i Den Uendelige Historie smuldrer bogstavelig talt, fordi menneskebørnene har mistet deres fantasi.

I De eventyrlige vogtere står selveste Julemanden, Påskeharen, Sandmanden og Tandfeen for skud, truet på livet af Mørkemanden. Denne uhyggelige skabning er led og ked af, at ingen længere tror på ham, og at han derfor er blevet usynlig for menneskene.

Han savner de gode gamle middelalderdage, hvor folk levede i frygt for mørket, og udtænker derfor en skummel plan for at genvinde sin magt: Ved at kidnappe Tandfeens små hjælpere, spolere påsken og julen og give børn mareridt om natten vil Mørkemanden sørge for, at de små mennesker mister troen på deres elskede ”Barndommens Vogtere”.

Og så er det nat nat med den elskelige Julemand, den smarte Påskehare, den lille runde Sandmand med det magiske drømmestøv og den evigt flaksende og smilende Tandfe. Alt ser sort ud, men heldigvis kan det unge wildcard Jack Frost, vinterens legesyge budbringer, overtales til at give en hånd med i kampen mod de mørke kræfter.

De eventyrlige vogtere er baseret på forfatter og instruktør William Joyces bogserie af samme navn. Samme Joyce vandt tidligere i år en Oscar for sin animerede kortfilm The Fantastic Flying Books of Mr. Morris Lessmore, og man fornemmer tydeligt hans fine greb om eventyrgenren i dette farveorgie af finurlige detaljer, smukke billeder og oprigtigt morsomme tiltag.

Alene præmissen med at lade Julemand, Påskehare, Sandmand og Tandfe indgå i et hemmeligt broderskab af vogtere over børns fantasi er skæg og giver anledning til en nytænkning af de klassiske figureres karaktertræk og eksistensgrundlag. Julemanden er blevet til en stærkt tatoveret bulderbasse med en hær af komplet uduelige nisser og mere efne afskyelige snemænd, mens Påskeharen er en boomerang-kastende arbejdsnarkoman af en australsk ranger. Jack Frost og hans søgen efter mening med tilværelsen er dog filmens omdrejningspunkt, og det er hans dannelseshistorie, der binder løjerne sammen.

Som tidens trend foreskriver, er der naturligvis smæk for skillingen i De eventyrlige vogteres action-scener, men man kunne godt have undværet et par af dem til fordel for en stærkere psykologi.

Ligeledes giver 3D-effekterne fin dybde og liv til filmens billedside, selv om det stadig er svært at få øje en egentlig berettigelse af den højere billetpris. Heldigvis er De Eventyrlige Vogtere dog andet og mere end en halsbrækkende rutsjebanetur med candyfloss i håret. Her er gode kræfter på spil både på lærredet og i produktionsstudiet, og instruktør Peter Ramsey er ikke bleg for at tage publikum med ind i eventyrverdenens mørke kroge (som et eventyr kan og bør). Nogle scener vil derfor kunne virke skræmmende for de alleryngste, mens de lidt ældre får neglebidende spænding for alle pengene.

Peter Ramsey har tidligere arbejdet som storyboard-artist på så forskellige film som Fight Club, Minority Report og Independence Day, og han slog igennem som instruktør med den animerede børnefilm Monsters mod Aliens fra 2009. Med De eventyrlige vogtere lykkes han med en børnefilm, der både underholder og varmer hele familien – akkurat som et rigtigt eventyr.

Originaltitel:
Rise of the Guardians

Instruktør:
Peter Ramsey
USA 2012

Manuskript:
David Lindsay-Abaire

Originale stemmer:
Chris Pine, Alec Baldwin, Jude Law, Isla Fisher, Hugh Jackman 

Danske stemmer:
Lars Bom, Lars Ranthe, Vicky Berlin, Henrik Jandorf 

Spilletid:
97 min.

Premiere:
22. november 2012

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
07. aug. 2013
Blue Jasmine

Blue Jasmine

Biografanmeldelse
17. juli 2013
The Purge

The Purge

Biografanmeldelse
10. juli 2013
The Bling Ring

The Bling Ring

Fra samme instruktør

Nyhed
15. dec. 2025
Disney indgår stor AI-aftale

Disney indgår stor AI-aftale

Disney investerer over seks milliarder kroner i selskabet bag AI-tjenesten Sora, som får adgang til at generere videoer med det enorme galleri af figurer fra Star Wars og Marvel.

Nyhed
15. dec. 2025
Dansk film leverer flotte tal for 2025

Dansk film leverer flotte tal for 2025

Nekrolog
15. dec. 2025
Rob Reiner er død

Rob Reiner er død

Den gode stemning
Serieanmeldelse
14. dec. 2025

Den gode stemning

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Rob Reiner er død
Nekrolog
15. dec. 2025

Rob Reiner er død

Dansk film leverer flotte tal for 2025
Nyhed
15. dec. 2025

Dansk film leverer flotte tal for 2025

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten