De eventyrlige vogtere

Hvem er vi, hvis vi ikke tror på noget? Fortabte og ensomme skabninger og i værste fald slet ingenting.

Det er temaet i utallige eventyr, der lige siden J.M. Barries Peter Pan fra 1906 har understreget vigtigheden af at værne om menneskets mest magiske evne: fantasien. For hvis vi mister vores forestillingsevne bliver verden hurtigt et mørkt sted. I Peter Pan falder en fe død om, hver gang nogen siger, at de ikke tror på feer, og hele landet Fantasien i Den Uendelige Historie smuldrer bogstavelig talt, fordi menneskebørnene har mistet deres fantasi.

I De eventyrlige vogtere står selveste Julemanden, Påskeharen, Sandmanden og Tandfeen for skud, truet på livet af Mørkemanden. Denne uhyggelige skabning er led og ked af, at ingen længere tror på ham, og at han derfor er blevet usynlig for menneskene.

Han savner de gode gamle middelalderdage, hvor folk levede i frygt for mørket, og udtænker derfor en skummel plan for at genvinde sin magt: Ved at kidnappe Tandfeens små hjælpere, spolere påsken og julen og give børn mareridt om natten vil Mørkemanden sørge for, at de små mennesker mister troen på deres elskede ”Barndommens Vogtere”.

Og så er det nat nat med den elskelige Julemand, den smarte Påskehare, den lille runde Sandmand med det magiske drømmestøv og den evigt flaksende og smilende Tandfe. Alt ser sort ud, men heldigvis kan det unge wildcard Jack Frost, vinterens legesyge budbringer, overtales til at give en hånd med i kampen mod de mørke kræfter.

De eventyrlige vogtere er baseret på forfatter og instruktør William Joyces bogserie af samme navn. Samme Joyce vandt tidligere i år en Oscar for sin animerede kortfilm The Fantastic Flying Books of Mr. Morris Lessmore, og man fornemmer tydeligt hans fine greb om eventyrgenren i dette farveorgie af finurlige detaljer, smukke billeder og oprigtigt morsomme tiltag.

Alene præmissen med at lade Julemand, Påskehare, Sandmand og Tandfe indgå i et hemmeligt broderskab af vogtere over børns fantasi er skæg og giver anledning til en nytænkning af de klassiske figureres karaktertræk og eksistensgrundlag. Julemanden er blevet til en stærkt tatoveret bulderbasse med en hær af komplet uduelige nisser og mere efne afskyelige snemænd, mens Påskeharen er en boomerang-kastende arbejdsnarkoman af en australsk ranger. Jack Frost og hans søgen efter mening med tilværelsen er dog filmens omdrejningspunkt, og det er hans dannelseshistorie, der binder løjerne sammen.

Som tidens trend foreskriver, er der naturligvis smæk for skillingen i De eventyrlige vogteres action-scener, men man kunne godt have undværet et par af dem til fordel for en stærkere psykologi.

Ligeledes giver 3D-effekterne fin dybde og liv til filmens billedside, selv om det stadig er svært at få øje en egentlig berettigelse af den højere billetpris. Heldigvis er De Eventyrlige Vogtere dog andet og mere end en halsbrækkende rutsjebanetur med candyfloss i håret. Her er gode kræfter på spil både på lærredet og i produktionsstudiet, og instruktør Peter Ramsey er ikke bleg for at tage publikum med ind i eventyrverdenens mørke kroge (som et eventyr kan og bør). Nogle scener vil derfor kunne virke skræmmende for de alleryngste, mens de lidt ældre får neglebidende spænding for alle pengene.

Peter Ramsey har tidligere arbejdet som storyboard-artist på så forskellige film som Fight Club, Minority Report og Independence Day, og han slog igennem som instruktør med den animerede børnefilm Monsters mod Aliens fra 2009. Med De eventyrlige vogtere lykkes han med en børnefilm, der både underholder og varmer hele familien – akkurat som et rigtigt eventyr.